Tag-arkiv: mod

Skindet bedrager….

Forleden blev jeg mindet om en episode, jeg havde for et år siden, om at passe på med at dømme folk for hurtigt.

Min søn skulle flytte, og i den forbindelse havde jeg været i Ikea et par gange på den samme dag. Da jeg kom hjem efter besøg nr 2, opdagede jeg, at der var en dims, jeg havde glemt at købe. Inden jeg nåede at ærgre mig over at skulle køre de 20 km en tredje gang, susede jeg ud af døren med retning mod Ikea. Jeg vidste præcis, hvor jeg skulle finde dimsen, så jeg var hurtigt nede ved kassen igen – og her opdager jeg, at jeg er kommet afsted uden min pung! Nå, heldigvis er mobilepay opfundet og telefonen havde jeg da husket, men ak og ve, mobilepay kunne desværre ikke benyttes som betalingsmiddel. Klokken nærmede sig myldretid og jeg orkede ikke en 4. køretur til Ikea.

Jeg besluttede mig for at spørge nogle andre kunder, om de ville betale for mig, så kunne jeg jo bare mobilepay’e dem. Det mest oplagte ville være at spørge det pæne, nydelige ægtepar, der stod i kassekøen. På den anden side, så følte jeg mig ikke sikker på, at de ville sige ja.

Et andet par kom gående imod mig – de var ikke til at overse. Et par sidst i 20’erne vil jeg tro – hun var høj, iført lårkort nederdel og ekstra lange øjenvipper, en nedringet bluse der afslørede en tatovering af en rose, der startede et stykke længere nede på  kroppen. Han var kolonorm – mindst to meter høj og med tatoveringer af kors og spindelvæv op og ned af halsen. Han skubbede indkøbsvognen og hans næver (det var ikke “hænder” men næver) var brede som skovle, havde de været et par fødder, så havde de nok været en str 44 med ekstra bred læst. Han lignede ikke én, man havde lyst til at blive uvenner med. Dem spørger jeg, tænkte jeg 😎💪 og startede med at sige: Undskyld, må jeg stille jer et personligt spørgsmål. Han kiggede ned på mig med et blik, jeg tolkede som: pas på hvad du spørger om, lille dame. Jeg fik forklaret, at jeg var kommet afsted uden min pung og nu stod med denne dims til 120 kr, som jeg ikke kunne betale, og om de ville betale, så skulle jeg nok overføre pengene med det samme. Da jeg var færdig med forklaringen, lagde han begge næver på mine skuldre. Jeg sank i knæ under vægten og sank samtidig en klump i halsen. Han stod lidt og kiggede ned på mig uden at sige noget og så begyndte han at le med en dyb rumlen, før han sagde: Nåååå, ikke andet, da du sagde “personligt spørgsmål” troede jeg, du ville foreslå en trekant, men selvfølgelig vil jeg betale din dims, bare læg den op i vognen. 😀

Jeg grinede og vi fulgtes små-sludrende hen til kassen. Her siger han til mig, at han betaler for min vare, det er en foræring, og at han ikke vil have penge af mig. Det ville jeg selvfølgelig ikke høre tale om, men som han sagde: Dame, du kan vælge, om du vil køre hjem og hente dine penge eller lade mig betale, for du får ikke mit nummer.

Imens dette stod på, stod det pæne, nydelige ægtepar og betragtede os og rystede på hovedet mens de vendte øjne. Jeg tænker tit på den episode, specielt hvis jeg er i en situation, hvor jeg er lige ved at dømme uden at have noget at dømme udfra.

 

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

Tryghed kommer indefra….

Helt fra lille, har mit liv har været en lang forandring. Jeg er efterhånden holdt op med at forsøge at tælle, hvor mange gange jeg har skiftet adresse, men det er et stykke over de 40 gange. Jeg har også skiftet skole en del gange og det var i den tid, hvor man ikke inddrog børnene i alle livets beslutninger, men hvor de voksne var alene om at bestemme voksenting!

Selvfølgelig var jeg ked af at skulle forlade mine veninder og jeg var også for lille til at kunne overskue, at man hurtigt ville få nye venner. Men det vidste mine forældre heldigvis og de fik jo ret hver gang – lynhurtigt havde man nye bedsteveninder. Det står på ingen måde som et traume for mig at have skiftet skole eller adresse – tværtimod tror jeg på, at det i dag har rustet mig til at være indstillet på forandringer og ligefrem glæde mig til dem. Erfaringen har vist mig, at man opdager noget nyt hver gang man flytter sig – og det er ikke kun i de fysiske omgivelser man lærer nyt, men også om livet. Den største lærdom jeg har fået er, at det ikke er omgivelserne der giver mig tryghed, men at trygheden kommer indefra mig selv. Det har derfor aldrig været det fysiske, der har begrænset mig i at flytte mig.

Hvad jeg også har fået med i min bagage, er at jeg ved – at hver gang jeg åbner en ny dør, så er der en ny oplevelse. Og i min verden har jeg ikke lukket en dør for at åbne en ny – tværtimod så kan jeg, når jeg vender mig om og ser tilbage på mit liv – se en lang række af åbne døre med masser af oplevelser – både gode og dårlige – men allesammen oplevelser som jeg ikke havde fået, hvis jeg ikke havde flyttet mig.

Jeg kender et par stykker, som ikke har modet til at flytte sig, selvom drømmen er der. Det er synd for dem. Og så har jeg en veninde, som udviser det ultimative “mod” i den henseende. Hun har sagt sit job op, solgt sin bolig og drager afsted til en sydhavsø – og det er ikke fordi der står en krukke med guld og venter på hende, men det er fordi at nu skal det prøves af.

Står du og mangler modet til at springe ud i noget andet så husk at:

den største fejl man kan begå er ikke at prøve…

 

PS. Hvis du vil følge min blog, så klik på et af de to links i højre hjørne og du får automatisk besked, når der er et nyt indlæg 🙂