Kategoriarkiv: Hverdagsoplevelser

Juleglæde på et rigtigt værtshus

Efter en pludselig indskydelse, valgte veninden og jeg at gå i Nyhavn 2. juledag – vi skulle bare have en sildemad og én enkelt snaps……

Meen for pokker, hvor smagte de godt de sild og den snaps – så efter et par timer i godt selskab, besluttede vi at aftenen bestemt endnu var ung – så vi ville en tur på d’Angleterre…

Men den gik ikke – det er lukket land, når man har gummistøvler på – og det hjalp på ingen måde, at det den dag, hvor regnen stod ned i stænger, var det eneste rigtige fodtøj at have på. Conciergen var heller ikke lydhør overfor, at det var ægte Ilse Jacobsen gummistøvler.

20151229_164829

Der skal dog mere end ét afslag til at sende os hjem, så vi fortsatte til gode gamle Skindbuksen. Og her går man aldrig galt i byen – uanset om man kommer i gummistøvler eller stilletter. Her blev vi modtaget af god musik, høj stemning og masser af sang, dans og latter – nøjagtig som det plejer at være. Det blev en nat, hvor der blev danset igennem, mens sveden dryppede ned i skafterne på gummistøvlerne.

Det, der har fået mig til at skrive dette indlæg, er MÅDEN der er sang og latter og musik på…. Der ER en forskel på om man går i byen d. 17 marts eller 26. december. Jeg har igennem en del år, mødtes med venner i byen sent om aftenen enten d. 24. 25 eller 26 december. Og det er helt og aldeles vidunderligt. Folk kommer med en nuance af en anden indstilling. Her er masser af GLÆDELIG JUL og varme – og i stedet for øretæver i luften, er der kun varme knus.  Man kan jo så spekulere over, hvorfor der er denne forskel.

Det kan enten være fordi, man har haft en rigtig god jul og fortsat bare er glad eller det kan være fordi man har haft en dårlig jul og nu er glad for, at den er overstået. Hvad årsagen end er, så er mit forslag: PRØV DET og oplev en glæde og et godt humør udover alle grænser.

Reklamer

Zephyr, campingbord og klapstole

Forleden dag kørte jeg igennem det smukkeste danske sommerlandskab. Det så ud som de postkort, man kan købe, hvor man tænker… eijjj, sådan ser det ikke ud i virkeligheden…

Bagende sol, bølgende kornmarker, grøftekantsblomster langs vejen, køer på marken, kåde føl bag hvide indhegninger.. jeg kunne blive ved. Det er kun et spørgsmål om at “se” det hele.

Men det største indtryk fik jeg, da jeg passerede en rasteplads og så, at der holdt en bil, hvor bagsmækken var slået op og bagved sad en familie, på 2 voksne og 2 børn, rundt om et campingbord og spiste frokost.

Jeg røg huks-fluks 50 år eller mere tilbage i tiden. Tilbage til den tid, hvor det var min bror og jeg, der sad rundt om campingbordet – i vejkanten – med frokost og saftevand. Vores bil var en Zephyr – en knald-turkis en af slagsen, mine forældre var meget moderne efter datidens normer.

Hvis man var så heldig at have en bil, så kørte man ud i naturen – om søndagen. Vi kørte ikke i skoven, næ nej man kørte til en rasteplads, der lå langs vejen, så man kunne se de andre biler, der kørte forbi. Det lille campingbord blev slået op – bare det, at have et bord der kunne slås op, var smart 😄…. og de bittesmå klapstole uden ryg blev sat rundt om bordet. Madkurven kom frem sammen med saftevanden og vi havde den skønneste familiehyggetid. Og så snart vi børn var færdige med at spise, så tog vi vores kladdehæfter frem og skrev bilnumre ned!

Når vi kom hjem igen efter et par timer, så syntes vi, at vi havde haft den dejligste tid.   👨‍👩‍👧‍👦

Jeg troede ikke, den slags familiehygge fandtes længere – men jeg blev positivt overrasket, da jeg forleden passerede den rasteplads. Og jeg lever videre med troen på, at de alle fire virkelig hyggede sig og at der ikke lå hverken Ipads eller mobiltelefoner fremme på bordet. ❤️

Dagens kontrast-tanke

20150806_081754

Vågnede kl 0730 i morges til en stilhed uden lige. Vejret viste sig fra sin bedste side i sommerudgaven. Temperaturen stod allerede på 24 grader og ikke en vind rørte sig, duggen glimtede som tusindevis af diamanter i græsplænen, og den hvide kat, som engang imellem besøger haven, lå dovent under æbletræet. ALT var tyst – selv fuglene holdt en andægtig pause i pipperiet, sikkert lige så benovede som jeg over dagens skønhed.

