Kategoriarkiv: Know What

Marius, maddiker og dobbeltmoral

Kan I huske Marius – giraffen fra Zoo, som fik sat Danmark på Verdenskortet – ihvertfald i USA. Giraffen, der blev slået ihjel på en human måde og efterfølgende parteret, udløste det helt store ramaskrig i USA – både fordi man slog ham ihjel – men også fordi man parterede ham foran børn. Uha Uha…😫

Jeg var på det tidspunkt i USA og reaktionerne var så hysteriske, at jeg næsten kunne kaste op over det. Hysteriet, over at børn kunne se på, var helt ude af proportioner set i forhold til, hvor mange børn der rent faktisk bor på bondegårde både i Danmark og i USA og som med garanti jævnligt har set dyr blive slagtet og parteret – og for hvem det er naturligt i forhold til at kunne få noget at spise.

For nogle måneder siden overværede jeg et show i Universal Studios i USA – et show for BÅDE børn og voksne. Det var en live-udgave af FEAR-FACTOR, et program der kører på amerikansk TV, og hvor det går ud på, at frivillige skal udfordres på deres frygt og gøre helt vildt mærkelige ting. I det her show skulle de frivillige deltagere blandt andet spise noget ekstremt ulækker mad – gammelt råddent kød, blendet med gamle rådne fisk – overhældt med sur mælk – OG med maddiker/orme og edderkopper – vel og mærke LEVENDE dyr, som sammen med det rådne kød og rådne fisk og den flere uger gamle mælk, blev puttet i en køkkenblender og blendet foran publikum. Publikum var en god blanding af børn og voksne i alle aldre.

Jeg ventede straks at se en demonstration af den største slags – en udvandring af forargede forældre med deres små, søde, uskyldige børn – bedrevidende voksne stille sig op på podiet og fordømme dette – dyreelskere storme scenen – showet lukket og forbudt i al fremtid….

Men det skete ikke – næ nej, i stedet fik showet stående klapsalver, mens de frivillige på scenen spiste en temmelig stor portion af den ulækre blanding – som vi, som publikum, havde overværet blive blendet for øjnene af os – med de på det tidspunkt levende orme og edderkopper.

Lige så meget som jeg er vild med Amerika, lige så ofte er jeg hovedrystende over den dobbeltmoral der foregår – i gigantisk størrelsesorden.

Reklamer

Juleglæde på et rigtigt værtshus

Efter en pludselig indskydelse, valgte veninden og jeg at gå i Nyhavn 2. juledag – vi skulle bare have en sildemad og én enkelt snaps……

Meen for pokker, hvor smagte de godt de sild og den snaps – så efter et par timer i godt selskab, besluttede vi at aftenen bestemt endnu var ung – så vi ville en tur på d’Angleterre…

Men den gik ikke – det er lukket land, når man har gummistøvler på – og det hjalp på ingen måde, at det den dag, hvor regnen stod ned i stænger, var det eneste rigtige fodtøj at have på. Conciergen var heller ikke lydhør overfor, at det var ægte Ilse Jacobsen gummistøvler.

20151229_164829

Der skal dog mere end ét afslag til at sende os hjem, så vi fortsatte til gode gamle Skindbuksen. Og her går man aldrig galt i byen – uanset om man kommer i gummistøvler eller stilletter. Her blev vi modtaget af god musik, høj stemning og masser af sang, dans og latter – nøjagtig som det plejer at være. Det blev en nat, hvor der blev danset igennem, mens sveden dryppede ned i skafterne på gummistøvlerne.

Det, der har fået mig til at skrive dette indlæg, er MÅDEN der er sang og latter og musik på…. Der ER en forskel på om man går i byen d. 17 marts eller 26. december. Jeg har igennem en del år, mødtes med venner i byen sent om aftenen enten d. 24. 25 eller 26 december. Og det er helt og aldeles vidunderligt. Folk kommer med en nuance af en anden indstilling. Her er masser af GLÆDELIG JUL og varme – og i stedet for øretæver i luften, er der kun varme knus.  Man kan jo så spekulere over, hvorfor der er denne forskel.

