Hverdagsoplevelser

Har vi en trend….?????

Skriv en kommentar

Jeg skrev et blogindlæg d 4. maj under overskriften: Der skal så lidt til… https://nowwhat.dk/?s=bus
Det handlede om hvordan en buschauffør på linie 5 formåede at sætte sit præg på resten af dagen for de passagerer, der var så heldige at køre med ham. Forleden dag oplevede jeg noget i samme stil.
Jeg skulle med S-toget fra Glostrup til hovedbanegården og havde min cykel med. Men desværre virkede elevatoren ikke. Der var en rulletrappe, men den havde jeg, pga min diskusprolaps, ikke lyst til at kaste mig ned af med min cykel. Udenfor elevatoren stod også en gammel, krumrygget foroverbøjet dame og klamrede sig til sit gangstativ – hun var også på herrens mark pga den ikke-fungerende elevator. Jeg tilbød at hjælpe hende ned med gang-stativet, det kunne jeg godt klare og så måtte jeg finde en løsning på mig selv og min cykel. Heldigvis overhørte en sød dame samtalen og tilbød at hjælpe den gamle dame med gangstativet og samtidig kommer en ung mand hen til os og tilbyder mig sin hjælp med at få cyklen ned af rulletrappen. 🙂

Ombord på toget bliver vi budt velkommen af S-togs chaufføren over højtaleranlægget. Normalt annoncerer de ikke i et S-tog – men ham her gjorde – og det på den mest vidunderlige måde. Han bød os velkommen ombord i sit tog og fortalte om turen og små-pludrede lidt og når jeg kiggede rundt sad samtlige passagerer og havde løftet hovedet fra deres mobil-telefon eller Ipad og sad og lyttede med – med et stort smil på læben. 🙂 Vi smilede ovenikøbet til hinanden !

Senere på dagen skulle jeg med metroen og mens jeg sidder begravet i min mobil telefon!! :-/ hører jeg en kvinde spørge en mand der lige er steget ind i Metroen, om han er okay – jeg kigger op og ser at manden sidder og tager sig til hovedet. Han forklarer, at han er OK, at det er noget med nogle smerter han får en gang imellem som et lyn fra en klar himmel og de to taler lidt sammen. Men jeg blev så glad for, at hun spurgte ham og ikke bare lod som ingenting.
Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg synes, at der er en lille bedring på vej i forhold til hvordan vi opfører os overfor hinanden, en større hensyntagen og lidt flere smil. Jeg bliver så glad hver gang jeg oplever det og det er heldigvis oftere og oftere.

Og HUSK det er bevist, at hvad du sender ud, får du tilbage…. virkelig

Hverdagsoplevelser

1813…… Undskyld jeg forstyrrede, jeg gør det aldrig mere :-(

1 kommentar

Jeg fik brug for at komme i kontakt med en læge forleden aften. Jeg var hundesyg og var knap nok i stand til at stå på benene og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg fejlede. Ofte fornemmer man selv om det er influenza, forkølelse, Roskildesyge eller andre almindelige sygdomme – men det var jeg ret sikker på, det ikke var. Jeg var derfor også temmelig urolig. Jeg fik ringet 1813 og kom i kø som nr. 74 – efter al den omtale der har været af 1813 var jeg forberedt på at skulle stå/ligge i kø, så jeg satte telefonen på højtaler og henholdsvis blundede og kastede op indtil det blev min tur.

Efter omkring 41 minutter kom jeg igennem til en sygeplejerske, som fair nok stillede en masse spørgsmål, selv om det næsten hev de sidste kræfter ud af mig – i min naivitet var jeg sikker på at samtalen ville ende med, at hun sagde, hun ville sende en vagtlæge. Men nej, det kunne hun ikke afgøre om var nødvendigt ud fra det jeg sagde og jeg blev stillet om til en læge. Derfor røg jeg over i en anden kø – denne gang dog med kun 15 i kø foran mig !

Endelig kom jeg igennem til lægen og heller ikke han kunne finde ud af hvad jeg fejlede. Det havde jeg heller ikke forventet, eftersom jeg ikke havde nogle af de gængse symptomer, men “bare” var rigtig rigtig syg. Jeg var stadig lige naiv, som da jeg talte med sygeplejersken og tænkte, jeg skal bare igennem denne snak inden han siger, han sender en vagtlæge. Men næh nej i stedet for sagde han (og tonen var “allernådigst”): “men jeg lægger da gerne en henvisning til den nærmeste skadeklinik og så kan du jo tage derud”.