Den første lyd hørte jeg på turen ned til stranden – den kom fra et egern, der løb lige ind foran mig og vist nok blev temmelig forskrækket og udstødte en lille pibelyd.

20150806_080935

Jeg nød i den grad min morgen og stilheden og blev først forstyrret af en elektronisk lyd, da der bippede en påmindelse ind på min telefon. Og her slog kontrast-tanken for alvor igennem.

I dag skulle jeg nemlig have været i Skanderborg – til Smuk Fest.

I stedet for at vågne til absolut stilhed og med duften af dugfriske grantræer i næsen, kunne jeg være vågnet i et lummert og lunt telt på en mere end overfyldt teltplads, med lugten af urinaler i næsen og med en lille bagskid på efter for store indtagelser af diverse shots og med en summen for ørerne efter nattens høje musik fra de mange scener på Smuk Fest.

I stedet for at være gået ned til stranden og starte dagen med en frisk morgendukkert – kun i selskab med marsvin og (sommetider) en enkelt sæl, så ville jeg have kunne se frem til at skulle stå i kø til overfyldte og ikke altid helt appetitlige brusekabiner. Til at skulle dele toilet og telefonoplader med tusinde andre mennesker og til en alenlang buskø ned til festivalpladsen. Men det ville også være udsigten til endnu en dag i godt selskab med gode venner, det søde Skraldehold og ikke mindst deres verdensberømte “skraldejuice”, mere musik og flere promiller, masser af fest og bestemt ikke mindre larm.

Begge dele er lige godt ❤️

20150804_071811

Edderkopper……

Jeg hører til racen, der af helt ulogiske forklaringer, er bange for små bitte (og endnu værre; store) edderkopper og andre små uskyldige, totalt ufarlige dyr (inklusive mus). Min fornuftige hjernehalvdel fortæller mig gang på gang, at det er latterligt, men som i så mange andre situationer, så vinder følelserne over fornuften – hvilket jeg faktisk i de fleste andre situationer er ganske godt tilfreds med 😊

Da jeg i dag lagde rent sengetøj på, dukkede en af de der store, tykke edderkopper op, dem som løber meget hurtigt. Jeg kan ikke/tør ikke! slå dem ihjel – så jeg fangede den med en kost med meget langt skaft og så op på en fejebakke. Med kosten i den ene hånd og fejebakken i den anden hånd, strakt så langt væk fra kroppen som muligt, løb jeg derefter i fuld firspring hen til terrassedøren for at ryste den ned i blomsterbedet – og det er så her, det værste sker, – edderkoppen var der ikke længere!!! Med andre ord, jeg må have tabt den på vejen, således at den stadig befinder sig i huset….. 😣 Det fik mig til at tænke på en anden edderkoppesituation jeg var i for en del år tilbage.

Det var uden diskussion Danmarks største edderkop, som pludselig lå i min håndvask på badeværelset. Den var så stor, at jeg ikke turde fange den på en fejebakke og da slet ikke støvsuge den op, så jeg smed en gulvklud henover den, så kunne den ligge der til min veninde, som overhovedet ikke er bange for nogen ting, kom forbi og kunne fjerne den. Men jeg siger jer……… edderkoppen GIK VIDERE MED GULVKLUDEN på ryggen. Jeg smed et 2x2m stort badehåndklæde henover og ringede til veninde, som straks kom ilende og reddede mig….

Min barndoms pølser…

Uhmmmm… og ihhhh, hvor var det hyggeligt og meget meget specielt – at få røde pølser med sennep og ketchup – som take-away!
Det kræver, at man har levet i 40 år eller mere for at kunne hensætte sig i den tilstand af lykke, ved tanken om meget lunkne og slatne, røde pølser med kedelige kolde pølsebrød samt sennep og ketchup, der var smurt ind i et stykke madpapir. Men det VAR altså eksotisk – dengang. Pizza og burgere var ikke opfundet. Fastfood – det fandtes kun på dåser med forloren skildpadde eller hakkebøf i brun sovs. Hjemmelavet mad, det var, hvad man fik – dengang – lige bortset fra de 3-4 gange om året, hvor ens mor foreslog, at vi cyklede hen til pølsevognen, der lå ved siden af banegården, og hentede 3×2 røde med brød for at tage med hjem. DET var hygge….. men indrømmet, jeg husker det ikke, som om det smagte godt, det var mere det eksotiske i at hente mad ude i byen og tage med hjem. Ikke en gang selve ordet – TAKE Away – fandtes dengang
I dag kan du hente alt muligt – lige fra super lækkert og delikat til det mere usle og mindre lækkert. Og forleden opdagede jeg, at der på Hovedbanegården i København er åbnet et nyt madsted. Et supermarked af den appetitlige slags. Varerne er udstillet på en flot og indbydende måde, der står en rigtig slagter bag disken, frugten er arrangeret på en mundvandsløbende indbydende måde, masser af økologi og ikke mindst skønne færdigretter, som får en til at springe over hvor gærdet er lavest og droppe posen med kartofler, der skal skrælles. Jeg tror, at det er det faktum, at det er på Hovedbanegården, der er åbnet et lækkert supermarked, der fik mig til at tænke på pølserne fra min barndoms banegård…..

