Kategoriarkiv: Uncategorized

Bare en tanke….

“Din engangskode er: xxxxx til dit køb på 10 EUR hos Lycamobile, Spain. Er du ikke i gang med en onlinehandel, spær straks dit kort nr xxxxxx”

Den SMS modtog jeg  fra NETS en lørdag formiddag, hvor jeg stod midt i en vigtig bowlingkamp på en bowlingbane i Valby. Jeg var derfor ikke i tvivl om, at det ikke var mig, der var i Spanien og var i færd med at købe noget hos Lycamobile til 10 Euro.

Jeg ringede straks til det nummer, der står på mit Dankort og kom i kontakt med en venlig dame, der fortalte mig, at mit Dankort var blevet brugt til indkøb af  dyre flybilletter både i Rom og i Madrid. På trods af mit job som stewardesse, havde jeg ikke været i hverken Italien eller Spanien indenfor de sidste 14 dage, og jeg havde stadig Dankortet fysisk i min pung, så tyveriet må være sket et andet sted.

Der var nu ikke noget at være bekymret for rent økonomisk, for banken satte omgående de trukkede beløb ind på min konto igen. Nu har jeg lige opdaget, at tyveriet fortsætter. Yderligere flybilletter er blevet indkøbt. Jeg går ud fra, at det er flybilletter siden beløbene er trukket hos Iberia og Alitalia. Og beløbet er nu i omegnen af 20.000 dkr.

Jeg er superglad for den service, at banken sætter beløbene tilbage på min konto – også før at sagen er blevet opklaret, og jeg er super glad for den sikkerhed, jeg har igennem NETS, som oplyste mig om det første falske køb på bare 10 EURO.

Nu er det så, at jeg vil foreslå, at Skattevæsenet, Danske Bank og Socialstyrelsen tilmelder sig samme SMS service. Tænk, hvad vi kunne have sparet, hvis der var tikket en sms ind om SKATS 12 milliarder, Brittas 111 millioner og Danske Banks mange milliarder.

 

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

ÆGGEGOKKEREN

Jeg sidder hos min frisør og læser “Ældresagen”  😉.

Forsiden bliver prydet af en storsmilende Ole Henriksen og en tekst der siger: “SMIL – det smitter”. Det har manden så evig ret i og jeg er en af hans mange fans. ( Ole….. du må godt smitte mig )

Når jeg bladrer videre igennem magasinet møder jeg artikler om restaurant fodkold, kartoffeltyskere, puslerier, blæksprutter og arbejdsheste, krydret med hverdagshistorier om almindelige danskere, læserbreve og ikke mindst en hel del gode tilbud til de, som er medlem af Ældresagen.

Jeg nåede frem til “Årets gaveidé” på side 16 – og her begyndte der at ske noget i min mave. Den krampede sig en lille smule sammen, den begyndte at hoppe i små ryk og lyde steg op fra dybet af mavesækken og ændrede mit Ole Henriksen smil til et forløsende latterudbrud.

Årets bestseller er intet mindre end: “ÆGGEGOKKEREN”.

Hvor vidunderligt. Hvor sjovt. At reklamen er at finde i “Ældresagen” gør det i min optik endnu sjovere. Men alt afhænger jo af ens fantasi og ikke mindst af øjet der ser….

c3a6ggegokkeren.jpg

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

En lakridspibes syndige tillokkelse

Det startede med de mest frastødende billeder, der blev sat uden på cigaretpakkerne, i håbet om at afholde unge mennesker fra at begynde at ryge og et lysegrønt håb om at få dem, der allerede røg, til at stoppe. Jeg ved ikke, hvor stor effekt det har eller har haft.

Men i Norge har det åbenbart ikke haft den ønskede virkning. Her er man gået et skridt videre.

Når du træder ind i den taxfree butik i Stavanger Lufthavn, får du ikke umiddelbart øje på hylderne med de taxfree cigaretter. De er gemt lidt af vejen. Du skal igennem hele deres parfumeafdeling, ned forbi lange rækker af spiritusflasker, derefter drejer du til venstre nede i hjørnet ved vinflaskerne og her er der en åbning ind til lastens hule… SVGLige når man træder ind, føles det som om, man er trådt ind i en bankboks med det dyreste sorte guld på hylderne, lyset er lidt dæmpet og lyden lidt fortættet. Man bruger lige et par sekunder på at stoppe op og tænke, hvad er det?

