“JGA KOM IK TILBAG”

Jeg er ikke typen, der gemmer på ting, jeg ikke længere bruger, såsom gammelt sengetøj, gamle møbler, nips, bøger jeg ikke syntes om at læse igen, børnetøj som ens veninders børn måske engang vil arve (vel vil da ej), legetøj til eventuelt kommende børnebørn, redskaber der måske kan repareres (det bliver de aldrig), karakterbøger fra dengang det fandtes osv. Tingene bliver behørigt afleveret på en genbrugsstation eller kasseret.

Og med mit flytte-gen (jeg er vel oppe på omkring 44 flytninger eller mere), så ville det heller ikke give mening, at blive ved med at pakke ting ned og ud, som ikke har andet formål end at blive pakket ned og ud.

Der er dog ganske få ting, som har fået lov at overleve (bare det ikke fylder i omfang), såsom dette brev jeg fandt forleden:

Jag flyt

 

Jeg har gemt det af flere årsager: Både fordi jeg kan huske, jeg blev glad for, at Jeff selv havde formået at formulere et brev –  og fordi han havde den samme oprørstrang mod mig, som alle andre børn har mod deres forældre.

(Og så kan jeg godt lide, at han ville forlade hjemmet med maner og slutter brevet af med et “Kys”) 😊😊

 

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

HELT ved siden af……

“Den siger, at jeg ikke har en tid i dag?”

Det var mig der henvendte mig til receptionisten hos øjenlægen, efter at jeg havde kørt mit sygesikringskort igennem scanneren.

Receptionisten:  “Lad mig se. Jeg kan se du har en tid onsdag kl 0940”

Mig:  “Ja præcis…..” (og mit kropssprog signalerede: OG????)

Receptionisten:  “Ja, altså i dag er det tirsdag”

Mig:  “Er du sikker?” spurgte jeg med åben mund…..

Det var måske et dumt spørgsmål, men selv da hun sagde hvilken dag det var, var jeg stadig overbevist om, at det var onsdag. Det var ikke engang sådan én… nåh ja, for pokker, det er det da også. Nej, jeg følte helt dybt inde, at det vitterlig var onsdag.    Og jeg havde sådan set været en dag forud i nogle dage.

Nu forstod jeg, hvorfor de ikke svarede i banken, da jeg ringede til dem i mandags (søndag), og nu gik det op for mig, hvorfor der var en dag, jeg ikke kunne redegøre for hvad Jeff og jeg havde lavet sammen (for den dag eksisterede overhovedet ikke). Pludselig faldt en hel masse andre ting, der de sidste par dage havde forvirret mig, på plads i min overophedede hjerne. Men det bedste af det hele, det er, at jeg allerede havde pakket min taske til at skulle på arbejde i morgen torsdag – men i morgen er det onsdag – altså rigtigt – så jeg har lige en fridag mere.  😀

 

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

Fodboldfeber og Hedeslag

Jeg foretrækker en brun og kedelig græsplæne fremfor en grøn og frodig. Grønne og frodige græsplæner har vi haft i mange herrens  år. Ikke fordi solen har skinnet fra en skyfri himmel om dagen og regnen har silet sommeragtigt ned om natten. Men fordi vejret generelt har været dårligt hele sommeren.

I år planlægges der med grillparty ud i fremtiden,  man glemmer at tage sin trøje med ud om aftenen “hvis nu det skulle blive koldt”, ens bikini har fået en fast plads i tasken, vinduerne i lejligheden har på intet tidspunkt i to måneder været lukkede, og man er ikke bange for at gå glip af noget ved at tage en enkelt aften indendørs. Ja, vi puster og stønner i varmen, men hellere det end at gå og brokke sig over, at der nok heller ikke i år kommer rigtig sommer.

I sommeren 1992 led vi alle af fodboldfeber og langt de fleste af os husker, hvordan vi stod skulder ved skulder langs hele ruten fra Københavns Lufthavn og ind til Rådhuspladsen for at hylde de hjemvendte fodbolddrenge.

Sommeren 2018 går også over i vores lokalhistorie. Om 20 år vil vi tale om den sommer, hvor vi alle led af hedeslag, hvor græsplænerne var brune og hvor selv de mest vandforskrækkede hoppede i bølgen blå.