Når bønder kommer til byen…

Sådan lyder et gammelt udtryk og jeg vil tro, at de fleste kender udtrykket – ihvertfald hvis man er over 30…
Jeg var til en koncert fornylig – en af de stille og rolige – en af dem, hvor man kunne sidde ved små borde og nyde en drink, mens man lyttede til musikken – så’n en rigtig voksen-koncert ;-).
Jeg tror at alle i min omgangskreds vil skrive under på, at jeg er et meget umusikalsk menneske – jeg synger falsk (men synger alligevel) – jeg kan ikke huske teksterne (men digter bare nogle andre) – jeg kan ikke klappe i takt (og klapper bare i samme tempo, som dem der står foran mig) – på trods af det, så er jeg meget glad for musik og hører det næsten hele tiden – selvom jeg aldrig kan huske hvad bandet eller kunstneren eller melodien hedder. Og jeg nød også denne stille og rolige og smukke koncert, lige indtil der var en der startede en Café Latte maskine midt i al den smukke musik og larmede temmelig meget, synes jeg.
Da jeg forsigtigt hviskede til min veninde, at det da var for dårligt, brød hun sammen i grin – det var ikke en Café Latte maskine – men trommeslageren der brugte sine ris på trommerne..
Ja hvad ved bønder/jeg om musik – udover om jeg synes det lyder godt eller ej 😃

Sådan kan man også ende i Horserød..

Kan man blive blind af at skråle???? Ja, det må jeg nok erkende….. måske ikke helt blind, men ihvertfald kan man skråle så meget, at man ikke ser sån’ rigtigt.
På vej op til mit dejligste fristed = sommerhuset, skulle jeg forbi Ikea – det, i sig selv, er jo ikke en dårlig ting – alle undskyldninger gælder for at komme i Ikea 😉 – synes jeg (og jeg ved en del af veninderne er enige) – men altså Ikea på vejen for at købe lys (som så blev til en hel masse andre ting også… hmm mærkeligt som lys kan formere sig, men det er en anden historie).
Nu har jeg kørt den rute et par gange før, så det er ikke fordi jeg er nybegynder – men det er heller ikke en rute der ligger på rutinen, så jeg skal (læs: bør) tænke lidt også. Tilfældigvis var der noget vildt god musik i radioen mens jeg kørte – I ved sådan noget 80’er agtigt – Kom tilbage til Mig og Det er mig der står derude og banker på og Hvis du forstod..….. Musik som det er helt og aldeles komplet umuligt at lade være med at skrue op for og skråle med på – når man vel og mærke er alene i bilen (kun fordi jeg også kan være et betænkeligt menneske 😉 ) – men med det resultat, at jeg pludselig havde Horserød Statsfængsel på min venstre hånd – et sted som jeg aldrig tidligere har besøgt og et sted som jeg egentlig ikke havde nogen ide om hvor i landet det lå – udover i byen Horserød selvfølgelig. Hvordan jeg havnede der, aner jeg ikke – men jeg må jo have overset et par skilte eller to – men smukt det var der – HELE omvejen var smuk… og skulle nogen spørge om vej, så ved jeg nu hvor Horserød Statsfængsel ligger 🙂
Jeg forstår dog stadig ikke hvordan jeg kunne komme så galt på afveje, bare fordi jeg skrålede højt med på melodien:
Vågner i Natten…..

endelig………😃

Så kom den……. sommeren, eller ihvertfald starten på den. Alting skifter farve både udvendigt og indvendigt. Udvendigt bliver træernes gråbrune tristhed med ét slag omdannet til det smukkeste hav af bølgende grønt – og indvendigt stiger ens vintertristesse-barometer fra gråt og trist – til lyst og
vidunderligt 🌞

Gaden, nedenfor mine vinduer, summer af stemmer fra folk der er i forårshumør, musikanterne spiller endnu mere lystigt og nu skal man være hurtig, hvis man vil have en plads ved et af bordene udenfor café’erne.
I parkerne sidder unge og gamle sammen på bænkene og de mest hårdføre sidder allerede på et tæppe på græsset.SAMSUNG
Køen udenfor Tivoli er konstant i hele åbningstiden og lyden af hvinene fra rutchebanerne sammen med duften af candyfloss når udover muren der omgiver Københavns smukke, gamle have.
Bolværket i Nyhavn er optaget langs med kajen med glade mennesker der sidder og nyder en høker-bajer med ansigtet vendt mod solen og med duften af gammelt træ fra skibene i Nyhavn som kildrer dejligt i næseborene. Alle sanser kommer i brug på én gang.Nyhavn 4

