Alle indlæg af (K)NowWhat

Jeg har i mere end 35 år været så priviligeret at have haft et job, som har bragt mig rundt i verden og dermed til mange forskellige kulturer. Jeg er fascineret af forståelsen for hinanden som mennesker på tværs af kulturer, og jeg er skræmt af manglen på samme. Men man behøver ikke at rejse ud i verden for at få den oplevelse, man kan bare gå ned på gadehjørnet og studere livet, som det leves. I min blog vil jeg “poste” små eftertænksomheder om de pudsigheder, jeg oplever fra mit ståsted i livet. Har du lyst til at kommentere på mine indlæg, er du mere end velkommen. Yndlingscitat: Det største problem er, at vi ikke lytter for at forstå, vi lytter for at svare.

Skindet bedrager….

Forleden blev jeg mindet om en episode, jeg havde for et år siden, om at passe på med at dømme folk for hurtigt.

Min søn skulle flytte, og i den forbindelse havde jeg været i Ikea et par gange på den samme dag. Da jeg kom hjem efter besøg nr 2, opdagede jeg, at der var en dims, jeg havde glemt at købe. Inden jeg nåede at ærgre mig over at skulle køre de 20 km en tredje gang, susede jeg ud af døren med retning mod Ikea. Jeg vidste præcis, hvor jeg skulle finde dimsen, så jeg var hurtigt nede ved kassen igen – og her opdager jeg, at jeg er kommet afsted uden min pung! Nå, heldigvis er mobilepay opfundet og telefonen havde jeg da husket, men ak og ve, mobilepay kunne desværre ikke benyttes som betalingsmiddel. Klokken nærmede sig myldretid og jeg orkede ikke en 4. køretur til Ikea.

Jeg besluttede mig for at spørge nogle andre kunder, om de ville betale for mig, så kunne jeg jo bare mobilepay’e dem. Det mest oplagte ville være at spørge det pæne, nydelige ægtepar, der stod i kassekøen. På den anden side, så følte jeg mig ikke sikker på, at de ville sige ja.

Et andet par kom gående imod mig – de var ikke til at overse. Et par sidst i 20’erne vil jeg tro – hun var høj, iført lårkort nederdel og ekstra lange øjenvipper, en nedringet bluse der afslørede en tatovering af en rose, der startede et stykke længere nede på  kroppen. Han var kolonorm – mindst to meter høj og med tatoveringer af kors og spindelvæv op og ned af halsen. Han skubbede indkøbsvognen og hans næver (det var ikke “hænder” men næver) var brede som skovle, havde de været et par fødder, så havde de nok været en str 44 med ekstra bred læst. Han lignede ikke én, man havde lyst til at blive uvenner med. Dem spørger jeg, tænkte jeg 😎💪 og startede med at sige: Undskyld, må jeg stille jer et personligt spørgsmål. Han kiggede ned på mig med et blik, jeg tolkede som: pas på hvad du spørger om, lille dame. Jeg fik forklaret, at jeg var kommet afsted uden min pung og nu stod med denne dims til 120 kr, som jeg ikke kunne betale, og om de ville betale, så skulle jeg nok overføre pengene med det samme. Da jeg var færdig med forklaringen, lagde han begge næver på mine skuldre. Jeg sank i knæ under vægten og sank samtidig en klump i halsen. Han stod lidt og kiggede ned på mig uden at sige noget og så begyndte han at le med en dyb rumlen, før han sagde: Nåååå, ikke andet, da du sagde “personligt spørgsmål” troede jeg, du ville foreslå en trekant, men selvfølgelig vil jeg betale din dims, bare læg den op i vognen. 😀

Jeg grinede og vi fulgtes små-sludrende hen til kassen. Her siger han til mig, at han betaler for min vare, det er en foræring, og at han ikke vil have penge af mig. Det ville jeg selvfølgelig ikke høre tale om, men som han sagde: Dame, du kan vælge, om du vil køre hjem og hente dine penge eller lade mig betale, for du får ikke mit nummer.

Imens dette stod på, stod det pæne, nydelige ægtepar og betragtede os og rystede på hovedet mens de vendte øjne. Jeg tænker tit på den episode, specielt hvis jeg er i en situation, hvor jeg er lige ved at dømme uden at have noget at dømme udfra.