Jeg svarede, at jeg under ingen omstændigheder var i stand til at tage ud på nogen klinik, at jeg ikke kunne stå på mine ben, så det var slet ikke en mulighed for mig, hvorpå han replicerede: “Jamen det er der jo så ikke noget at gøre ved, jeg kan jo ikke ringe efter en ambulance, vel”.

Jeg er fra naturens side ikke mundlam, men jeg var syg, jeg var bange og jeg var alene, så jeg begyndte bare at tude og fik fremstammet: “nej, det kan du vel ikke” og så lagde han røret på!

Heldigvis har jeg gode venner, som kom til undsætning og én af dem kom hjem til mig. Han ringede igen til 1813 for at forklare situationen og igen røg vi ind i en lang ventekø, men her kunne jeg bare koncentrere mig om at kaste op og “overleve”. Da min ven kom igennem til sygeplejersken sagde han til dem: “I må tro mig, når jeg siger at hun under ingen omstændigheder er i stand til at køre til en skadeklinik – I må sende en vagtlæge”. Det var stadig ikke noget sygeplersken kunne tage stilling til, så vi blev atter stillet i kø til selve LÆGEN.

Tiden gik og gik og jeg blev ikke rask, så heldigvis kom min ven i tanke om, at der er noget der hedder Privatlægen og spurgte mig om jeg var villig til at betale for det. Jeg var villig til hvad som helst på det tidspunkt, så vi opgav det officielle Danmark, lagde røret på og ringede til Privatlægen – vi kom hurtigt igennem og inden længe stod der den mest kompetente og grundige læge ved min seng. Han gav sig god tid og jeg følte ikke, at han var på vej ud af døren til næste patient. Han havde ovenikøbet medicin med og han tog blodprøver, som han fik svar på i løbet af 2 timer og ringede resultatet til mig. Jeg følte mig meget tryg.

Jeg er yderst tilfreds – de fleste af os har sikkert en eller to gange i livet haft brug for en vagtlæge og har man børn, så er det sikkert også mere end et par gange – men aldrig har jeg været ude for så omhyggelig og grundig behandling som den Privatlægen gav – det er alle pengene værd.

MEN hvor er det trist, at vi i Danmark er kommet dertil, at man enten skal have råd eller man skal have råd til at prioritere, for at få en ordentlig lægebehandling. Skamløst…. tænker jeg.

Eftertænksomheder

Fly versus tog….

Skriv en kommentar

Hvordan kan det være, at man bliver så forarget over at skulle betale 800 kr (eller mindre) for flybillet tur/retur til Ålborg og hvordan kan det være, at man bliver fornærmet over at skulle betale 20 kr for en flaske vand ombord på et fly og hvordan kan det være, at man ikke forstår, at man ikke “bare” kan sætte sig på en anden klasse end den man har betalt for på et fly og hvordan kan det lige være, at man som almindelig intelligent menneske ikke kan forstå, at det er fysisk umuligt at skaffe vinduespladser til alle, og hvordan kan det være at man brokker sig over sin plads i kabinen??

Hvordan kan alt det og meget meget mere være….
NÅR en togbillet til Jylland også koster 800 kr, men transporttiden er 8 gange så lang, når en flaske vand også koster 20 kr i DSB´s togkiosker, når man ikke har den samme attitude overfor “bare” at gå ind og sætte sig på første klasse i et tog og når man uden at sætte sure miner op eller brokke sig, accepterer at få at vide, at der ikke er flere vinduespladser,  og når man ender med at skulle stå op hele vejen til Jylland fordi der ikke var flere siddepladser – uden at at få refunderet noget af billetprisen.
Hvad er årsagen til at folk generelt synes de har en større ret til at kritisere flyselskaber og hvad er årsagen til at almindelige mennesker ofte ikke formår at sætte tingene i perspektiv. ?