Det kan enten være fordi, man har haft en rigtig god jul og fortsat bare er glad eller det kan være fordi man har haft en dårlig jul og nu er glad for, at den er overstået. Hvad årsagen end er, så er mit forslag: PRØV DET og oplev en glæde og et godt humør udover alle grænser.

Mor – hvorfor er jeg mongol??

Tjah, spørgsmålet er forholdsvis nemt at svare på sådan rent kromosommæssigt – men jeg ved godt, at det er ikke den kliniske forklaring, min søn søger, når han stiller spørgsmålet. Han vil gerne vide, hvorfor han ikke er som alle andre – det er han nemlig ganske udmærket i stand til at gennemskue, at han ikke er.

Hele hans liv har vi kæmpet for, at han skulle være stolt af det han er og af det han kan. En af de ting, der er særligt udviklet hos min søn, er hans empatiske indfølingsevne med andre mennesker, noget vi er mange, der kunne lære en del af. Men samtidig er det også en evne, der kan give ham “stress” – fordi han går ind i andres følelser og bekymrer sig, hvis ikke omgivelserne har det godt.

Nu er der så føjet yderligere en bekymring til hans selvforståelse og forståelse af omverdenen. Den megen snak og diskussion der har været i den sidste tid om, at om 30 år er alle mongoler (i Danmark ihvertfald) udryddet – den forstår han altså godt. Og han siger selv, at han har så mange forvirrede tanker oveni hovedet. Forleden kom det til udtryk på en meget konkret måde. Han var ude og køre i tog og overfor ham sad en dreng på 12-14 år. Min søn er meget glad for børn og de falder som regel også for ham – han plejer at tale ivrigt med dem, men ikke forleden dag. Han sad under hele togturen med sin avis helt oppe foran sit ansigt og dækkede sig til og da han blev spurgt om, hvorfor han dog gjorde det, så var hans svar: “Jeg vil ikke have, at drengen skal se jeg er mongol”………. Jeg ved ikke, om du som læser, forstår dybden af dette svar – men det gør jeg, som hans mor – og det skærer mig dybt i hjertet….

Det min søn svarede, er det samme som Maria freestyler i denne rap. Brug de 4 minutter til at lytte den helt til ende….og betragt dette indlæg som et aspekt i debatten om den information – eller mangel på samme – kommende forældre til børn med Downs Syndrom får, således at grundlaget for et fravalg eller tilvalg bliver mere nuanceret.

https://www.facebook.com/tvglad/videos/874308805986070/?pnref=story

Rub&Stub&Ludo….. en anmeldelse

Huset i Magstræde……. bare du siger ordet, så vælter det op med gode minder igennem adskillige årtier.

Her festede jeg til den helt store guldmedalje i 70’erne og 80’erne – dengang der var virkelig meget knald på – her var jeg til koncerter i massevis i 90’erne – og i 00’erne blev min søns konfirmation, på hvad der dengang blev betragtet som lidt utraditionelt – holdt herinde. Og i løbet af de resterende 00’ere og nu i 10’erne kommer jeg jævnligt ind bare for at mærke stemningen og på lune sommeraftener nyde en kold øl i gården.

Forleden var jeg her sammen med nogle gode veninder – i de samme lokaler, som vi festede i til konfirmationen. I dag hedder restauranten Rub&Stub – og det er et helt fantastisk koncept. En restaurant hvis mål det er at komme madspild til livs. Flere store supermarkedskæder leverer overskudsvarer til restauranten – madvarer som ellers ville blive kørt på forbrændingen – enten fordi der ikke er så lang tid til udløbsdato, eller fordi agurken krummer på den “forkerte” måde eller kartoflen har et sjovt udseende. Og udfra de varer der ellers skulle have været på lossepladsen, sammensætter køkkenchefen en menu. Portionerne man får er måske mindre end normalt – igen for ikke at skulle kassere mad – til gengæld kan man bare få ekstra portioner, hvis man er mere sulten, eller hvis der alligevel er mere på tallerkenen end du kan spise, så får du resterne med hjem i en doggy-bag.