 

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

Lad være med at svare…

Uanset hvor glad en nyhed, hvor positiv en meddelelse, hvor kærlig en omtanke, hvor genialt et forslag, hvor uskyldig en kommentar, hvor godt et initiativ, man slår op på Facebook, så kan man være stensikker på, at der i hele den lange tråd af “thumbs up”, glade smiley’er og røde hjerter, dukker en sur kommentar op, som i nogle tilfælde udvikler sig drastisk og det hele ender i en shitstorm, meget langt fra det, der var tiltænkt.

Heldigvis hænder det også at INGEN reagerer på det enkle sure opstød og så dør den.

Forhåbentlig bliver det ikke til mere end en enkelt halvsur kommentar til det gode initiativ om en gåtur fra København til Helsingør. https://www.facebook.com/gaatur/

Et initiativ der startede helt “uskyldigt” på FB af en ung mand med en invitation til sine venner og venners venner om at gå sammen fra København til Helsingør. Det er blevet meget meget større, end den gode Jakob havde forestillet sig. Over 50.000 har vist interesse og mere end 7000 har tilkendegivet, at de deltager. Det koster ikke noget at deltage, der er ingen konkurrenceelementer indlagt, man kan ikke vinde noget, det gælder ikke om at komme først, kan man kun gå med på 5km, så gør man det – kort sagt – gå med, hvis du har lyst, i det tempo du har lyst til og lige så langt som du har lyst til. Alligevel ser jeg nu et opslag, hvor en person skriver: Det havde været mere inkluderende hvis turen var blevet lagt henover 3 dage med mulighed for at deltage efter ønske. Det er kun de færreste forundt at kunne klare 45KM.

Vedkommende kunne i stedet for have skrevet: Ihh, hvor er det et fantastisk initiativ, tak for det – jeg kunne godt tænke mig at være med i et arrangement, hvor de 45 km skal gåes henover 3 dage. Er der nogen der har lyst til det?

 

Mit Ayurvediske eventyr

Lydende, duften og varmen der rammer mig, da jeg stiger ud af flyet i Trivandrum, er nøjagtig den samme, som da jeg første gang for ca 40 år siden satte foden på jord udenfor Europa – Ceylon. Nu er jeg igen tæt på den ø der i dag hedder Sri Lanka. Jeg er i Kovalam, Sydspidsen af Indien. Lydende, duften og varmen er den samme som dengang.                              Mit ayurvediske eventyr begynder.

IMG_2952 2

Kovalam er en lille landsby ved havet. Charmerende og autentisk. Kovalam ligger i en bugt omgivet af klipper og baglandet består af bananpalmer, så langt øjet rækker.

Hver morgen bliver jeg vækket af havets brusen og fiskernes sang. Jeg sidder på første parket på terrassen og beundrer det hårde og møjsommelige arbejde mændene udfører. På stranden står omkring 30 mænd iført traditionel indisk beklædning, en lungi. De er i færd med at trække et meget stort og meget tungt net ind fra havet. De er fordelt med 15 mand i hver sin ende af nettet til at hale ind. Lidt længere ude i vandet står 3 mænd og slår kraftigt med armene i vandet, imens de udstøder nogle lyde, der mest lyder, som når man puster i et græsstrå. Deres job er at skræmme fiskene ind i nettet. En enkelt mand er svømmet igennem de kraftige bølger og den stærke strøm langt ud, meget langt ud. Derude hvor nettet ender. Han styrer, hvor midten af nettet er, således at de 20-30 mænd på stranden får trukket fangsten i land på en ensartet måde og så mange fisk som muligt bliver fanget. Nettet er blevet anbragt i havet endnu tidligere på morgenen af de store hjemmebyggede træbåde, som hver dag, ved håndkraft, bliver hevet på land af de samme mænd og tidligt hver morgen bliver skubbet ud igen.

IMG_1049

Bådene bygger de selv på stranden og der skal 8 mand til at ro dem. Nettet bliver langsomt, men sikkert hevet helt op på land akkompagneret af diverse råb og lyde og chanten der, såvidt jeg kan regne ud, indikerer, hvor langt i processen de er kommet. Så snart nettet er kommet helt op på stranden, stimler alle sammen for at diskutere dagens fangst.