Lad os nyde det i stedet for at brokke os over varmen. For er der én ting der er helt sikker, så er det, at det bliver koldere. 😉

 

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

Højskoleophold. Det er et ophold på en skole, man bliver høj af.

Det første man får øje på, når man træder ind ad porten til den store gårdsplads er en 10 meter høj træstub.  At tyde efter omfanget og det store rodnet, der breder sig udover brostenene, må det have stået her siden skolen kom til Vrå i 1890.  I dag er det prydet med skilte malet af tidligere elever fra alverdens lande. JPEG image-7315AA6AC97C-1Forstanderparret står i døren til den røde hovedbygning og byder velkommen. En ung frivillig viser mig vej til mit værelse via små og snørklede gange. Op ad nogle trapper og ned af nogle andre, igennem adskillige døre for til sidst at ende i mit kammer i Vestfløjen.

Det vrimler med hunde i den store gamle have bagved huset. De gladeste hunde jeg længe har set – de smiler med både øjne og mund og leger sammen i en stor pærevælling uden at komme op at skændes. I min uge er her både Hundetræning, Forfatterhold, Fortællerhold samt et Intensivt Træningsforløb for unge og i morgen starter en International Summercamp med deltagere fra alverdens lande. Skolen syder og bobler af liv. Her føler man sig godt tilpas. Man mærker tydeligt, at vi alle er her frivilligt. Fordi vi gerne vil lære noget, fordi vi gerne vil opleve noget sammen med andre mennesker og fordi vi gerne vil knytte nye venskaber.

JPEG image-7315AA6AC97C-7

Fra mit vindue kan jeg se, at en gruppe unge har slået sig ned mellem rødderne på stubben. De spiller kort. Et andet sted sidder en gruppe og diskuterer det, de har lært i dag og ved et af bordene sidder mine holdkammerater med en kop kaffe og snakker om det foredrag vi lige har hørt om Nadia Plesner – en utrolig historie.

 

Her bliver man i godt humør, her bliver man fyldt på med viden og her bliver man inspireret af alle aldersgrupper. Jeg går ned til de andre. ❤️

 

Min søde plyssede solsort

Der står et fuglebad i min have……og her foregår ind imellem noget morsomt. Nogle af de solsorte, som plejer at komme i haven (jeg bilder mig ind, at jeg kan se, det er de samme) bruger fuglebadet og haven som et all-inclusive spa-sted.

I fuglebadet kan man på de varme dage opleve solsorte, der flader helt ud. Set fra min udkigspost på terrassen, ser det grangiveligt ud som om de sætter sig på deres små fugle-rumper, strækker de tynde gule ben ud foran sig og breder vingerne helt ud, så de ender med at sidde i vand til maven. Her sidder de helt stille. Efter nogle minutter rejser de sig igen, ryster fjerene og hopper ned på græsplænen, hvorpå de spæner helt frem til terrassen, hvor jeg sidder.  De hakker i noget nyopgravet jord, som de propper næbet med, og så går det i fuld fart på to ben henover plænen til den store lærkehæk. Først her letter de og flyver afsted, nyvaskede og med næbbet fyldt med god mad.

Der er specielt én – jeg kalder ham for Plys – han ser grangiveligt ud, som om han lige er blevet karseklippet – han har sådan en tot “hår” på toppen af hovedet, som er studset helt efter kunstens regler – han er overhovedet ikke bange og flygter ikke, bare fordi jeg bladrer lidt i avisen eller tager et sip af det glas vand, der står ved siden af mig. Tværtimod, så fik jeg en lang takkesang fra ham forleden. Fuglebadet var tørret ud og jeg skyndte mig at fylde det med vand. Straks kom Plys spænende (han flyver ikke hen til fuglebadet, han løber henover græsplænen) – Plys tog et bad og bagefter spænede han hen forbi jeg sad, mens han udstødte de fineste fløjtelyde – han vendte rundt og løb tilbage igen lige foran liggestolen, stadig højt fløjtende. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at han sagde tak. Tak fordi jeg havde fyldt hans spa-bad op igen.

