Kategoriarkiv: Eftertænksomheder

Mit Ayurvediske eventyr

Lydende, duften og varmen der rammer mig, da jeg stiger ud af flyet i Trivandrum, er nøjagtig den samme, som da jeg første gang for ca 40 år siden satte foden på jord udenfor Europa – Ceylon. Nu er jeg igen tæt på den ø der i dag hedder Sri Lanka. Jeg er i Kovalam, Sydspidsen af Indien. Lydende, duften og varmen er den samme som dengang.                              Mit ayurvediske eventyr begynder.

IMG_2952 2

Kovalam er en lille landsby ved havet. Charmerende og autentisk. Kovalam ligger i en bugt omgivet af klipper og baglandet består af bananpalmer, så langt øjet rækker.

Hver morgen bliver jeg vækket af havets brusen og fiskernes sang. Jeg sidder på første parket på terrassen og beundrer det hårde og møjsommelige arbejde mændene udfører. På stranden står omkring 30 mænd iført traditionel indisk beklædning, en lungi. De er i færd med at trække et meget stort og meget tungt net ind fra havet. De er fordelt med 15 mand i hver sin ende af nettet til at hale ind. Lidt længere ude i vandet står 3 mænd og slår kraftigt med armene i vandet, imens de udstøder nogle lyde, der mest lyder, som når man puster i et græsstrå. Deres job er at skræmme fiskene ind i nettet. En enkelt mand er svømmet igennem de kraftige bølger og den stærke strøm langt ud, meget langt ud. Derude hvor nettet ender. Han styrer, hvor midten af nettet er, således at de 20-30 mænd på stranden får trukket fangsten i land på en ensartet måde og så mange fisk som muligt bliver fanget. Nettet er blevet anbragt i havet endnu tidligere på morgenen af de store hjemmebyggede træbåde, som hver dag, ved håndkraft, bliver hevet på land af de samme mænd og tidligt hver morgen bliver skubbet ud igen.

IMG_1049

Bådene bygger de selv på stranden og der skal 8 mand til at ro dem. Nettet bliver langsomt, men sikkert hevet helt op på land akkompagneret af diverse råb og lyde og chanten der, såvidt jeg kan regne ud, indikerer, hvor langt i processen de er kommet. Så snart nettet er kommet helt op på stranden, stimler alle sammen for at diskutere dagens fangst.

Flere lokale kommer til og kigger med. Tynde mænd balancerer med meterhøje stakke af farverige stoffer på hovedet, og frodige kvinder holder ryggen rank med store kurve fyldt med friske ananas, papaya, mango og bananer. Altsammen varer, der skal sælges inden dagen er omme.

Lidt længere henne står 2 mænd, en ung og en gammel. De har deres egen “båd”. Den består ene og alene af nogle tykke kævler, af en ubestemmelig træsort, som de selv hver morgen surrer sammen med et reb og hver aften skiller ad igen. Det er fra den simple  konstruktion, den unge af dem tager ud og fisker.

Tæt på den gamle og den unge står et andet hold fiskere og har spredt hele deres store fangstnet ud i sandet, for at klargøre det til næste dags fangst. Et hårdt og møjsommeligt arbejde, de udfører hver dag, året rundt. Men de udfører det med sang og med et tydeligt bånd af fællesskab. At betragte dette stykke hverdagsliv, er for mig en vidunderlig måde at starte morgenen på – det er meditation, uden at man ved af det.

IMG_8014

Turen hen til yogatimen foregår langs stranden og forbi de små butikker og lokale handlende. Her føler man sig ikke presset til at købe deres udstillede varer eller gå ind og spise på deres restaurant. De spørger kun én gang og når man pænt siger nej tak, så smiler de bare venligt. Efterhånden som dagene går, nøjes de bare med at spørge til ens velbefindende og hilse med et stort smil. Stopper man op for at tale med dem, så får man en hyggelig snak om alt mellem himmel og jord. Jeg får sagt good morning og thank you rigtig mange gange, inden jeg når frem til yoga klassen. Men det er en god måde at starte dagen på – masser af smil og masser af venlig interesse.

Yogaen foregår på toppen af Agastyaa Heritage, som er Dr. Unni’s ayurvediske center og hotel. Udsigten henover toppen af palmetræerne direkte ned til havet, blandet sammen med lyden af bølgerne og fuglenes fløjt er med til at gøre dagens yogatime særlig god.

Det ayurvediske center er smukt bygget og passer ind i stilen. Det er anlagt i en frodig have og opført med stor respekt for det æstetiske og samspillet med omgivelserne.

IMG_3026

Mine ayurvediske behandlinger starter på den overdækkede terrasse, som har træbænke hele vejen rundt. Her sidder man og venter på lægen og dagens første samtale om, hvordan man har sovet om natten og hvordan ens afføring har været. Det er forbavsende så hurtigt, man vænner sig til at dele latrinære oplevelser med både lægen og de øvrige “patienter”, som sidder og venter. Herefter kommer min behandler og henter mig – det er Dinesh – jeg syntes, jeg har fået verdens bedste – men har en mistanke om, at alle de andre syntes det samme. Dinesh er en meget sympatisk mand med et roligt og venligt gemyt og et dejligt smil. Jeg finder i forløbet ud af, at han er 52 år og har en kone og en søn på 18, som bor 500 km nord for Kovalam. Dinesh arbejder på klinikken 5 mdr i træk uden en eneste fridag og rejser hjem igen, når monsunen begynder for at være sammen med familien. Arbejdsdagen starter ved 8-tiden om morgenen og slutter først sent på aftenen. Hver dag.

UNADJUSTEDNONRAW_thumb_1494

Rummet, Dinesh fører mig ind i, består på den ene side af en flettet væg med huller i, så luften kan komme ind, den anden væg er bygget op af trælameller, som lader sollyset reflektere på en smuk måde ind i rummet. Tagkonstruktionen højt over mig er et studie i snedkerarbejde. Der er selvfølgelig åbent ud til naturen – varmen ligger konstant på mellem 30 og 35 grader. Også her er de eneste lyde man hører, havets brusen og kragernes mange forskelligartede lyde. Jeg fik en sarong udleveret den første dag og den har jeg på ved alle mine besøg på klinikken. Inde i rummet beder Dinesh mig om at tage sarongen af og bagefter sætte mig på en lav skammel i rummet. Dinesh går ud af rummet, mens jeg tager sarongen af. En respektfuld handling at gå ud imens, men helt unødig, for resten af tiden er man lige så nøgen, som da man kom til verden.

Mens jeg sidder på skamlen, får jeg gnedet lidt medicinsk organisk pulver og lidt olie i hovedbunden. Jeg får en let massage i hovedet og på skuldre og ryg. Jeg bliver bedt om at rejse mig og lægge mig på maven på den store madras, der ligger på gulvet. Ovenover madrassen er et tov spændt ud og der hænger et klæde henover tovet. I et lille fordybning i væggen står en “Aladdins lampe” med olie i. Dinesh hælder olie ned over min ryg og begynder sin massage. En massage som jeg aldrig nogen steder i verden har prøvet – meget dygtigt og meget effektiv. Jeg havde hørt, at de masserede med fødderne, men det kunne jeg ikke få til at passe med den måde, han kunne trykke på og den måde han henholdsvis kunne lette trykket eller trykke hårdere, når han nåede områder, hvor det var nødvendigt. Men da Dinesh på et tidspunkt ramte min hånd, tænkte jeg først, at det var nogle mærkelige korte fingre han havde, indtil det gik op for mig, at det var hans tæer. Han brugte rebet og det hvide klæde til at hold fast i, mens hans fødder masserede mig. En teknik han havde lært af sin onkel og som var en familie tradition. Efter 20 min massage på ryggen vender jeg mig om og massagen fortsætter i 20-30 min på hele forsiden af kroppen. Da sessionen er overstået lægger han forsigtigt et rent klæde henover mig og forlader stille rummet. Jeg er faldet i en dyb søvn.

img_0919

Jeg bliver vækket af Bindhu og Jolon, en ældre kvinde og en ung kvinde, begge klædt i orange sarier. De vækker mig med et blidt “good morning madam”. Og mens de gør klar til min næste behandling, kommer jeg langsomt ud af den totalt afslappede tilstand jeg er i. Jolon – den yngste er meget lille og fin og spinkel og har et fnis, der lyder som små klokker, der ringer. Hun beder mig om at rejse mig op og tørrer min krop af for en smule af den mængde olie Dinesh har brugt. I rummet står en briks – en briks håndskåret i mørkt træ – umiddelbart minder den lidt om de slagtetrug, man brugte i gamle dage til grise – men denne er væsentlig større og har fine udskæringer. I en fordybning ligger en madras. En lille skammel bliver sat frem til mig og jeg bliver bedt om at lægge mig på maven på briksen. Så begynder et fuldstændig synkront forløb af Bindhu og Jolon. De står på hver sin side af mig. “Medicin-powder” (diverse fint malede urter) bliver drysset udover mig i en lind strøm samtidig med fire hænder skrubber pulveret hårdt ind i min krop, startende fra fodsålerne og op til nakken og forfra igen, både liggende på ryggen og på maven. Deres hænder bevæger sig synkront, op og ned, ud og rundt, uden at de veksler et ord sammen om, hvilken vej de nu skal bevæge hænderne. Det er et langt glidende forløb på ca 30 min.

Der er ikke ét gram død hud tilbage på min krop bagefter. Til gengæld har jeg gult medicin-powder overalt. Jeg bliver blidt børstet fri for det meste af pulveret og skal sætte mig ned på den lille skammel. Imens fjerner de madrassen fra briksen. Igen bliver der lagt en sarong henover mine skuldre, for blufærdighedens skyld, uagtet at jeg stadig ikke har haft noget tøj på. Madrassen bliver fjernet og briksen gjort rent og jeg skal lægge mig op igen, denne gang med “face-up madam”. Jeg ligger fantastisk  på den træbriks. Træet er blødt mod min krop.

img_0942

Det meste af tiden har jeg haft lukkede øjne, ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg lige siden jeg trådte ind i rummet har haft en totalt afslappet holdning, hvor jeg tillidsfuldt har overladt alt, hvad der skal foregå med mig i andre menneskers hænder. Et gammelt gasblus bliver tændt og  indholdet i jerngryden, der står på blusset, bliver varmet op. Da den første bølge rammer mig, udstøder jeg et dybt og veltilpas åhhhh – det er varm mælk blandet med “medicin-water”, der i en blid kontinuerlig strøm bliver pøset henover min krop. Jeg ved nu 100%, hvordan Kleopatra har haft det. Følelsen er ubeskrivelig. Jeg bliver skyllet over det hele med denne vidunderlige blanding i 15-20 min. Mine tidsangivelser er nogle jeg efterfølgende har ræsonneret mig frem til, for tiden står helt stille al den tid, jeg er i behandlerrummet. Jeg bliver hjulpet op i siddende stilling og mine fødder bliver ført udover kanten på briksen, hvor Jolon (eller JoJo som jeg til hendes blide fnisen kommer til at kalde hende) tørrer dem af. Jeg skal ned på gulvet og stå igen, mens briksen bliver gjort klar og madrassen lagt på igen. “Madam, please come up, face up” Jeg lægger mig igen tilrette og får et klæde over kroppen. Den sidste del af denne dags behandling består i Sirodhara. Noget af det mest vidunderlige jeg har prøvet – lun olie flyder i en lind strøm henover min pande, lige i hårgrænsen. Jeg vil vove at påstå, at selv den mest opstrammede, stressede person, umuligt kan undgå at falde i søvn. Den virkning olien har, kan ikke beskrives. Da jeg bliver vækket, er jeg så afslappet, at det fysisk føles som om min krop smelter sammen med briksen og jeg kan ikke i de første sekunder fornemme, hvor min krop slutter og briksen begynder. Jeg har aldrig i mit liv været så afslappet.

Efter behandlingerne bliver jeg ført ned til “venterummet” – alt er udendørs og kun overdækket af et tag, så man forbliver i den indiske stemning med lydende, duften og ikke mindst varmen hele tiden. Her afventer jeg min ayurvediske medicin. Lægen jeg talte med først på dagen, Bindhu og JoJo har rapporteret mine reaktioner tilbage til dr. Unni, og Dinesh har rapporteret, hvad hans fødder mærkede af ujævnheder i min krop.

Udfra dette og udfra, de ting jeg selv har informeret om, jeg gerne vil behandles for, får jeg udleveret dagens ration medicin og den efterfølgende dags behandling bliver besluttet. Jeg kan se, at der ude bagved er et stort areal, hvor al denne urtemedicin bliver håndlavet. Noget af medicinen er den samme hver dag, andet er forskelligt fra dag til dag. Jeg får flere forskellige slags piller og to flasker med noget brunt drikkelse udleveret. Og lad mig sige det, som det er, den brune væske smager helt og aldeles forfærdeligt. Det smager så rædselsfuldt, at jeg har svært ved at forestille mig, hvordan jeg skal kunne drikke dette de næste 10 dage. Men det gør jeg selvfølgelig.

Der er gået ca 3 timer og dagens behandlinger er overstået – jeg forlader klinikken, iført den udleverede sarong, med en sjov gul farve over hele kroppen (fra medicin-powder), et hår der er totalt smurt ind i olie, rasnadi choornam i panden (en streg af medicin-powder der går fra panden og ned mellem øjnene). Jeg ser intet mindre end herrens ud, men til gengæld er der ikke en eneste stram muskel eller en eneste død hudcelle nogen steder på min krop.

Jeg går hen på vores faste mødested og bestiller min sædvanlige black tea med lemon and honey og venter på min veninde, som har tider 15min efter mig. Dagens behandlinger bliver gennemgået. For mit vedkommende er det kun massagen og powder-behandlingerne der er ens, resten ændrer sig fra dag til dag. Det bliver afgjort udfra de tilbagemeldinger behandlerne kommer med om eventuelle fremskridt eller ændringer. Jeg prøver et lille udpluk af alle de mange behandlinger, som spænder fra at blive badet i lun olie, til at blive masseret med “chicken-eggs”, til at få håret omviklet med store blade fra bananpalmerne efter det er smurt ind i brunt “ler” og meget meget andet.

Behandlingerne, sammen med den ambience hele Kovalam har, gør at jeg får en indre ro, som jeg både bevidst og ubevidst har længtes efter.

Mit ayurvediske eventyr er kun lige begyndt.

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

 

Bare en tanke….

“Din engangskode er: xxxxx til dit køb på 10 EUR hos Lycamobile, Spain. Er du ikke i gang med en onlinehandel, spær straks dit kort nr xxxxxx”

Den SMS modtog jeg  fra NETS en lørdag formiddag, hvor jeg stod midt i en vigtig bowlingkamp på en bowlingbane i Valby. Jeg var derfor ikke i tvivl om, at det ikke var mig, der var i Spanien og var i færd med at købe noget hos Lycamobile til 10 Euro.

Jeg ringede straks til det nummer, der står på mit Dankort og kom i kontakt med en venlig dame, der fortalte mig, at mit Dankort var blevet brugt til indkøb af  dyre flybilletter både i Rom og i Madrid. På trods af mit job som stewardesse, havde jeg ikke været i hverken Italien eller Spanien indenfor de sidste 14 dage, og jeg havde stadig Dankortet fysisk i min pung, så tyveriet må være sket et andet sted.

Der var nu ikke noget at være bekymret for rent økonomisk, for banken satte omgående de trukkede beløb ind på min konto igen. Nu har jeg lige opdaget, at tyveriet fortsætter. Yderligere flybilletter er blevet indkøbt. Jeg går ud fra, at det er flybilletter siden beløbene er trukket hos Iberia og Alitalia. Og beløbet er nu i omegnen af 20.000 dkr.

Jeg er superglad for den service, at banken sætter beløbene tilbage på min konto – også før at sagen er blevet opklaret, og jeg er super glad for den sikkerhed, jeg har igennem NETS, som oplyste mig om det første falske køb på bare 10 EURO.

Nu er det så, at jeg vil foreslå, at Skattevæsenet, Danske Bank og Socialstyrelsen tilmelder sig samme SMS service. Tænk, hvad vi kunne have sparet, hvis der var tikket en sms ind om SKATS 12 milliarder, Brittas 111 millioner og Danske Banks mange milliarder.

 

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

Cirkus kontra Pokémon

pokemonJeg er i cirkus næsten hvert år. Det begyndte for mange år siden, da min søn var lille, og vi har heldigvis begge to holdt fast i den tradition og glæder os hvert år til cirkus kommer til byen. Sidste år var jeg ikke med, men efter i år lover jeg mig selv aldrig mere at springe en sæson over.

Hvorfor?  Jo fordi det slog mig ekstra meget i år, hvor vigtigt det er, at holde fast i noget som er jordnært. Noget som er ægte og noget som sker i virkeligheden lige nu og her. I cirkus er du vidne til en flok mennesker, som giver alt, hvad de har i sig. Du er vidne til nogle præstationer, som du ved, at hver enkelt har øvet sig og øvet sig og øvet sig på.  Som du ved, at selv når de kan deres numre, så bruger de stadig mange timer på at perfektionere det og på at blive bedre. De har ikke en “hjælpe-knap” at trykke på, når det bliver for svært, de har heller ikke en “bank”, hvor de kan købe sig til genveje og de har heller ikke muligheden for at lave en CTRL-ALT-DELETE, hvis de kikser i deres præstation. Der er kun lige nu og her – og op på hesten igen, når det går galt.                                                                                           Det er en meget tæt oplevelse at være tilskuer til noget så jordnært, noget så menneskeligt og noget som foregår i nuet.

Da forestillingen var slut og vi kom udenfor, stødte vi ind i en flok børn/unge. De så os ikke, for de gik med hovederne begravet i deres mobiltelefoner og var i gang med at finde Pokémons. Jeg tror faktisk slet ikke de opdagede det store cirkustelt, de gik forbi.

Jeg har ikke noget imod Pokémon-GO,  men det slog mig, at vi OGSÅ skal huske at holde fast i de virkelige ting, at huske at interagere med rigtige, levende mennesker. Altså, huske at gå i teatret, til dans, til banko og i cirkus – inden vi allesammen ender med at opleve verden virtuelt igennem 3-D briller, fremfor den virkelige verden, som foregår lige for øjnene af os.

Fra 8-88 som lykkelig….

Jeg har i et andet indlæg Verdens lykkeligste skrevet om det urealistiske i at kunne måle lykke på tværs af lande. Idet jeg mener at lykke må afhænge af ens kulturelle baggrund og den livstilstand man er i på et givent tidspunkt.  Selv på et mikro-niveau, som ens eget jeg, er det umuligt at definere lykke. Lykken ændrer sig i takt med ens alder. af574-smil

 

Som 8-årig er det lykken at gå i skole, som 18-årig er det lykken at være færdig med skolen, som 28-årig er det lykken at finde sin eneste ene, som 38-årig kan det være lykken at se sine børn være blevet store, som 48-årig er det lykken stadig at være i 40’erne, som 58-årig er det lykken at være omgivet af gode venner, man har haft i årevis, som 68-årig er det lykken ikke at have ondt nogen steder og som 88-årig er det (forhåbentlig) lykken at kunne se tilbage på et lykkeligt liv. 😀

 

PS. Hvis du vil have automatisk besked, når der kommer et nyt indlæg her på bloggen, så meld dig til oppe i højre hjørne. Jeg LOVER, at du ikke bliver “spammet” ☺️

Livet i nakken…

Alle ved, det kan være meget svært at være teenager, og alle advarer forældre om de kommende umulige unger. Men ingen taler om, at det også kan være svært at være i 50’erne. Nu ved jeg, af egen erfaring, at begge dele er en udfordring. Men til forskel fra da jeg var teenager og den klogeste i hele verden og synes at alle de andre (læs: dem over 20) var oldsager, som absolut intet begreb havde om, hvordan verden var skruet sammen, så ved jeg i dag, at jeg ikke er den klogeste i hele verden og jeg ved også, at jeg ikke ved, hvordan verden er skruet sammen. Da jeg var ung var jeg frustreret og til tider urimelig Billederasende over, at de gamle ikke hørte efter. I dag er jeg frustreret og til tider urimelig rasende over, at de yngre ikke gider høre efter.

Så kan man lære det, kan man….. lidt sjovt som livet rammer én i nakken. 😏

 

PS. Hvis du vil have besked, når der kommer nye indlæg, så meld dig til i øverste højre hjørne. Jeg LOVER at du ikke bliver spammet 😊

Marius, maddiker og dobbeltmoral

Kan I huske Marius – giraffen fra Zoo, som fik sat Danmark på Verdenskortet – ihvertfald i USA. Giraffen, der blev slået ihjel på en human måde og efterfølgende parteret, udløste det helt store ramaskrig i USA – både fordi man slog ham ihjel – men også fordi man parterede ham foran børn. Uha Uha…😫

Jeg var på det tidspunkt i USA og reaktionerne var så hysteriske, at jeg næsten kunne kaste op over det. Hysteriet, over at børn kunne se på, var helt ude af proportioner set i forhold til, hvor mange børn der rent faktisk bor på bondegårde både i Danmark og i USA og som med garanti jævnligt har set dyr blive slagtet og parteret – og for hvem det er naturligt i forhold til at kunne få noget at spise.

For nogle måneder siden overværede jeg et show i Universal Studios i USA – et show for BÅDE børn og voksne. Det var en live-udgave af FEAR-FACTOR, et program der kører på amerikansk TV, og hvor det går ud på, at frivillige skal udfordres på deres frygt og gøre helt vildt mærkelige ting. I det her show skulle de frivillige deltagere blandt andet spise noget ekstremt ulækker mad – gammelt råddent kød, blendet med gamle rådne fisk – overhældt med sur mælk – OG med maddiker/orme og edderkopper – vel og mærke LEVENDE dyr, som sammen med det rådne kød og rådne fisk og den flere uger gamle mælk, blev puttet i en køkkenblender og blendet foran publikum. Publikum var en god blanding af børn og voksne i alle aldre.

Jeg ventede straks at se en demonstration af den største slags – en udvandring af forargede forældre med deres små, søde, uskyldige børn – bedrevidende voksne stille sig op på podiet og fordømme dette – dyreelskere storme scenen – showet lukket og forbudt i al fremtid….

Men det skete ikke – næ nej, i stedet fik showet stående klapsalver, mens de frivillige på scenen spiste en temmelig stor portion af den ulækre blanding – som vi, som publikum, havde overværet blive blendet for øjnene af os – med de på det tidspunkt levende orme og edderkopper.

Lige så meget som jeg er vild med Amerika, lige så ofte er jeg hovedrystende over den dobbeltmoral der foregår – i gigantisk størrelsesorden.

At kunne trække vejret frit….

At kunne trække vejret frit…….. burde være en menneskeret……

Både når vi taler om at kunne trække vejret frit uden det skal foregå igennem en maske, men også når vi bruger udtrykket i overført betydning … som f.eks at kunne brokke sig højlydt over en ekstrem forurening – uden at risikere “pludselig” at forsvinde fra jordens overflade – altså lig med ytringsfrihed.

Den sidstnævnte betydning overlader jeg indtil videre til andre – lige nu og her vil jeg bare give udtryk for min meget store bekymring overfor den forurening, jeg oplevede i Kina på et længere ophold.

Det er én ting, at sidde trygt hjemme i Danmark og læse om det i avisen og det er noget andet pludselig selv at mærke det på kroppen. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg bare tro at det atter var en diset dag – men min Air Quality China App fortæller mig, at det er “Hazardous” at gå udenfor – og skulle jeg ikke tro den, så opdager jeg det hurtigt, for øjnene svider, næsen klør og halsen kradser. Og kigger du ud af vinduet, er det som at være med i en Starwars film – hvor de fleste går rundt med masker på.

2016-01-25-14.38.44.jpg.jpg

De få dage hvor solen tittede frem, var alle glade og smed maskerne og jublede … “se, i dag kan vi se solen”.

Det gav virkelig stof til eftertanke på flere niveauer. Tænk at bo i et land, hvor glæden ved at se solen kobles sammen med at kunne trække vejret frit uden at det foregår igennem en maske – og dernæst kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor forureningen var den dag – for den er der jo  stadig, men er bare “fløjet” et andet sted hen…

Mor – hvorfor er jeg mongol??

Tjah, spørgsmålet er forholdsvis nemt at svare på sådan rent kromosommæssigt – men jeg ved godt, at det er ikke den kliniske forklaring, min søn søger, når han stiller spørgsmålet. Han vil gerne vide, hvorfor han ikke er som alle andre – det er han nemlig ganske udmærket i stand til at gennemskue, at han ikke er.

Hele hans liv har vi kæmpet for, at han skulle være stolt af det han er og af det han kan. En af de ting, der er særligt udviklet hos min søn, er hans empatiske indfølingsevne med andre mennesker, noget vi er mange, der kunne lære en del af. Men samtidig er det også en evne, der kan give ham “stress” – fordi han går ind i andres følelser og bekymrer sig, hvis ikke omgivelserne har det godt.

Nu er der så føjet yderligere en bekymring til hans selvforståelse og forståelse af omverdenen. Den megen snak og diskussion der har været i den sidste tid om, at om 30 år er alle mongoler (i Danmark ihvertfald) udryddet – den forstår han altså godt. Og han siger selv, at han har så mange forvirrede tanker oveni hovedet. Forleden kom det til udtryk på en meget konkret måde. Han var ude og køre i tog og overfor ham sad en dreng på 12-14 år. Min søn er meget glad for børn og de falder som regel også for ham – han plejer at tale ivrigt med dem, men ikke forleden dag. Han sad under hele togturen med sin avis helt oppe foran sit ansigt og dækkede sig til og da han blev spurgt om, hvorfor han dog gjorde det, så var hans svar: “Jeg vil ikke have, at drengen skal se jeg er mongol”………. Jeg ved ikke, om du som læser, forstår dybden af dette svar – men det gør jeg, som hans mor – og det skærer mig dybt i hjertet….

Det min søn svarede, er det samme som Maria freestyler i denne rap. Brug de 4 minutter til at lytte den helt til ende….og betragt dette indlæg som et aspekt i debatten om den information – eller mangel på samme – kommende forældre til børn med Downs Syndrom får, således at grundlaget for et fravalg eller tilvalg bliver mere nuanceret.

https://www.facebook.com/tvglad/videos/874308805986070/?pnref=story

Fra grandiøs til inferiør

Den Kgl Postgård, sådan hed posthuset i Købmagergade, København tidligere og det har altid stået for mig som et meget smukt hus. Den store, gamle, flotte bygning har ligget der i mere end 250 år og stedet emmede tidligere af postdiligencer og posthorn. Man trådte ind i en sal med brede, slidte stenfliser på gulvet og de tre af væggene var besat med skranker af træ, der var udskåret på den smukkeste måde. Hver skranke var en slags bås for sig selv – en bue, også udskåret i træ, indrammede den postmedarbejder der sad, højt hævet over gulvet, bag skranken.

Bygningen var tidligere et palæ og der var bestemt også noget prægtigt over at træde indenfor og aflevere breve eller sende pakker. Jeg tog gerne en omvej, bare for at kunne kigge indenfor og ganske kortvarigt føle mig hensat til en tidsalder, hvor alting var håndlavet og bygningerne på smukkeste vis blev udsmykket både udvendigt og indvendigt.

Så blev der ændret lidt på udseendet – de flotte træudskæringer blev fjernet fra hver skranke, der blev indført nummersystem og hver postmedarbejder sad nu ikke længere bag sin egen smukke, udskårne bue, men nærmere ved en lang kedelig skranke. Det tog ret så meget af det grandiøse af stedet – men stengulvet, som her og der vidnede om, at mange mange mennesker igennem flere hundrede år havde haft sin gang i huset, beholdt de dog.

Nu er posthuset i Købmagergade lukket og slukket og flyttet til Pilestræde. Det lyder umiddelbart ikke så slemt, det er jo også en gammel københavnergade – men etaten har formået at finde den mest kedelige bygning i den gade og indvendigt er der grimmere end grimt. Det nye posthus er en øjebæ, og det er synd for os kunder, men så sandelig da også for de medarbejdere, der skal arbejde i de omgivelser hver dag. Ja, ja, jeg ved godt der kommer økonomi indover, men der må da være en bundgrænse for hvor grimt, man kan tillade sig at indrette offentlige bygninger.

Nu er det bare at vente og se hvad der skal ske med det gamle palæ i Købmagergade – men ærgerligt er det, når et link tilbage til fortiden lukker.

Dagens kontrast-tanke

20150806_081754

Vågnede kl 0730 i morges til en stilhed uden lige. Vejret viste sig fra sin bedste side i sommerudgaven. Temperaturen stod allerede på 24 grader og ikke en vind rørte sig, duggen glimtede som tusindevis af diamanter i græsplænen, og den hvide kat, som engang imellem besøger haven, lå dovent under æbletræet. ALT var tyst – selv fuglene holdt en andægtig pause i pipperiet, sikkert lige så benovede som jeg over dagens skønhed.

Den første lyd hørte jeg på turen ned til stranden – den kom fra et egern, der løb lige ind foran mig og vist nok blev temmelig forskrækket og udstødte en lille pibelyd.

20150806_080935

Jeg nød i den grad min morgen og stilheden og blev først forstyrret af en elektronisk lyd, da der bippede en påmindelse ind på min telefon. Og her slog kontrast-tanken for alvor igennem.

I dag skulle jeg nemlig have været i Skanderborg – til Smuk Fest.

I stedet for at vågne til absolut stilhed og med duften af dugfriske grantræer i næsen, kunne jeg være vågnet i et lummert og lunt telt på en mere end overfyldt teltplads, med lugten af urinaler i næsen og med en lille bagskid på efter for store indtagelser af diverse shots og med en summen for ørerne efter nattens høje musik fra de mange scener på Smuk Fest.

I stedet for at være gået ned til stranden og starte dagen med en frisk morgendukkert – kun i selskab med marsvin og (sommetider) en enkelt sæl, så ville jeg have kunne se frem til at skulle stå i kø til overfyldte og ikke altid helt appetitlige brusekabiner. Til at skulle dele toilet og telefonoplader med tusinde andre mennesker og til en alenlang buskø ned til festivalpladsen. Men det ville også være udsigten til endnu en dag i godt selskab med gode venner, det søde Skraldehold og ikke mindst deres verdensberømte “skraldejuice”, mere musik og flere promiller, masser af fest og bestemt ikke mindre larm.

Begge dele er lige godt ❤️

20150804_071811