Flere lokale kommer til og kigger med. Tynde mænd balancerer med meterhøje stakke af farverige stoffer på hovedet, og frodige kvinder holder ryggen rank med store kurve fyldt med friske ananas, papaya, mango og bananer. Altsammen varer, der skal sælges inden dagen er omme.

Lidt længere henne står 2 mænd, en ung og en gammel. De har deres egen “båd”. Den består ene og alene af nogle tykke kævler, af en ubestemmelig træsort, som de selv hver morgen surrer sammen med et reb og hver aften skiller ad igen. Det er fra den simple  konstruktion, den unge af dem tager ud og fisker.

Tæt på den gamle og den unge står et andet hold fiskere og har spredt hele deres store fangstnet ud i sandet, for at klargøre det til næste dags fangst. Et hårdt og møjsommeligt arbejde, de udfører hver dag, året rundt. Men de udfører det med sang og med et tydeligt bånd af fællesskab. At betragte dette stykke hverdagsliv, er for mig en vidunderlig måde at starte morgenen på – det er meditation, uden at man ved af det.

IMG_8014

Turen hen til yogatimen foregår langs stranden og forbi de små butikker og lokale handlende. Her føler man sig ikke presset til at købe deres udstillede varer eller gå ind og spise på deres restaurant. De spørger kun én gang og når man pænt siger nej tak, så smiler de bare venligt. Efterhånden som dagene går, nøjes de bare med at spørge til ens velbefindende og hilse med et stort smil. Stopper man op for at tale med dem, så får man en hyggelig snak om alt mellem himmel og jord. Jeg får sagt good morning og thank you rigtig mange gange, inden jeg når frem til yoga klassen. Men det er en god måde at starte dagen på – masser af smil og masser af venlig interesse.

Yogaen foregår på toppen af Agastyaa Heritage, som er Dr. Unni’s ayurvediske center og hotel. Udsigten henover toppen af palmetræerne direkte ned til havet, blandet sammen med lyden af bølgerne og fuglenes fløjt er med til at gøre dagens yogatime særlig god.

Det ayurvediske center er smukt bygget og passer ind i stilen. Det er anlagt i en frodig have og opført med stor respekt for det æstetiske og samspillet med omgivelserne.

IMG_3026

Mine ayurvediske behandlinger starter på den overdækkede terrasse, som har træbænke hele vejen rundt. Her sidder man og venter på lægen og dagens første samtale om, hvordan man har sovet om natten og hvordan ens afføring har været. Det er forbavsende så hurtigt, man vænner sig til at dele latrinære oplevelser med både lægen og de øvrige “patienter”, som sidder og venter. Herefter kommer min behandler og henter mig – det er Dinesh – jeg syntes, jeg har fået verdens bedste – men har en mistanke om, at alle de andre syntes det samme. Dinesh er en meget sympatisk mand med et roligt og venligt gemyt og et dejligt smil. Jeg finder i forløbet ud af, at han er 52 år og har en kone og en søn på 18, som bor 500 km nord for Kovalam. Dinesh arbejder på klinikken 5 mdr i træk uden en eneste fridag og rejser hjem igen, når monsunen begynder for at være sammen med familien. Arbejdsdagen starter ved 8-tiden om morgenen og slutter først sent på aftenen. Hver dag.

UNADJUSTEDNONRAW_thumb_1494

Rummet, Dinesh fører mig ind i, består på den ene side af en flettet væg med huller i, så luften kan komme ind, den anden væg er bygget op af trælameller, som lader sollyset reflektere på en smuk måde ind i rummet. Tagkonstruktionen højt over mig er et studie i snedkerarbejde. Der er selvfølgelig åbent ud til naturen – varmen ligger konstant på mellem 30 og 35 grader. Også her er de eneste lyde man hører, havets brusen og kragernes mange forskelligartede lyde. Jeg fik en sarong udleveret den første dag og den har jeg på ved alle mine besøg på klinikken. Inde i rummet beder Dinesh mig om at tage sarongen af og bagefter sætte mig på en lav skammel i rummet. Dinesh går ud af rummet, mens jeg tager sarongen af. En respektfuld handling at gå ud imens, men helt unødig, for resten af tiden er man lige så nøgen, som da man kom til verden.