Man ser den ene lange række efter den anden med sorte – knaldsorte kartoner, som viser sig at være cigaretkartoner. Det eneste der står på dem er: Rygning dræber.  Du kan ikke umiddelbart se forskel på Kings eller Queens eller Cecil eller Grøn Look – alle kartonerne er sorte. Det virker faktisk lidt eksotisk og man bliver draget ind i denne lastens hule.  SVG2

Men filmen knækker, når man kommer til den sidste hylde, som ovenikøbet er gemt lidt væk bag en væg. Her bagved, længst inde, opdager man det allerfarligste af det altsammen – det mest vanedannende – det uhyggelige som børn og andre svage sjæle nødigt skulle blive lokket af, nemlig LAKRIDSPIBERNE.

Ja, du læste rigtigt og ser rigtigt på billedet … Lakridspiberne er gemt væk i den sammen “bankboks” som den almindelige pibetobak og cigaretterne.  Man skulle jo nødig lokke små børn til at ryge…

De er altså sjove de nordmænd 😄..

SVG3

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

Bird Busters

Jeg har en fobi – en fuglefobi. Fugle er skønne – men på afstand. Kommer de alt for tæt på, går jeg i panik. Og fjer, det er ikke noget, jeg har lyst til at røre ved.

Da jeg forleden morgen sad på min terrasse og nød min morgenkaffe, det gode vejr og avisen, lød der pludselig et BUMP. En solsort var fløjet lige direkte ind i en af vinduesruderne længere henne ad terrassen. Åh, nej… jeg skyndte mig indenfor – og lukkede for en sikkerheds skyld også døren!!!

Jeg overvejede mig selv og min mærkelige handling – men der var/er ingen god forklaring andet end:  “sådan er det bare”. Jeg kan ikke lide det. Indefra stuen nærmede jeg mig langsomt vinduet fuglen var fløjet ind i. Den lå på siden og rystede lidt på hovedet. Jeg tænkte, at den nok var blevet groggy i sammenstødet med ruden og bare skulle sunde sig inden den ville rejse sig og flyve videre. Men da jeg efter 5 minutter kiggede ud på den igen, var den rullet rundt og lå fladt på ryggen med stængerne lige i vejret – stendød.

Min fobi rækker så langt, at selvom den var død, så var jeg ikke i stand til at gå ud til den og fjerne den med en skovl. Jeg prøvede at ræsonnere med mig selv, men bare tanken, fik angsten til at sno sig hele vejen igennem min krop.

Sidst en fugl døde i min have, var jeg så heldig, at en veninde var på vej for at besøge mig, og jeg vidste, at hun ville fjerne den ved ankomsten (tak Jette). Men den morgen var der ingen på vej. Jeg gik derfor ud af hoveddøren og forsøgte at finde naboer, der var hjemme – desværre. Jeg vidste, det ikke nyttede at ringe til veninden, som har sommerhus tæt på mig, for hun er næsten lige så skrækslagen som jeg. Jeg sendte sms’er til øvrige venner i nærheden for at høre, om de skulle være i sommerhus, men ak. Heldigvis fik jeg fat på Klaus og Erik, som bor heroppe permanent. Og på trods af at de har en butik, de skulle have åbnet og havde lynende travlt, startede de bilen og kom mig til undsætning. Det døde kræ blev fragtet ud af min have – jeg ville IKKE have den i min skraldespand – og så blev den afleveret på et for mig ukendt sted. 

Mine private Bird-Busters var trådt i aktion og jeg blev reddet.

Tak gode venner. Om ca 14 dage bliver der drukket gravøl og afholdt mindehøjtidelighed på plænen.

(Nu er jeg kommet til at tænke på, om det mon kunne være “Plys”, som jeg skrev om for nogle uger siden?)  Min søde plyssede solsort

 

flag på halv

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

“JGA KOM IK TILBAG”

Jeg er ikke typen, der gemmer på ting, jeg ikke længere bruger, såsom gammelt sengetøj, gamle møbler, nips, bøger jeg ikke syntes om at læse igen, børnetøj som ens veninders børn måske engang vil arve (vel vil da ej), legetøj til eventuelt kommende børnebørn, redskaber der måske kan repareres (det bliver de aldrig), karakterbøger fra dengang det fandtes osv. Tingene bliver behørigt afleveret på en genbrugsstation eller kasseret.

Og med mit flytte-gen (jeg er vel oppe på omkring 44 flytninger eller mere), så ville det heller ikke give mening, at blive ved med at pakke ting ned og ud, som ikke har andet formål end at blive pakket ned og ud.

Der er dog ganske få ting, som har fået lov at overleve (bare det ikke fylder i omfang), såsom dette brev jeg fandt forleden:

Jag flyt

 

Jeg har gemt det af flere årsager: Både fordi jeg kan huske, jeg blev glad for, at Jeff selv havde formået at formulere et brev –  og fordi han havde den samme oprørstrang mod mig, som alle andre børn har mod deres forældre.