 

Now What, Uncategorized

Taktik – anvendt i et DSB tog

Skriv en kommentar

Skal man løse en mere eller mindre kompliceret opgave, så kan det være en god ide at lægge en taktik. Eller hvis man skal overraske nogen på en fødselsdag, så kan en taktik være nødvendig og vil du sikre dig lønforhøjelse, så er taktik også en god ting. I Den Danske Ordbog er taktik defineret som en planlagt fremgangsmåde for hvordan et bestemt mål opnås.
Man behøver altså ikke lægge en taktik for ganske almindelige hverdagsting, ting som man normalt bare gør – bortset fra……. hvis man er ude at rejse med DSB og skal gå igennem deres togvogne, så kan en taktik være nødvendig. Jeg tør æde min gamle hat på at ALLE uden undtagelse, der har kørt med DSB på et eller andet tidspunkt har stået foran en af de glasdøre, der fører fra vognen og ud til mellemgangen og følt sig bare en lille smule dum over, at døren ikke går op.

Jeg starter med at gå frisk til sagen og i rask tempo nærme mig døren samtidig med at jeg tænker; i dag er dagen hvor døren bare går op. Man skal altid starte positivt ud 🙂 Det gjorde den så ikke. Så står jeg lidt og kigger og prøver så forsigtig at træde et skridt tilbage, for så at gå frem igen, det virker heller ikke. Så prøver jeg at trykke på det lille mærke, der sidder midt på døren og ligner noget, man skal trykke på, men som så bare viser sig at være et mærke efter alle de andre, der også troet, at det var der, man skulle trykke. Stadig lukket dør. Så vifter jeg lidt med armen, ingenting sker, prøver at køre armen op og ned både hurtigt og langsomt, samtidig er jeg mig fuldstændig bevidst, at der sidder 8-12 mennesker og bare nærstuderer mine febrilske forsøg på at få døren til at åbne sig. På et eller andet tidspunkt så GÅR døren op – ret skal være ret, det har aldrig svigtet, men jeg har endnu ikke fattet, hvilken en af bevægelserne det var der fik den til det.
Jeg er for længst holdt op med at blive pinlig berørt når jeg dummer mig, men jeg har taget mig selv i altid at lægge en taktik, når jeg skal åbne DSB døre. Jeg ved, at man ikke skal regne med hjælp fra de øvrige passagerer, men det er nu fordi jeg ikke tror der er nogen overhovedet, der har afkodet den mest effektive metode til at åbne døren på. Er det ikke rigtigt 🙂

Min taktik er meget simpel – jeg sidder på spring og venter på, at der er en der går ud før mig, så jeg kan følge lige i hælene 😉

Know What, Uncategorized

Jeg er forUndringsparat… er du??

2 kommentarer

Et af mine tidligere blogindlæg havde overskriften: Jubiii… jeg har ondt i ryggen.

Det gik ud på, at man var nødt til at have ondt engang imellem for at sætte pris på det, når man så ikke har ondt. Well, I have learned my lesson…. Mit ondt i ryggen udviklede sig til en diskusprolaps og NU har jeg VIRKELIG ondt. Men det er ikke det, dette indlæg skal handle om, men en forklaring på, hvorfor jeg pludselig har kastet mig over Nudansk Ordbog og Dansk Sprognævn. Min diskus sætter en helt naturlig grænse for hvad jeg kan foretage mig og det er meget lidt. Så udover at have ondt af mig selv, så keder jeg mig også. Og i den forbindelse ligger jeg på ryggen på gulvet og surfer en del, så godt det kan lade sig gøre – ja, altså det er på nettet jeg surfer 😉 og af en eller anden årsag kom jeg ind på Dansk Sprognævn. Her faldt jeg over rigtig mange sjove ord, som jeg ikke anede hvad betød og bestemt ikke vidste, at de er officielt optaget i det danske sprog. Synes jeg vil dele nogle af dem med jer, så kan I se om I kan gætte hvad de står for – eller måske du allerede ved det. Hvis ikke, kan du finde svaret her:www.dsn.dk

Bilka-bule, hjernefrys, spoofe, biopsykosocial, kludemord, kniv og gaffel-politik, forundringsparathed, samtidsskrump, gonnabe

Know What, Now What

Lavere end det laveste lav….