Mens jeg sidder på skamlen, får jeg gnedet lidt medicinsk organisk pulver og lidt olie i hovedbunden. Jeg får en let massage i hovedet og på skuldre og ryg. Jeg bliver bedt om at rejse mig og lægge mig på maven på den store madras, der ligger på gulvet. Ovenover madrassen er et tov spændt ud og der hænger et klæde henover tovet. I et lille fordybning i væggen står en “Aladdins lampe” med olie i. Dinesh hælder olie ned over min ryg og begynder sin massage. En massage som jeg aldrig nogen steder i verden har prøvet – meget dygtigt og meget effektiv. Jeg havde hørt, at de masserede med fødderne, men det kunne jeg ikke få til at passe med den måde, han kunne trykke på og den måde han henholdsvis kunne lette trykket eller trykke hårdere, når han nåede områder, hvor det var nødvendigt. Men da Dinesh på et tidspunkt ramte min hånd, tænkte jeg først, at det var nogle mærkelige korte fingre han havde, indtil det gik op for mig, at det var hans tæer. Han brugte rebet og det hvide klæde til at hold fast i, mens hans fødder masserede mig. En teknik han havde lært af sin onkel og som var en familie tradition. Efter 20 min massage på ryggen vender jeg mig om og massagen fortsætter i 20-30 min på hele forsiden af kroppen. Da sessionen er overstået lægger han forsigtigt et rent klæde henover mig og forlader stille rummet. Jeg er faldet i en dyb søvn.

img_0919

Jeg bliver vækket af Bindhu og Jolon, en ældre kvinde og en ung kvinde, begge klædt i orange sarier. De vækker mig med et blidt “good morning madam”. Og mens de gør klar til min næste behandling, kommer jeg langsomt ud af den totalt afslappede tilstand jeg er i. Jolon – den yngste er meget lille og fin og spinkel og har et fnis, der lyder som små klokker, der ringer. Hun beder mig om at rejse mig op og tørrer min krop af for en smule af den mængde olie Dinesh har brugt. I rummet står en briks – en briks håndskåret i mørkt træ – umiddelbart minder den lidt om de slagtetrug, man brugte i gamle dage til grise – men denne er væsentlig større og har fine udskæringer. I en fordybning ligger en madras. En lille skammel bliver sat frem til mig og jeg bliver bedt om at lægge mig på maven på briksen. Så begynder et fuldstændig synkront forløb af Bindhu og Jolon. De står på hver sin side af mig. “Medicin-powder” (diverse fint malede urter) bliver drysset udover mig i en lind strøm samtidig med fire hænder skrubber pulveret hårdt ind i min krop, startende fra fodsålerne og op til nakken og forfra igen, både liggende på ryggen og på maven. Deres hænder bevæger sig synkront, op og ned, ud og rundt, uden at de veksler et ord sammen om, hvilken vej de nu skal bevæge hænderne. Det er et langt glidende forløb på ca 30 min.

Der er ikke ét gram død hud tilbage på min krop bagefter. Til gengæld har jeg gult medicin-powder overalt. Jeg bliver blidt børstet fri for det meste af pulveret og skal sætte mig ned på den lille skammel. Imens fjerner de madrassen fra briksen. Igen bliver der lagt en sarong henover mine skuldre, for blufærdighedens skyld, uagtet at jeg stadig ikke har haft noget tøj på. Madrassen bliver fjernet og briksen gjort rent og jeg skal lægge mig op igen, denne gang med “face-up madam”. Jeg ligger fantastisk  på den træbriks. Træet er blødt mod min krop.

img_0942

Det meste af tiden har jeg haft lukkede øjne, ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg lige siden jeg trådte ind i rummet har haft en totalt afslappet holdning, hvor jeg tillidsfuldt har overladt alt, hvad der skal foregå med mig i andre menneskers hænder. Et gammelt gasblus bliver tændt og  indholdet i jerngryden, der står på blusset, bliver varmet op. Da den første bølge rammer mig, udstøder jeg et dybt og veltilpas åhhhh – det er varm mælk blandet med “medicin-water”, der i en blid kontinuerlig strøm bliver pøset henover min krop. Jeg ved nu 100%, hvordan Kleopatra har haft det. Følelsen er ubeskrivelig. Jeg bliver skyllet over det hele med denne vidunderlige blanding i 15-20 min. Mine tidsangivelser er nogle jeg efterfølgende har ræsonneret mig frem til, for tiden står helt stille al den tid, jeg er i behandlerrummet. Jeg bliver hjulpet op i siddende stilling og mine fødder bliver ført udover kanten på briksen, hvor Jolon (eller JoJo som jeg til hendes blide fnisen kommer til at kalde hende) tørrer dem af. Jeg skal ned på gulvet og stå igen, mens briksen bliver gjort klar og madrassen lagt på igen. “Madam, please come up, face up” Jeg lægger mig igen tilrette og får et klæde over kroppen. Den sidste del af denne dags behandling består i Sirodhara. Noget af det mest vidunderlige jeg har prøvet – lun olie flyder i en lind strøm henover min pande, lige i hårgrænsen. Jeg vil vove at påstå, at selv den mest opstrammede, stressede person, umuligt kan undgå at falde i søvn. Den virkning olien har, kan ikke beskrives. Da jeg bliver vækket, er jeg så afslappet, at det fysisk føles som om min krop smelter sammen med briksen og jeg kan ikke i de første sekunder fornemme, hvor min krop slutter og briksen begynder. Jeg har aldrig i mit liv været så afslappet.

Efter behandlingerne bliver jeg ført ned til “venterummet” – alt er udendørs og kun overdækket af et tag, så man forbliver i den indiske stemning med lydende, duften og ikke mindst varmen hele tiden. Her afventer jeg min ayurvediske medicin. Lægen jeg talte med først på dagen, Bindhu og JoJo har rapporteret mine reaktioner tilbage til dr. Unni, og Dinesh har rapporteret, hvad hans fødder mærkede af ujævnheder i min krop.

Udfra dette og udfra, de ting jeg selv har informeret om, jeg gerne vil behandles for, får jeg udleveret dagens ration medicin og den efterfølgende dags behandling bliver besluttet. Jeg kan se, at der ude bagved er et stort areal, hvor al denne urtemedicin bliver håndlavet. Noget af medicinen er den samme hver dag, andet er forskelligt fra dag til dag. Jeg får flere forskellige slags piller og to flasker med noget brunt drikkelse udleveret. Og lad mig sige det, som det er, den brune væske smager helt og aldeles forfærdeligt. Det smager så rædselsfuldt, at jeg har svært ved at forestille mig, hvordan jeg skal kunne drikke dette de næste 10 dage. Men det gør jeg selvfølgelig.

Der er gået ca 3 timer og dagens behandlinger er overstået – jeg forlader klinikken, iført den udleverede sarong, med en sjov gul farve over hele kroppen (fra medicin-powder), et hår der er totalt smurt ind i olie, rasnadi choornam i panden (en streg af medicin-powder der går fra panden og ned mellem øjnene). Jeg ser intet mindre end herrens ud, men til gengæld er der ikke en eneste stram muskel eller en eneste død hudcelle nogen steder på min krop.

Jeg går hen på vores faste mødested og bestiller min sædvanlige black tea med lemon and honey og venter på min veninde, som har tider 15min efter mig. Dagens behandlinger bliver gennemgået. For mit vedkommende er det kun massagen og powder-behandlingerne der er ens, resten ændrer sig fra dag til dag. Det bliver afgjort udfra de tilbagemeldinger behandlerne kommer med om eventuelle fremskridt eller ændringer. Jeg prøver et lille udpluk af alle de mange behandlinger, som spænder fra at blive badet i lun olie, til at blive masseret med “chicken-eggs”, til at få håret omviklet med store blade fra bananpalmerne efter det er smurt ind i brunt “ler” og meget meget andet.

Behandlingerne, sammen med den ambience hele Kovalam har, gør at jeg får en indre ro, som jeg både bevidst og ubevidst har længtes efter.

Mit ayurvediske eventyr er kun lige begyndt.

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

 

Bare en tanke….

“Din engangskode er: xxxxx til dit køb på 10 EUR hos Lycamobile, Spain. Er du ikke i gang med en onlinehandel, spær straks dit kort nr xxxxxx”

Den SMS modtog jeg  fra NETS en lørdag formiddag, hvor jeg stod midt i en vigtig bowlingkamp på en bowlingbane i Valby. Jeg var derfor ikke i tvivl om, at det ikke var mig, der var i Spanien og var i færd med at købe noget hos Lycamobile til 10 Euro.

Jeg ringede straks til det nummer, der står på mit Dankort og kom i kontakt med en venlig dame, der fortalte mig, at mit Dankort var blevet brugt til indkøb af  dyre flybilletter både i Rom og i Madrid. På trods af mit job som stewardesse, havde jeg ikke været i hverken Italien eller Spanien indenfor de sidste 14 dage, og jeg havde stadig Dankortet fysisk i min pung, så tyveriet må være sket et andet sted.

Der var nu ikke noget at være bekymret for rent økonomisk, for banken satte omgående de trukkede beløb ind på min konto igen. Nu har jeg lige opdaget, at tyveriet fortsætter. Yderligere flybilletter er blevet indkøbt. Jeg går ud fra, at det er flybilletter siden beløbene er trukket hos Iberia og Alitalia. Og beløbet er nu i omegnen af 20.000 dkr.

Jeg er superglad for den service, at banken sætter beløbene tilbage på min konto – også før at sagen er blevet opklaret, og jeg er super glad for den sikkerhed, jeg har igennem NETS, som oplyste mig om det første falske køb på bare 10 EURO.

Nu er det så, at jeg vil foreslå, at Skattevæsenet, Danske Bank og Socialstyrelsen tilmelder sig samme SMS service. Tænk, hvad vi kunne have sparet, hvis der var tikket en sms ind om SKATS 12 milliarder, Brittas 111 millioner og Danske Banks mange milliarder.

 

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

ÆGGEGOKKEREN

Jeg sidder hos min frisør og læser “Ældresagen”  😉.

Forsiden bliver prydet af en storsmilende Ole Henriksen og en tekst der siger: “SMIL – det smitter”. Det har manden så evig ret i og jeg er en af hans mange fans. ( Ole….. du må godt smitte mig )

Når jeg bladrer videre igennem magasinet møder jeg artikler om restaurant fodkold, kartoffeltyskere, puslerier, blæksprutter og arbejdsheste, krydret med hverdagshistorier om almindelige danskere, læserbreve og ikke mindst en hel del gode tilbud til de, som er medlem af Ældresagen.

Jeg nåede frem til “Årets gaveidé” på side 16 – og her begyndte der at ske noget i min mave. Den krampede sig en lille smule sammen, den begyndte at hoppe i små ryk og lyde steg op fra dybet af mavesækken og ændrede mit Ole Henriksen smil til et forløsende latterudbrud.

Årets bestseller er intet mindre end: “ÆGGEGOKKEREN”.

Hvor vidunderligt. Hvor sjovt. At reklamen er at finde i “Ældresagen” gør det i min optik endnu sjovere. Men alt afhænger jo af ens fantasi og ikke mindst af øjet der ser….

c3a6ggegokkeren.jpg

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

En lakridspibes syndige tillokkelse

Det startede med de mest frastødende billeder, der blev sat uden på cigaretpakkerne, i håbet om at afholde unge mennesker fra at begynde at ryge og et lysegrønt håb om at få dem, der allerede røg, til at stoppe. Jeg ved ikke, hvor stor effekt det har eller har haft.

Men i Norge har det åbenbart ikke haft den ønskede virkning. Her er man gået et skridt videre.

Når du træder ind i den taxfree butik i Stavanger Lufthavn, får du ikke umiddelbart øje på hylderne med de taxfree cigaretter. De er gemt lidt af vejen. Du skal igennem hele deres parfumeafdeling, ned forbi lange rækker af spiritusflasker, derefter drejer du til venstre nede i hjørnet ved vinflaskerne og her er der en åbning ind til lastens hule… SVGLige når man træder ind, føles det som om, man er trådt ind i en bankboks med det dyreste sorte guld på hylderne, lyset er lidt dæmpet og lyden lidt fortættet. Man bruger lige et par sekunder på at stoppe op og tænke, hvad er det?

Man ser den ene lange række efter den anden med sorte – knaldsorte kartoner, som viser sig at være cigaretkartoner. Det eneste der står på dem er: Rygning dræber.  Du kan ikke umiddelbart se forskel på Kings eller Queens eller Cecil eller Grøn Look – alle kartonerne er sorte. Det virker faktisk lidt eksotisk og man bliver draget ind i denne lastens hule.  SVG2

Men filmen knækker, når man kommer til den sidste hylde, som ovenikøbet er gemt lidt væk bag en væg. Her bagved, længst inde, opdager man det allerfarligste af det altsammen – det mest vanedannende – det uhyggelige som børn og andre svage sjæle nødigt skulle blive lokket af, nemlig LAKRIDSPIBERNE.

Ja, du læste rigtigt og ser rigtigt på billedet … Lakridspiberne er gemt væk i den sammen “bankboks” som den almindelige pibetobak og cigaretterne.  Man skulle jo nødig lokke små børn til at ryge…

De er altså sjove de nordmænd 😄..

SVG3

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

Bird Busters

Jeg har en fobi – en fuglefobi. Fugle er skønne – men på afstand. Kommer de alt for tæt på, går jeg i panik. Og fjer, det er ikke noget, jeg har lyst til at røre ved.

Da jeg forleden morgen sad på min terrasse og nød min morgenkaffe, det gode vejr og avisen, lød der pludselig et BUMP. En solsort var fløjet lige direkte ind i en af vinduesruderne længere henne ad terrassen. Åh, nej… jeg skyndte mig indenfor – og lukkede for en sikkerheds skyld også døren!!!

Jeg overvejede mig selv og min mærkelige handling – men der var/er ingen god forklaring andet end:  “sådan er det bare”. Jeg kan ikke lide det. Indefra stuen nærmede jeg mig langsomt vinduet fuglen var fløjet ind i. Den lå på siden og rystede lidt på hovedet. Jeg tænkte, at den nok var blevet groggy i sammenstødet med ruden og bare skulle sunde sig inden den ville rejse sig og flyve videre. Men da jeg efter 5 minutter kiggede ud på den igen, var den rullet rundt og lå fladt på ryggen med stængerne lige i vejret – stendød.

Min fobi rækker så langt, at selvom den var død, så var jeg ikke i stand til at gå ud til den og fjerne den med en skovl. Jeg prøvede at ræsonnere med mig selv, men bare tanken, fik angsten til at sno sig hele vejen igennem min krop.

Sidst en fugl døde i min have, var jeg så heldig, at en veninde var på vej for at besøge mig, og jeg vidste, at hun ville fjerne den ved ankomsten (tak Jette). Men den morgen var der ingen på vej. Jeg gik derfor ud af hoveddøren og forsøgte at finde naboer, der var hjemme – desværre. Jeg vidste, det ikke nyttede at ringe til veninden, som har sommerhus tæt på mig, for hun er næsten lige så skrækslagen som jeg. Jeg sendte sms’er til øvrige venner i nærheden for at høre, om de skulle være i sommerhus, men ak. Heldigvis fik jeg fat på Klaus og Erik, som bor heroppe permanent. Og på trods af at de har en butik, de skulle have åbnet og havde lynende travlt, startede de bilen og kom mig til undsætning. Det døde kræ blev fragtet ud af min have – jeg ville IKKE have den i min skraldespand – og så blev den afleveret på et for mig ukendt sted. 

Mine private Bird-Busters var trådt i aktion og jeg blev reddet.

Tak gode venner. Om ca 14 dage bliver der drukket gravøl og afholdt mindehøjtidelighed på plænen.

(Nu er jeg kommet til at tænke på, om det mon kunne være “Plys”, som jeg skrev om for nogle uger siden?)  Min søde plyssede solsort

 

flag på halv

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

“JGA KOM IK TILBAG”

Jeg er ikke typen, der gemmer på ting, jeg ikke længere bruger, såsom gammelt sengetøj, gamle møbler, nips, bøger jeg ikke syntes om at læse igen, børnetøj som ens veninders børn måske engang vil arve (vel vil da ej), legetøj til eventuelt kommende børnebørn, redskaber der måske kan repareres (det bliver de aldrig), karakterbøger fra dengang det fandtes osv. Tingene bliver behørigt afleveret på en genbrugsstation eller kasseret.

Og med mit flytte-gen (jeg er vel oppe på omkring 44 flytninger eller mere), så ville det heller ikke give mening, at blive ved med at pakke ting ned og ud, som ikke har andet formål end at blive pakket ned og ud.

Der er dog ganske få ting, som har fået lov at overleve (bare det ikke fylder i omfang), såsom dette brev jeg fandt forleden:

Jag flyt

 

Jeg har gemt det af flere årsager: Både fordi jeg kan huske, jeg blev glad for, at Jeff selv havde formået at formulere et brev –  og fordi han havde den samme oprørstrang mod mig, som alle andre børn har mod deres forældre.

(Og så kan jeg godt lide, at han ville forlade hjemmet med maner og slutter brevet af med et “Kys”) 😊😊

 

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

HELT ved siden af……

“Den siger, at jeg ikke har en tid i dag?”

Det var mig der henvendte mig til receptionisten hos øjenlægen, efter at jeg havde kørt mit sygesikringskort igennem scanneren.

Receptionisten:  “Lad mig se. Jeg kan se du har en tid onsdag kl 0940”

Mig:  “Ja præcis…..” (og mit kropssprog signalerede: OG????)

Receptionisten:  “Ja, altså i dag er det tirsdag”

Mig:  “Er du sikker?” spurgte jeg med åben mund…..

Det var måske et dumt spørgsmål, men selv da hun sagde hvilken dag det var, var jeg stadig overbevist om, at det var onsdag. Det var ikke engang sådan én… nåh ja, for pokker, det er det da også. Nej, jeg følte helt dybt inde, at det vitterlig var onsdag.    Og jeg havde sådan set været en dag forud i nogle dage.

Nu forstod jeg, hvorfor de ikke svarede i banken, da jeg ringede til dem i mandags (søndag), og nu gik det op for mig, hvorfor der var en dag, jeg ikke kunne redegøre for hvad Jeff og jeg havde lavet sammen (for den dag eksisterede overhovedet ikke). Pludselig faldt en hel masse andre ting, der de sidste par dage havde forvirret mig, på plads i min overophedede hjerne. Men det bedste af det hele, det er, at jeg allerede havde pakket min taske til at skulle på arbejde i morgen torsdag – men i morgen er det onsdag – altså rigtigt – så jeg har lige en fridag mere.  😀

 

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

Fodboldfeber og Hedeslag

Jeg foretrækker en brun og kedelig græsplæne fremfor en grøn og frodig. Grønne og frodige græsplæner har vi haft i mange herrens  år. Ikke fordi solen har skinnet fra en skyfri himmel om dagen og regnen har silet sommeragtigt ned om natten. Men fordi vejret generelt har været dårligt hele sommeren.

I år planlægges der med grillparty ud i fremtiden,  man glemmer at tage sin trøje med ud om aftenen “hvis nu det skulle blive koldt”, ens bikini har fået en fast plads i tasken, vinduerne i lejligheden har på intet tidspunkt i to måneder været lukkede, og man er ikke bange for at gå glip af noget ved at tage en enkelt aften indendørs. Ja, vi puster og stønner i varmen, men hellere det end at gå og brokke sig over, at der nok heller ikke i år kommer rigtig sommer.

I sommeren 1992 led vi alle af fodboldfeber og langt de fleste af os husker, hvordan vi stod skulder ved skulder langs hele ruten fra Københavns Lufthavn og ind til Rådhuspladsen for at hylde de hjemvendte fodbolddrenge.

Sommeren 2018 går også over i vores lokalhistorie. Om 20 år vil vi tale om den sommer, hvor vi alle led af hedeslag, hvor græsplænerne var brune og hvor selv de mest vandforskrækkede hoppede i bølgen blå.

Lad os nyde det i stedet for at brokke os over varmen. For er der én ting der er helt sikker, så er det, at det bliver koldere. 😉

 

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