(Og så kan jeg godt lide, at han ville forlade hjemmet med maner og slutter brevet af med et “Kys”) 😊😊

 

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

HELT ved siden af……

“Den siger, at jeg ikke har en tid i dag?”

Det var mig der henvendte mig til receptionisten hos øjenlægen, efter at jeg havde kørt mit sygesikringskort igennem scanneren.

Receptionisten:  “Lad mig se. Jeg kan se du har en tid onsdag kl 0940”

Mig:  “Ja præcis…..” (og mit kropssprog signalerede: OG????)

Receptionisten:  “Ja, altså i dag er det tirsdag”

Mig:  “Er du sikker?” spurgte jeg med åben mund…..

Det var måske et dumt spørgsmål, men selv da hun sagde hvilken dag det var, var jeg stadig overbevist om, at det var onsdag. Det var ikke engang sådan én… nåh ja, for pokker, det er det da også. Nej, jeg følte helt dybt inde, at det vitterlig var onsdag.    Og jeg havde sådan set været en dag forud i nogle dage.

Nu forstod jeg, hvorfor de ikke svarede i banken, da jeg ringede til dem i mandags (søndag), og nu gik det op for mig, hvorfor der var en dag, jeg ikke kunne redegøre for hvad Jeff og jeg havde lavet sammen (for den dag eksisterede overhovedet ikke). Pludselig faldt en hel masse andre ting, der de sidste par dage havde forvirret mig, på plads i min overophedede hjerne. Men det bedste af det hele, det er, at jeg allerede havde pakket min taske til at skulle på arbejde i morgen torsdag – men i morgen er det onsdag – altså rigtigt – så jeg har lige en fridag mere.  😀

 

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

Fodboldfeber og Hedeslag

Jeg foretrækker en brun og kedelig græsplæne fremfor en grøn og frodig. Grønne og frodige græsplæner har vi haft i mange herrens  år. Ikke fordi solen har skinnet fra en skyfri himmel om dagen og regnen har silet sommeragtigt ned om natten. Men fordi vejret generelt har været dårligt hele sommeren.

I år planlægges der med grillparty ud i fremtiden,  man glemmer at tage sin trøje med ud om aftenen “hvis nu det skulle blive koldt”, ens bikini har fået en fast plads i tasken, vinduerne i lejligheden har på intet tidspunkt i to måneder været lukkede, og man er ikke bange for at gå glip af noget ved at tage en enkelt aften indendørs. Ja, vi puster og stønner i varmen, men hellere det end at gå og brokke sig over, at der nok heller ikke i år kommer rigtig sommer.

I sommeren 1992 led vi alle af fodboldfeber og langt de fleste af os husker, hvordan vi stod skulder ved skulder langs hele ruten fra Københavns Lufthavn og ind til Rådhuspladsen for at hylde de hjemvendte fodbolddrenge.

Sommeren 2018 går også over i vores lokalhistorie. Om 20 år vil vi tale om den sommer, hvor vi alle led af hedeslag, hvor græsplænerne var brune og hvor selv de mest vandforskrækkede hoppede i bølgen blå.

Lad os nyde det i stedet for at brokke os over varmen. For er der én ting der er helt sikker, så er det, at det bliver koldere. 😉

 

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

Højskoleophold. Det er et ophold på en skole, man bliver høj af.

Det første man får øje på, når man træder ind ad porten til den store gårdsplads er en 10 meter høj træstub.  At tyde efter omfanget og det store rodnet, der breder sig udover brostenene, må det have stået her siden skolen kom til Vrå i 1890.  I dag er det prydet med skilte malet af tidligere elever fra alverdens lande. JPEG image-7315AA6AC97C-1Forstanderparret står i døren til den røde hovedbygning og byder velkommen. En ung frivillig viser mig vej til mit værelse via små og snørklede gange. Op ad nogle trapper og ned af nogle andre, igennem adskillige døre for til sidst at ende i mit kammer i Vestfløjen.

Det vrimler med hunde i den store gamle have bagved huset. De gladeste hunde jeg længe har set – de smiler med både øjne og mund og leger sammen i en stor pærevælling uden at komme op at skændes. I min uge er her både Hundetræning, Forfatterhold, Fortællerhold samt et Intensivt Træningsforløb for unge og i morgen starter en International Summercamp med deltagere fra alverdens lande. Skolen syder og bobler af liv. Her føler man sig godt tilpas. Man mærker tydeligt, at vi alle er her frivilligt. Fordi vi gerne vil lære noget, fordi vi gerne vil opleve noget sammen med andre mennesker og fordi vi gerne vil knytte nye venskaber.