1 kommentar

Usling, stymper, feje skrog, nedrig, kryster, kujon alle de grimme ord jeg kan komme på rækker ikke.
Der var engang hvor man fandt en på sin egen alder og størrelse, hvis man skulle slås. Der var engang hvor der var lidt mere fairness indover når man foretog sig noget ulovligt – ved godt det er svært at bruge ordene fairness og ulovligt i samme sætning – men den gang hvor de fleste der stjal, gjorde det fordi de var sultne. Hvor der ikke i samme grad eksisterede Bagger typer som stjal bare for at få endnu flere penge, eller hvor man ikke risikerede at blive slået halvt fordærvet fordi der skulle skaffes penge til smøger. I dag er det simpelthen det rene eldorado – alle slår på alle uanset om det hunkøn, hankøn, børn, gamle, svage eller handicappede.
Mit gudbarn på 14 år blev frarøvet sin mobiltelefon på en temmelig voldsom måde for 6 måneder siden og i dag gik det udover min søn.
Min søn blev frarøvet sine penge og sin pung, da han stod og ville hæve penge i en automat. Og han blev ikke kun frarøvet sine ejendele, men der er åbenbart også brugt vold – for der sidder tydelige aftryk på hans hals af én, der har taget hårdt fat. Hvor lavt kan man synke – ikke nok med at man frarøver folk deres penge, men man jager også en skræk i livet på dem ved at bruge vold. Og når man så ovenikøbet udser sig et offer som er mongol, så kan man ikke synke dybere.

Alder, Eftertænksomheder, Know What

Jubiiii, jeg har ondt i ryggen!!

1 kommentar

Nej nej, det mener jeg selvfølgelig ikke. Men det at jeg har så ondt i min ryg får mig til at påskønne de dage, hvor jeg ikke har ondt. Før jeg fik ondt i ryggen tænkte jeg overhovedet ikke på hvor priviligeret jeg var over at være smertefri. Det har igen fået mig til at tænke på at sort er ingenting uden hvidt, at alting må have en modpol for at vi kan opleve det. Hvis ikke der er en modpol, så oplever vi ikke….hvis jeg ikke havde smagt et sødt bolche så vidste jeg ikke hvad et surt bolche var. Hvis ikke der var larm, så ville jeg ikke vide hvad stilhed var. Hvis alting var konstant uden modpoler, så ville livet være som en konstant og fuldstændig ensartet lydbølge – en lang mmmmmmmmmmmmmmmmmm. Hold da op hvor ville alting være kedeligt – eller forresten, det ville jeg jo ikke vide det var, for jeg ville ikke kende til andet. Men med den bevidsthed jeg har i dag, så ville jeg godt nok synes at livet ville være kedeligt uden sine ups and downs. Derfor hurra for dem – men lad der gerne være flere UPS end DOWNS 🙂