Det smagte fantastisk og personalet var super søde – og de er for i øvrigt frivillige næsten allesammen – og omgivelserne, ja de er som de altid har været igennem de 40 år jeg har frekventeret stedet.

Efter maden gik vi en etage ned – i spilleafdelingen – og her bankede jeg dem allesammen i LUDO 😄

Læs om konceptet her: http://www.spisrubogstub.dk/

Ludo

Fra grandiøs til inferiør

Den Kgl Postgård, sådan hed posthuset i Købmagergade, København tidligere og det har altid stået for mig som et meget smukt hus. Den store, gamle, flotte bygning har ligget der i mere end 250 år og stedet emmede tidligere af postdiligencer og posthorn. Man trådte ind i en sal med brede, slidte stenfliser på gulvet og de tre af væggene var besat med skranker af træ, der var udskåret på den smukkeste måde. Hver skranke var en slags bås for sig selv – en bue, også udskåret i træ, indrammede den postmedarbejder der sad, højt hævet over gulvet, bag skranken.

Bygningen var tidligere et palæ og der var bestemt også noget prægtigt over at træde indenfor og aflevere breve eller sende pakker. Jeg tog gerne en omvej, bare for at kunne kigge indenfor og ganske kortvarigt føle mig hensat til en tidsalder, hvor alting var håndlavet og bygningerne på smukkeste vis blev udsmykket både udvendigt og indvendigt.

Så blev der ændret lidt på udseendet – de flotte træudskæringer blev fjernet fra hver skranke, der blev indført nummersystem og hver postmedarbejder sad nu ikke længere bag sin egen smukke, udskårne bue, men nærmere ved en lang kedelig skranke. Det tog ret så meget af det grandiøse af stedet – men stengulvet, som her og der vidnede om, at mange mange mennesker igennem flere hundrede år havde haft sin gang i huset, beholdt de dog.

Nu er posthuset i Købmagergade lukket og slukket og flyttet til Pilestræde. Det lyder umiddelbart ikke så slemt, det er jo også en gammel københavnergade – men etaten har formået at finde den mest kedelige bygning i den gade og indvendigt er der grimmere end grimt. Det nye posthus er en øjebæ, og det er synd for os kunder, men så sandelig da også for de medarbejdere, der skal arbejde i de omgivelser hver dag. Ja, ja, jeg ved godt der kommer økonomi indover, men der må da være en bundgrænse for hvor grimt, man kan tillade sig at indrette offentlige bygninger.

Nu er det bare at vente og se hvad der skal ske med det gamle palæ i Købmagergade – men ærgerligt er det, når et link tilbage til fortiden lukker.

Downgradings…. let it go….

Lige så vidunderligt det er med upgradings – lige så kedeligt er det med downgradings – se mit tidligere blogindlæg.https://nowwhat.dk/2015/05/14/upgradings-bring-it-on/

Nu er jeg hjemme fra USA og tilbage i min lille og gamle bil. Sjovt nok havde jeg absolut ingen problemer med, hurtigere end lynet, at vænne mig til en stor bil med automatgear, masser af plads og masser af finesser – men der skulle kun 6 dage i en luksusbil til, før jeg havde glemt, hvordan man kører i en ganske almindelig lillebitte bil med manuelt gear og meget lidt plads. Og da min venstre fod allerede havde vænnet sig til ikke at skulle lave noget, udover at slå takten til musikken, der bragede ud af de 4 højtalere i amerikanerbilen, så startede jeg dagen i dag med at køre ind i bilen, der var parkeret foran. Jeg havde glemt, at gearstangen ikke er udstyret med et “P”, og at jeg derfor burde træde koblingen ned, inden jeg startede motoren – med det resultat at jeg lavede et meget lille fint kaninhop fremad og lige ind i den bil, der var parkeret foran mig.