 

Til lykke ….29 år i dag ❤️

Charmerende og irriterende. Kærlig og (hudløs)ærlig.
Tænksom og ubetænksom. Omfavnende og lad-mig-være. Tryghedssøgende og løsrivende. Selvstændige og (dog meget sjældent) uselvstændige.
Med sine meningers mod og ikke bange for noget (udover bier). Mit livs absolut største overraskelse.  Som startede skævt ud, men som endte på det helt rigtige plan. I dyb dyb kærlighed til dig og en dyb respekt, jeg ved er gengældt. Et ordentligt menneske, det er du blevet, som jeg ikke kan andet, end være meget stolt af. Vi har gennem hele din levetid kæmpet nogle ret så hårde kampe sammen. Men ingen af os har stået alene. Vi har hinanden i en form for symbiose. Når du var nede, var jeg oppe og når du var oppe, kunne jeg tillade mig at være lidt nede.  Jeg erkender, at jeg aldrig kan give helt slip på dig. Ikke, når jeg vil det bedste for dig. Jeg vil fortsat kæmpe der, hvor det kræves, for at du får et lykkeligt og værdigt liv. Og jeg vil kæmpe med mig selv, for at give slip på dig helt ud, hvor det grænser til det normale. Helt ud til den tynde streg i sandet, hvor du går på den ene side og alle os andre, uden diagnoser, går på den anden side. Her vil jeg vandre, hvor jeg tydeligt kan se, hvad der sker på din side af stregen og jeg vil lære og blive klogere. Vi vil altid være dem og os. Men det gør ikke noget, når bare vi får skabt forståelse hos hinanden på begge sider af stregen – så bliver verden et bedre sted at være.
Tak til alle jer med Downs Syndrom for at bidrage til en bedre verden, bare ved at være jer. Tillykke til min elskede søn. Jeg ville ALDRIG have været dig foruden.

Skraldefangst

Det var gået min næse forbi, at det var i dag, der var Danmarksindsamling af skrald. Jeg var derfor ikke særlig opdateret på hvor eller hvornår. Men da jeg i morges hørte indsamlingen omtalt i radioen, gik jeg straks ind og googlede, hvor der var en begivenhed i nærheden af mig. Jeg befandt mig i mit sommerhus og en hurtig søgning fortalte, at jeg bare skulle møde op kl 10 foran kirken medbringende handsker og gribetang! Handsker kunne jeg klare, men gribetangen måtte være mine hænder.

Hurtigt ud af døren og ned til kirken. Her var jeg lige 10 minutter i 10. Der var mange mennesker. Jeg blev nærmest helt rørt over, at så mange ville deltage også selvom de, såvidt jeg kunne se, heller ikke havde gribetænger.

Jeg stillede mig hen og småsludrede med nogle af de fremmødte. De glædede sig ligefrem – jo, det gjorde jeg da også, men det var ligesom om, de glædede sig ekstra meget.

Så begyndte kirkeklokkerne at bimle – det var jo søndag – og de flinke mennesker jeg havde talt med og ALLE de andre begyndte lige så stille at bevæge sig ind i kirken. I det samme kom en bil i fuld fart ind på gruspladsen foran kirken og ud kom en præst i fuld ornat og i fuld fart. ”Kommer du også for sent” råbte han til mig…. Næææ, det gjorde jeg nu ikke, jeg var ikke inviteret med til den konfirmation alle de andre nu var på vej ind til.  Tre minutter senere var jeg den eneste, der stod tilbage på kirkepladsen. Jeg følte mig lidt forladt, og en lille smule dum, da jeg ved en ny omgang google fandt ud af, at jeg var i den forkerte by og ved den forkerte kirke. 😉

Men jeg viste mit samfundssind og kørte hjem og hentede en stor plasticpose og gik selv på skraldefangst i området. Her er, hvad jeg fik samlet på bare en time – og jeg kom i snak med rigtig mange mennesker, som ville høre, hvad jeg lavede. Det blev en hyggelig dag.

IMG_1681

 

Sommertid

Jeg er vild med den dag, hvor jeg vågner op og klokken den er lidt mere end den var i går på samme tid.