Rygsmerter

Hverdagsoplevelser

Sådan redder man en dårlig kundeoplevelse

Skriv en kommentar

Jeg havde bestilt bord på en udendørs restaurant. Restauranten ligger på en hyggelig plads midt i København. Det var en vidunderlig dansk sommerdag og jeg kom i god tid i forhold til den jeg skulle mødes med. Der var allerede sat et reserveret skilt på bordet, men temperaturen var steget en del siden jeg bestilte bordet og bordet var lige i solen. Jeg gik derfor om i den anden ende af restauranten og fandt et bord i skyggen og bad tjeneren om at reservere dette til mig til en halv time senere. Tjeneren på denne side svarede “at han skulle prøve om han kunne holde det” (der var ikke fyldt ved bordene). Han var ikke ligeså imødekommende som den første tjener, og han ville ikke sætte et “reserveret” skilt på bordet.
Jeg var ikke helt sikker på, om han mon virkelig ville gøre et forsøg på at holde lige netop det bord, så jeg besluttede mig for at sætte mig med det samme. Tjeneren spurgte høfligt, hvad jeg kunne tænke mig, og jeg sagde at jeg ville starte med et glas hvidvin mens jeg ventede. Han spurgte hvilken vin jeg kunne tænke mig og jeg svarede at den bare skulle være tør. “Hvad med en Sancerre” foreslog han – og jeg sagde at det lød dejligt.
Min bekendte og jeg fik, udover vores mad og kaffe 5 glas hvidvin tilsammen. Da vi fik regningen kunne jeg se at hvert glas kostede 100kr – stk! Det var jeg ikke forberedt på og da tjeneren kom efter betalingen sagde jeg venligt, at jeg godt ville være gjort opmærksom på, at det var en vin til 100 kr pr glas jeg sagde ja til.
Og det var så lige her, det gik lidt galt. Tjeneren kiggede på mig og sagde en anelse overlegent: “Det koster Sancerre, jo”. Jeg svarede, at det ikke var første gang jeg drak Sancerre – og uanset hvad, ville jeg godt have vidst at denne kostede 100 kr pr glas.
Tonen blev yderligere overlegen og med et opgivende blik gentog han: “Det koster det altså”. Han drejede om på hælen og gik og lod mig forstå at jeg vidst ikke var særlig vant til at gå ud! Efterfølgende gik han op til en kollega og der var slet ingen tvivl, fra hverken min eller min bekendtes side, om at han genfortalte historien med hånlig henvisning til os.
Vi følte os temmelig patroniserede og jeg var ærgerlig over, at en tjener på grund af sin dårlige attitude kunne formå at kaste nogle irriterende skygger henover en ellers dejlig dag. Men nu er jeg selv i servicebranchen og jeg kan ikke bare lade en sådan opførsel gå usagt hen. Så jeg formulerede et venligt brev til restauranten, hvor jeg berettede min historie på en så objektiv måde som muligt. Jeg skrev desuden i mit brev, at hvis bare tjeneren havde reageret en lille smule anderledes, da jeg blev overrasket over prisen på vinen, så havde jeg ikke sat mig til tasterne. I stedet for at latterliggøre os, så kunne han have reddet den ved at sige: Det beklager jeg, det kan jeg godt se, det havde jeg ikke lige tænkt over. Eller en anden venlig forklaring. Og ja, jeg ved da godt at man snakker om kunderne med sine kollegaer, men bestemt ikke mens kunderne er tilstede.
Men den person der modtog mit klagebrev formåede at vende situationen, så jeg gerne besøger restauranten igen. Jeg oplever ellers ofte, at selv om man kommer med kritik på en venlig og konstruktiv måde, så ryger forsvarsparaderne op med det samme på den man nu sender kritikken til. Ikke i dette tilfælde. Jeg fik først en stor tak, fordi jeg havde taget mig tid til at skrive om episoden og dernæst en forsikring om, at det var taget op med den pågældende tjener (jeg havde navnet på ham) og at det ligeledes ville være et emne man ville tage op på næste fællesmøde med alle – altså hvad er god kundeservice.
Her var én der havde forstået, at det indtryk den enkelte tjener efterlader overføres på selve forretningen og at ligegyldigt hvor mange annoncer du sender ud, så kan det ikke opveje dårlig kundeservice. Personen der svarede på mit brev formåede at give mig indtryk af at jeg blev hørt og taget alvorligt og ikke mindst gav hun mig en tro på at det ikke sker igen. Så derfor kommer jeg glad tilbage. 🙂

Know What

Tryghed kommer indefra….

1 kommentar

Helt fra lille, har mit liv har været en lang forandring. Jeg er efterhånden holdt op med at forsøge at tælle, hvor mange gange jeg har skiftet adresse, men det er et stykke over de 40 gange. Jeg har også skiftet skole en del gange og det var i den tid, hvor man ikke inddrog børnene i alle livets beslutninger, men hvor de voksne var alene om at bestemme voksenting!

Selvfølgelig var jeg ked af at skulle forlade mine veninder og jeg var også for lille til at kunne overskue, at man hurtigt ville få nye venner. Men det vidste mine forældre heldigvis og de fik jo ret hver gang – lynhurtigt havde man nye bedsteveninder. Det står på ingen måde som et traume for mig at have skiftet skole eller adresse – tværtimod tror jeg på, at det i dag har rustet mig til at være indstillet på forandringer og ligefrem glæde mig til dem. Erfaringen har vist mig, at man opdager noget nyt hver gang man flytter sig – og det er ikke kun i de fysiske omgivelser man lærer nyt, men også om livet. Den største lærdom jeg har fået er, at det ikke er omgivelserne der giver mig tryghed, men at trygheden kommer indefra mig selv. Det har derfor aldrig været det fysiske, der har begrænset mig i at flytte mig.

Hvad jeg også har fået med i min bagage, er at jeg ved – at hver gang jeg åbner en ny dør, så er der en ny oplevelse. Og i min verden har jeg ikke lukket en dør for at åbne en ny – tværtimod så kan jeg, når jeg vender mig om og ser tilbage på mit liv – se en lang række af åbne døre med masser af oplevelser – både gode og dårlige – men allesammen oplevelser som jeg ikke havde fået, hvis jeg ikke havde flyttet mig.

Jeg kender et par stykker, som ikke har modet til at flytte sig, selvom drømmen er der. Det er synd for dem. Og så har jeg en veninde, som udviser det ultimative “mod” i den henseende. Hun har sagt sit job op, solgt sin bolig og drager afsted til en sydhavsø – og det er ikke fordi der står en krukke med guld og venter på hende, men det er fordi at nu skal det prøves af.

Står du og mangler modet til at springe ud i noget andet så husk at:

den største fejl man kan begå er ikke at prøve…

 

PS. Hvis du vil følge min blog, så klik på et af de to links i højre hjørne og du får automatisk besked, når der er et nyt indlæg 🙂

 

Alder, Hverdagsoplevelser

Distræte..??? Ikke os…

Skriv en kommentar

En hurtig beslutning om at spise og hygge sammen. Som sædvanlig ikke noget der er arrangeret i god tid, men en lige-nu-og-her-lyst. Vi aftaler at mødes kl 16, og normalt er de fleste af os temmelig præcise. Det plejer at være den/de samme, der ikke kommer til tiden. Men i dag skulle være helt anderledes. Den der plejer at komme sidst, kom først og den der plejer at komme først, kom sidst.

Hende der kom i midten af den første og den sidste, ankom lettere forvirret fordi hun var kørt ind i en bil og var blevet væltet af cyklen og havde slået sig temmelig voldsomt – som chaufføren sagde: du skal nok være lidt mere opmærksom næste gang du cykler rundt. Veninden lovede at hun fremover IKKE sms’er samtidig med at hun cykler!!!!

Hende der normalt kommer først, men som i dag kom sidst havde en god undskyldning. Hun var punkteret med sin bil og holdt midt på Trianglen og ledte febrilsk efter et reservehjul mens hun ventede på en kranbil. Den kom efter halvanden time og kranmanden satte det fundne reservehjul på. Nu er det jo København, så det kan være svært at finde parkeringsplads, men det lykkedes og veninden ringer da hun står på gaden og forkynder glad: NU ER JEG HER…..Jamen det er jo dejligt, så lukker vi dig ind….. men der sker bare ikke noget. Ingen ringer på og ingen kommer ind. Ny telefonopringning, nu lettere ophidset: SÅ TRYK DOG PÅ KNAPPEN, så jeg kan komme ind.

Hvilken knap, jeg har ingen knap, jeg kommer ned og lukker dig ind…????

Øhhh, hvor står du? Det viser sig, at den punkterede står et helt andet sted i byen på en af de andre veninders adresse. Nå, men vi udskyder bare grillen indtil en ny parkeringsplads er fundet –  og åbner endnu en flaske vin. 🙂

Grillen er klar og en af veninderne har fået tjansen at passe bøfferne….. det gør hun, men den slags gør man bedst i selskab med en anden veninde, så man kan sludre imens man krydrer maden og vender bøfferne. Der bliver hældt godt med olie udover alle bøfferne… mmmmm lækkert ser det ud og en tredje veninde stikker fingeren ned for lige at smage. …. århhh, det tog bare et splitsekund så røg smagsprøven op og ud af samme hul den var kommet ind igennem og hun strøg ud på toilettet og leverede resten og prøvede forgæves at vaske munden. Den første veninde skulle da også lige smage efter den oplevelse….. øhhhh ??… samme resultat….

Det viser sig at grillmesterinden, i sin iver og sin sludren og pludren, har stået og pøset bøfferne ind i opvaskemiddel i den tro at det var olie…..

Kaffen blev også indtaget lettere forsinket, da vi alle måtte i gang med at lede efter toppen til stempelkaffekanden – den sad ikke i kaffekanden, men vi fandt den i skabet med køkkenruller og toiletpapir.

Resten af aftenen forløb med at kommentere på alle de mennesker vi kender, som vi synes er blevet meget distræte…. 🙂

 

As I see life….