Og allerede kort tid efter var venstre fod tilbage i den behagelige, afslappede position i venstre side af bilen og glemte, at den skulle på arbejde, når der skulle skiftes gear – UPS for en lyd. 😦

Min Karen Blixen stol, som jeg havde bestilt i Ilva, skulle hentes og den kunne have ligget i mindst 4 kopier i min amerikanske bil – det var MEGET svært, bare at få det ene eksemplar jeg havde købt, moslet ind i min egen lille bil (for slet ikke at tale om at få den ud igen).
Jo, der er en verden til forskel, jeg elsker dog stadig min lille bil, men må vist bare erkende, at jeg egner mig ikke til downgradings 🙂

PS.. Og desværre tog det heller ikke ret mange splitsekunder, før jeg var oppe i samme omdrejninger som resten af Danmarks trafikanter i hidsighed – der er en VERDEN til forskel på, hvordan man kører her i Danmark og så i USA…..

Hvis du vil følge min blog, så meld dig til i øverste højre hjørne, så får du automatisk besked, når der er nye indlæg. Jeg lover at jeg ikke vil spamme dig 😉

Min barndoms pølser…

Uhmmmm… og ihhhh, hvor var det hyggeligt og meget meget specielt – at få røde pølser med sennep og ketchup – som take-away!
Det kræver, at man har levet i 40 år eller mere for at kunne hensætte sig i den tilstand af lykke, ved tanken om meget lunkne og slatne, røde pølser med kedelige kolde pølsebrød samt sennep og ketchup, der var smurt ind i et stykke madpapir. Men det VAR altså eksotisk – dengang. Pizza og burgere var ikke opfundet. Fastfood – det fandtes kun på dåser med forloren skildpadde eller hakkebøf i brun sovs. Hjemmelavet mad, det var, hvad man fik – dengang – lige bortset fra de 3-4 gange om året, hvor ens mor foreslog, at vi cyklede hen til pølsevognen, der lå ved siden af banegården, og hentede 3×2 røde med brød for at tage med hjem. DET var hygge….. men indrømmet, jeg husker det ikke, som om det smagte godt, det var mere det eksotiske i at hente mad ude i byen og tage med hjem. Ikke en gang selve ordet – TAKE Away – fandtes dengang
I dag kan du hente alt muligt – lige fra super lækkert og delikat til det mere usle og mindre lækkert. Og forleden opdagede jeg, at der på Hovedbanegården i København er åbnet et nyt madsted. Et supermarked af den appetitlige slags. Varerne er udstillet på en flot og indbydende måde, der står en rigtig slagter bag disken, frugten er arrangeret på en mundvandsløbende indbydende måde, masser af økologi og ikke mindst skønne færdigretter, som får en til at springe over hvor gærdet er lavest og droppe posen med kartofler, der skal skrælles. Jeg tror, at det er det faktum, at det er på Hovedbanegården, der er åbnet et lækkert supermarked, der fik mig til at tænke på pølserne fra min barndoms banegård…..

Et forandret Danmark ?

Alle kan vi være enige om, at det har været en skræmmende weekend – hvor terroren viste sit usædvanligt grimme ansigt her i Danmark.

Jeg ville ønske, at disse drab ikke havde fundet sted, men det gjorde de. De to menneskers uretfærdige død medførte en samlet protest, en samhørighed på tværs af politiske skel, hudfarve og religion, om at vi ikke vil finde os i at vores frihed til at færdes, til at diskutere og til at skrive frit, bliver os berøvet. Den stemning der var ved Parken og den stemning der stadig er ved alle blomsterne i Krystalgade er unik. At stå skulder ved skulder med vildtfremmede mennesker giver, midt i alt det forfærdelige, en varm følelse af tryghed. Jeg håber, at Danmark er forandret efter dette angreb, men forandret til noget endnu bedre – til et land hvor vi står endnu mere sammen – også i hverdagen og ikke kun, når der sker forfærdelige ting omkring os. Et land hvor vi tager vare på hinanden og bryder os – HVER DAG.

wpid-20150216_210203.jpg

Jeg er RASENDE 😡

Usling, stymper, feje skrog…Sådan begyndte et indlæg jeg lagde på bloggen d 21. juli 2014. (https://nowwhat.dk/2014/07/21/lavere-end-det-laveste-lav/) Jeg havde håbet, at det ikke blev nødvendigt at gentage disse ord – men det gjorde det…..
Igen har nogle sølle mennesker – nogle idioter af rang – nogle feje uslinge – udset sig et offer som de antog, de var sikre på at kunne klare. Igen har min søn været udsat for et overgreb. Dennegang oven i købet i overværelse af “normale” mennesker!!