Dagen varsler, at der er noget godt i vente. Foråret er på vej og lige bagefter ligger sommeren på lur. Og de lyse lange nætter. Kølig hvidvin og grill og bare tæer i græsset. Jeg glæder mig til dagen, næsten på samme måde, som da jeg som barn kunne glæde mig til at vågne på min fødselsdag. Jeg glæder mig til at blive overrasket, senere på dagen, når jeg opdager at klokken er 19 og det stadig er lyst.

Meget symbolsk for dagen, så har der allerede været flere besøgende til “åbent hus” i de fuglekasser, der hænger i træerne udenfor vinduerne i mit sommerhus.  Og for at fuldende idyllen, så var jeg så heldig lige at få et glimt af det rådyr, der krydsede gennem min have tidligt i morges.

Jo, dagen hvor sommertiden starter, er en dejlig dag. ❤️

M&K bilister

Jeg vil bare sige, at jeg er en fremragende bilist…

Det er ikke mig, der ligger og spærrer i yderbanen, så man ikke kan overhale.

Det er heller ikke mig, der ligger og snegler sig afsted med 100 km i timen, hvor man må køre 110.

Det er ikke mig, der kører helt op i en vis del på den forankørende bil, hvis ikke den flytter sig hurtigt nok, når jeg kommer susende.

Det er ikke mig, der sinker trafikken i København, fordi jeg ikke kan finde vej.

Det er ikke mig, der har parkeret så dumt, at jeg spærrer for to P-pladser.

Men det er mig, der kører hvad jeg må (og sommetider en lillebitte smule mere 😉)

Og det er mig, der trækker ind til siden, når jeg har overhalet.

Jeg indrømmer, det er mig, der blinker med det lange lys, så du kan se, at nu kommer jeg med fart på, men jeg holder afstanden, for at give dig en chance.

Det er mig, der ved bykørsel i god tid lægger mig den rigtige bane, så jeg ikke skal lave hasarderede, pludselige sving for at komme i den rigtige bane.

Og det er mig, der i første forsøg kan lave den flotteste baglæns kantstensparkering i et hug, med meget lidt plads mellem to biler.

Så derfor, når nogen (= mænd) sidder i snak om kvinder og biler og deres tvivlsomme køreegenskaber – så er det ikke mig, de mener. I det hele taget så forstår jeg ikke, at den myte om kvinder og kørsel bliver ved at hænge. Tillad mig at citere fra Vejdirektoratets statistik: Mange mænd mener, at de kører bedre bil end kvinder. Men mænd er langt oftere involveret i trafikulykker, selv når der tages højde for, at de kører flere kilometer end kvinder. Det viser en ny rapport fra Vejdirektoratet.

Men når det drejer sig om alt det udover køreegenskaberne, såsom påfyldning af diverse væsker, (Slush-Ice) kontrol af olie, indstilling af radioen, at slå sidespejle ind inden den køres i p-kælderen af en robot, at finde den knap, der åbner kølerhjelmen – så er jeg skyldig – men alt det har man jo folk til 😊

Min egen morgen….

Vågnede til lyden af regn mod ruden. En perfekt lyd, når jeg nu allerede havde besluttet, at dagen bare skulle bruges til at hygge indenfor. Radioen blev tændt og blid, blød morgenmusik strømmede ud af højtaleren. Gardinerne blev trukket op og selvom vejret var gråt, lå der alligevel en forårsstemning i luften. Det ville blive en god dag.

Kaffen stod og bryggede i køkkenet og begyndte at sende duften af ristede bønner igennem lejligheden. Jeg hældte en stor portion Skyr op. Ristede lidt sesamfrø og blandede de lune små frø ned i skålen sammen med en god skefuld Chiafrø. Blåbær blev strøet over med rund hånd og tilsidst tilsatte jeg en ordentlig omgang kokosmel… uhmmmm…… Morgenmad lige efter min smag.

Det hele blev båret ind i stuen, stearinlysene blev tændt, kaffen hældt op  og avisen åbnet på første side. Først en tår kaffe…. Irmas den grønne økologiske – såå saligt…. nu glædede smagsløgene sig til den første skefuld Skyr .…..og så var det, at hele glansbilledet revnede…… I stedet for kokosmel – som jeg havde været meget rundhåndet med – så havde jeg hældt groft salt udover det hele….😝

Det skal nok blive en god dag alligevel 😁

%d bloggers like this: