Tag-arkiv: Bus

Har vi en trend….?????

Jeg skrev et blogindlæg d 4. maj under overskriften: Der skal så lidt til… https://nowwhat.dk/?s=bus
Det handlede om hvordan en buschauffør på linie 5 formåede at sætte sit præg på resten af dagen for de passagerer, der var så heldige at køre med ham. Forleden dag oplevede jeg noget i samme stil.
Jeg skulle med S-toget fra Glostrup til hovedbanegården og havde min cykel med. Men desværre virkede elevatoren ikke. Der var en rulletrappe, men den havde jeg, pga min diskusprolaps, ikke lyst til at kaste mig ned af med min cykel. Udenfor elevatoren stod også en gammel, krumrygget foroverbøjet dame og klamrede sig til sit gangstativ – hun var også på herrens mark pga den ikke-fungerende elevator. Jeg tilbød at hjælpe hende ned med gang-stativet, det kunne jeg godt klare og så måtte jeg finde en løsning på mig selv og min cykel. Heldigvis overhørte en sød dame samtalen og tilbød at hjælpe den gamle dame med gangstativet og samtidig kommer en ung mand hen til os og tilbyder mig sin hjælp med at få cyklen ned af rulletrappen. 🙂

Ombord på toget bliver vi budt velkommen af S-togs chaufføren over højtaleranlægget. Normalt annoncerer de ikke i et S-tog – men ham her gjorde – og det på den mest vidunderlige måde. Han bød os velkommen ombord i sit tog og fortalte om turen og små-pludrede lidt og når jeg kiggede rundt sad samtlige passagerer og havde løftet hovedet fra deres mobil-telefon eller Ipad og sad og lyttede med – med et stort smil på læben. 🙂 Vi smilede ovenikøbet til hinanden !

Senere på dagen skulle jeg med metroen og mens jeg sidder begravet i min mobil telefon!! :-/ hører jeg en kvinde spørge en mand der lige er steget ind i Metroen, om han er okay – jeg kigger op og ser at manden sidder og tager sig til hovedet. Han forklarer, at han er OK, at det er noget med nogle smerter han får en gang imellem som et lyn fra en klar himmel og de to taler lidt sammen. Men jeg blev så glad for, at hun spurgte ham og ikke bare lod som ingenting.
Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg synes, at der er en lille bedring på vej i forhold til hvordan vi opfører os overfor hinanden, en større hensyntagen og lidt flere smil. Jeg bliver så glad hver gang jeg oplever det og det er heldigvis oftere og oftere.

Og HUSK det er bevist, at hvad du sender ud, får du tilbage…. virkelig

Der skal så lidt til….

Forleden morgen kørte jeg med Bus 5A ud mod Amager. En ganske almindelig mandag morgen – magen til alle de andre mandage – troede jeg…

Men det skulle vise sig, at jeg var kommet ombord i en bus med en chauffør som ikke “bare” var chauffør. Han var ikke kun mødt på arbejde om morgenen for at køre bus indtil kl blev 17. Nej, han var mødt ind med bevidstheden om, at også hans job gør en forskel. Hvad han måske ikke ved er, hvor stor en forskel, han som menneske gør.

Han var den sødeste, hyggeligste buschauffør jeg har kørt med. Han talte til os passagerer ved hvert stoppested i et toneleje og en stemme som var rent smør for øregangene. Han havde han en kommentar til en stor del af de stoppesteder vi kom forbi – han kunne noget historie om København og han delte gladeligt ud af sin viden. Små sjove kommentarer havde han også: Da vi passerede Polititorvet (hvor Nykredit ligger på modsatte side) var hans kommentar at: dette var et pudsigt torv, for på den ene side kunne man få kredit og på den anden side var det kontant afregning. 🙂

På et tidspunkt citerede han et digt, han tilfældigvis havde fundet på nettet, som handlede om bus 5A – noget med Livet er Nemt, Livet er Let… (jeg har efterfølgende forgæves ledt efter det)

Aldrig har en bus propfyldt med mennesker været så stille, som hver gang han sagde noget – alle lyttede og med jævne mellemrum blev der klappet ad ham. Samtlige passagerer der steg af bussen steg af med et smil – hvilken fantastisk start på dagen. 🙂

Nu ved jeg ikke, hvor mange mennesker der kan nå at stige af og på mellem Husum og Københavns Lufthavn en mandag morgen – men jeg gætter på, det er mange. Tænk sig hvor mange mennesker denne chauffør har rørt ved – og det ene og alene fordi, han ikke “bare” kørte bus.

Der skal så lidt til!!

Bus 5A