Jeg oplever, at alting er som en tyk, svulmende knop der er lige ved at briste før den bliver til en skøn blomst. Fyldt med sprød energi der venter på at bryde helt ud….. jeg elsker optakten på sommerenSAMSUNG

SÅ SE DOG DIT BARN !!!

Er det bare mig eller er forældre af i dag væsentlig mere pylrede end jeg husker mine forældre (eller jeg selv) var ??

I går sad jeg på en café og nød en helt vidunderlig god kaffe og en kartoffelmad ☺️. I butiksruden ud mod gaden var der sat et bord op, med høje barstole foran. Her sad en mor og hendes 6-7 årige søn. Udenfor stod barnevognen med en lille nyfødt. Drengen i cafeen sad stille og roligt og læste i nogle biblioteksbøger og babyen sov roligt udenfor. Pludselig falder drengen ned af barstolen, det så ganske rigtig lidt drabeligt ud og han klynkede da forståeligt nok en lille smule. Men nok mest fordi han blev forskrækket, for han var hurtigt på benene igen og greb fat i biblioteksbogen som han fortsatte med at bladre i…… men MODEREN….. hun gik da helt i spåner… åhhhh nej lille skat, hvordan kunne det dog ske…. slog du dig…… åhhhh nej, hvor er det synd for dig, må mor se dit ben…. (hun faldt på knæ og smøgede hans bukseben op, mens drengen roligt læste videre i sin biblioteksbog.) Åhhh neiiij altså lille william-skat, hvor er det synd, åhhh hvor bliver jeg ked af det… og hun fortsatte i den dur med at spørge om det gjorde ondt og hvor forfærdeligt synd det var. Hun ignorerede den søde servitrices tilbud om et glas juice til stakkels William – og William selv hørte ikke spørgsmålet, for han var optaget af at læse i sin bog. Åhhh nej, vi må hellere gå hjem, ik’ lille william-skat….

Jeg var målløs og fulgte optrinet i ren nysgerrighed over hvor længe hun kunne blive ved. Selvfølgelig blev hun også forskrækket, men er det ikke en forælders opgave at afkode situationen og så tage den derfra, fremfor at fremprovokere en pylreunge og en situation som slet ikke var tilstede.

En stjernestund – fra en restaurant

En del af mine sidste indlæg har været af negativ karakter – desværre fordi emnerne har fyldt en del. Men af natur er jeg et positivt menneske og af natur er jeg også god til at hoppe op på hesten igen. (Indrømmet, sommetider hopper jeg lidt for hurtigt op og glemmer at få dem omkring mig med – men det er en anden snak 😉 )

Men man SKAL huske også at tale og skrive om de postive ting, der er her i livet – små, som store oplevelser og nu er det på tide at jeg deler yderligere en af de stjernestunder, som varmer mig indeni og giver mig troen på, at vi vil hinanden det bedste.

For et stykke tid siden var jeg på restaurant med en af veninderne – en familiedrevet ungarsk restaurant med skøn ungarsk mad. Da vi ankom, var et større selskab var ved at forlade stedet og der var ringet efter adskillige taxaer. Til sidst stod der kun 3 personer tilbage og ventede på den sidste taxa. Udenfor stod regnen ned i stænger – virkelig – det styrtregnede, så der har uden tvivl været rift om samtlige taxaer i hele Københavns-området. Den søde servitrice, vistnok den ene halvdel af det ægtepar der ejer restauranten, var flere gange henne for at fortælle de ventende, at hun havde rykket for taxaen og at taxaselskabet blev ved med at sige, at vognen var på vej – men til sidst var det tydeligt at se, at hun var lidt flov over at komme med den samme besked hver gang, når der så alligevel ikke kom nogen taxa. Hendes mand var også lidt beklemt ved det, så efter et stykke tid, smed han forklædet og tilbød gæsterne at køre dem hjem.

Og så steppede han ellers ud i den silende regn og hentede sin bil, som han kørte helt op foran indgangsdøren til restauranten, så gæsterne kunne stige tørskoede ind og han kørte dem helt hjem.

Jeg elsker sådanne oplevelser…….

PS. Hvis du vil følge min blog og have besked ved nye indlæg, så klik oppe i højre hjørne. Jeg lover, at jeg ikke vil “spamme” dig” 😉