I et S-tog mellem Flintholm Station og Nørrebro Station en tirsdag eftermidddag ved 15 tiden lokker nogle gutter min søn til at sætte sig ved siden af dem – selvom han blev ved med at bedyre “at han ikke må tale med fremmede”. Men de er i starten åbenbart søde ved ham, så han sætter sig hen til dem. Det var desværre spil for galleriet og de ender med at forsøge at holde ham fast, så de kan stjæle indholdet af hans lommer. Men Jeff bliver bare ved med at sige NEJ, det må I ikke – og på en eller anden måde lykkes det ikke for dem. Til gengæld stiger de af samtidig med ham på Nørrebro Station og truer ham med, at han skal give dem nogle penge når de ses næste dag…..!!

Jeg er så rasende, at det gør ondt. Tænk at ingen greb ind. Og tænk, at man kan synke så dybt at true et andet menneske, og som oven i købet er af den “slags” som i offentligheden altid bliver omtalt som de mest kærlige mennesker, der ikke kunne finde på at gøre en kat fortræd….. En sådan handling gør mig til den mest arrige tigermor du nogensinde har set og jeg ved, at jeg ville flænse disse udyr, hvis jeg skulle være så heldig at støde ind i dem… desværre gør det så også mig til en usling og en stymper….

Kan vi dog ikke stå sammen og i fællesskab gribe ind, når vi oplever at noget er forkert….

Del gerne dette indlæg i håb om, at vi bliver bedre til at hjælpe hinanden når det behøves og i et spinkelt håb om at nogle måske har overværet den aktuelle situation.

“Jeantofte-weekend”….

Jeg står op kl 0510 og mixer en proteindrik uden at vække min yndige familie som stadig sover. 40 minutter senere mødes jeg med mine venner på én af de golfbaner, som stadig kan give mig en udfordring!
3 1/2 time senere vælger jeg at springe øllen med drengene over og kører i stedet for til La Baguette og køber økologisk morgenbrød med hjem til familien, som lige er stået op. Min hustru, som er stewardesse i et udenlandsk flyselskab, er hjemme og efter morgenmaden kører vi i Dyrehaven med børnene, som cykler på grusstien, mens min hustru og jeg spadserer til den nærmeste golfklub, hvor vi spiser frokost og nyder et glas hvidvin. Børnene leger på putting-greenen og vi klapper hver gang bolde ryger i hul.
Kl 13 skal den yngste på 5 år have personlig træning af den professionelle goldspiller xxx og datteren på 3 år skal til ridning på den rigtige rideskole i Gentofte.
Familien er hjemme igen kl 15.30 hvor børnene får kakao og min hustru og jeg drikker kaffe..
Vi får som sædvanlig gæster og i dag kommer de kl 17, så vores børn kan lege sammen. Min hustru bixer en rejecocktail sammen efter ny nordisk tradition og hun serverer dem i gamle sylteglas, mens jeg griller en oksehøjreb købt hos den rigtige slagter. Jeg griller den på vores Weber grill – naturligvis i ét stykke og trancherer den ved bordet, mens vi voksne drikker god årgangsvin. Desserten i dag er hjemmelavet Creme Brulée. Efter at børnene er spist af bliver de puttet, og vi voksne drikker kaffe og jeg mixer “husets” helt specielle cocktail fremstillet på en speciel rom…
osv osv…

Jeg har taget mig friheden at trække de punkter ud som faldt mig i øjnene, da jeg, i et ellers lødigt dagblad, læste om denne herres helt normale weekend. Jeg sad tilbage med en kvalme-fornemmelse og et indtryk af dårlig reklame for den virksomhed han er direktør i..