JPEG image-7315AA6AC97C-7

Fra mit vindue kan jeg se, at en gruppe unge har slået sig ned mellem rødderne på stubben. De spiller kort. Et andet sted sidder en gruppe og diskuterer det, de har lært i dag og ved et af bordene sidder mine holdkammerater med en kop kaffe og snakker om det foredrag vi lige har hørt om Nadia Plesner – en utrolig historie.

 

Her bliver man i godt humør, her bliver man fyldt på med viden og her bliver man inspireret af alle aldersgrupper. Jeg går ned til de andre. ❤️

 

Min søde plyssede solsort

Der står et fuglebad i min have……og her foregår ind imellem noget morsomt. Nogle af de solsorte, som plejer at komme i haven (jeg bilder mig ind, at jeg kan se, det er de samme) bruger fuglebadet og haven som et all-inclusive spa-sted.

I fuglebadet kan man på de varme dage opleve solsorte, der flader helt ud. Set fra min udkigspost på terrassen, ser det grangiveligt ud som om de sætter sig på deres små fugle-rumper, strækker de tynde gule ben ud foran sig og breder vingerne helt ud, så de ender med at sidde i vand til maven. Her sidder de helt stille. Efter nogle minutter rejser de sig igen, ryster fjerene og hopper ned på græsplænen, hvorpå de spæner helt frem til terrassen, hvor jeg sidder.  De hakker i noget nyopgravet jord, som de propper næbet med, og så går det i fuld fart på to ben henover plænen til den store lærkehæk. Først her letter de og flyver afsted, nyvaskede og med næbbet fyldt med god mad.

Der er specielt én – jeg kalder ham for Plys – han ser grangiveligt ud, som om han lige er blevet karseklippet – han har sådan en tot “hår” på toppen af hovedet, som er studset helt efter kunstens regler – han er overhovedet ikke bange og flygter ikke, bare fordi jeg bladrer lidt i avisen eller tager et sip af det glas vand, der står ved siden af mig. Tværtimod, så fik jeg en lang takkesang fra ham forleden. Fuglebadet var tørret ud og jeg skyndte mig at fylde det med vand. Straks kom Plys spænende (han flyver ikke hen til fuglebadet, han løber henover græsplænen) – Plys tog et bad og bagefter spænede han hen forbi jeg sad, mens han udstødte de fineste fløjtelyde – han vendte rundt og løb tilbage igen lige foran liggestolen, stadig højt fløjtende. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at han sagde tak. Tak fordi jeg havde fyldt hans spa-bad op igen.

 

Til lykke ….29 år i dag ❤️

Charmerende og irriterende. Kærlig og (hudløs)ærlig.
Tænksom og ubetænksom. Omfavnende og lad-mig-være. Tryghedssøgende og løsrivende. Selvstændige og (dog meget sjældent) uselvstændige.
Med sine meningers mod og ikke bange for noget (udover bier). Mit livs absolut største overraskelse.  Som startede skævt ud, men som endte på det helt rigtige plan. I dyb dyb kærlighed til dig og en dyb respekt, jeg ved er gengældt. Et ordentligt menneske, det er du blevet, som jeg ikke kan andet, end være meget stolt af. Vi har gennem hele din levetid kæmpet nogle ret så hårde kampe sammen. Men ingen af os har stået alene. Vi har hinanden i en form for symbiose. Når du var nede, var jeg oppe og når du var oppe, kunne jeg tillade mig at være lidt nede.  Jeg erkender, at jeg aldrig kan give helt slip på dig. Ikke, når jeg vil det bedste for dig. Jeg vil fortsat kæmpe der, hvor det kræves, for at du får et lykkeligt og værdigt liv. Og jeg vil kæmpe med mig selv, for at give slip på dig helt ud, hvor det grænser til det normale. Helt ud til den tynde streg i sandet, hvor du går på den ene side og alle os andre, uden diagnoser, går på den anden side. Her vil jeg vandre, hvor jeg tydeligt kan se, hvad der sker på din side af stregen og jeg vil lære og blive klogere. Vi vil altid være dem og os. Men det gør ikke noget, når bare vi får skabt forståelse hos hinanden på begge sider af stregen – så bliver verden et bedre sted at være.
Tak til alle jer med Downs Syndrom for at bidrage til en bedre verden, bare ved at være jer. Tillykke til min elskede søn. Jeg ville ALDRIG have været dig foruden.