Skal man løse en mere eller mindre kompliceret opgave, så kan det være en god ide at lægge en taktik. Eller hvis man skal overraske nogen på en fødselsdag, så kan en taktik være nødvendig og vil du sikre dig lønforhøjelse, så er taktik også en god ting. I Den Danske Ordbog er taktik defineret som en planlagt fremgangsmåde for hvordan et bestemt mål opnås.
Man behøver altså ikke lægge en taktik for ganske almindelige hverdagsting, ting som man normalt bare gør – bortset fra……. hvis man er ude at rejse med DSB og skal gå igennem deres togvogne, så kan en taktik være nødvendig. Jeg tør æde min gamle hat på at ALLE uden undtagelse, der har kørt med DSB på et eller andet tidspunkt har stået foran en af de glasdøre, der fører fra vognen og ud til mellemgangen og følt sig bare en lille smule dum over, at døren ikke går op.
Jeg starter med at gå frisk til sagen og i rask tempo nærme mig døren samtidig med at jeg tænker; i dag er dagen hvor døren bare går op. Man skal altid starte positivt ud 🙂 Det gjorde den så ikke. Så står jeg lidt og kigger og prøver så forsigtig at træde et skridt tilbage, for så at gå frem igen, det virker heller ikke. Så prøver jeg at trykke på det lille mærke, der sidder midt på døren og ligner noget, man skal trykke på, men som så bare viser sig at være et mærke efter alle de andre, der også troet, at det var der, man skulle trykke. Stadig lukket dør. Så vifter jeg lidt med armen, ingenting sker, prøver at køre armen op og ned både hurtigt og langsomt, samtidig er jeg mig fuldstændig bevidst, at der sidder 8-12 mennesker og bare nærstuderer mine febrilske forsøg på at få døren til at åbne sig. På et eller andet tidspunkt så GÅR døren op – ret skal være ret, det har aldrig svigtet, men jeg har endnu ikke fattet, hvilken en af bevægelserne det var der fik den til det.
Jeg er for længst holdt op med at blive pinlig berørt når jeg dummer mig, men jeg har taget mig selv i altid at lægge en taktik, når jeg skal åbne DSB døre. Jeg ved, at man ikke skal regne med hjælp fra de øvrige passagerer, men det er nu fordi jeg ikke tror der er nogen overhovedet, der har afkodet den mest effektive metode til at åbne døren på. Er det ikke rigtigt 🙂
Min taktik er meget simpel – jeg sidder på spring og venter på, at der er en der går ud før mig, så jeg kan følge lige i hælene 😉