Alle indlæg af (K)NowWhat

Jeg har i mere end 35 år været så priviligeret at have haft et job, som har bragt mig rundt i verden og dermed til mange forskellige kulturer. Jeg er fascineret af forståelsen for hinanden som mennesker på tværs af kulturer, og jeg er skræmt af manglen på samme. Men man behøver ikke at rejse ud i verden for at få den oplevelse, man kan bare gå ned på gadehjørnet og studere livet, som det leves. I min blog vil jeg “poste” små eftertænksomheder om de pudsigheder, jeg oplever fra mit ståsted i livet. Har du lyst til at kommentere på mine indlæg, er du mere end velkommen. Yndlingscitat: Det største problem er, at vi ikke lytter for at forstå, vi lytter for at svare.

Kedsomhedens ulidelige coronalys

Jeg keder mig noget så eftertrykkeligt i denne coronatid og jeg har ikke længere fantasi til at finde på mere at fylde tiden ud med. Jeg har strikket en vest (næsten færdig), jeg har taget diverse webkurser (og er stadig i gang), jeg har gået hele Frederiksberg tynd (rigtig mange gange).

Utallige gange har jeg siddet på kolde parkbænke og frosset en vis del ud af bukserne med en kop take-away kaffe i hånden. Jeg har været frem og tilbage i sommerhuset, blot for at finde ud af, at der er der lige så kedeligt. Jeg har ovenikøbet skiftet bopæl og brugt tid på at indrette. Jeg har læst bøger, aviser og ugeblade, pudset vinduer, gjort rent  osv osv. Og alle dagene slutter ens med madlavning og vin til maden. Det var her i min kedsomhed, jeg kom til at tænke på, om jeg mon får mere vin end de officielle anbefalinger på 14 genstande om ugen. Og hvor meget er en genstand egentlig, det står der aldrig noget om? Så i kedsomhedens ulideligt disede coronalys googlede jeg det og fik noget af en overraskelse. Èt glas rødvin indeholder ca 16 cl og det svarer til 1,6 genstand! Dvs at de 2 glas, jeg får hver aften (og sommetider 3) betyder, at jeg på en uge får mellem 22 og 30 genstande. Og jeg som hele tiden har troet, at bare jeg holdt mig til de to glas, så var jeg nogenlunde indenfor grænsen 🙄

At det var lige præcis dén dag, jeg skulle få den ide at undersøge, hvor meget alkohol der egentlig er i et glas vin, passer ind i den bedste “der-er-mere-mellem-himmel-og-jord” stil – apropos mit indlæg om “Kiggerpigen” https://wordpress.com/post/nowwhat.dk/1627

Dagen efter ligger der nemlig et blad i min postkasse: Ugeskrift for Læger, med et særnummer om alkoholforbrug og dets konsekvenser.

Har du lyst til at følge min blog, så tryk på linket øverst til højre . Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet. ☺️

Kaosteori bevist.

Et containerskib på tværs i Suezkanalen var en påmindelse til mig om, hvor afhængige vi, som mennesker, er af hinanden, uanset hvor i verden, vi befinder os. Episoden skabte så mange ringe i vandet, at selv helt heroppe i vores del af verden, kan vi mærke det. 

Ombord på selve skibet havde Ikea alene 220 containere, så går du og venter på en besked om, at nu er det skrivebord, du har bestilt, endelig kommet hjem, så skal du måske vente noget tid endnu. Og hvilke varer var der mon på de mere end 200 andre skibe, som ikke kunne komme forbi, men måtte ligge som én lang søslange og vente på at en lillebitte gravko fik gravet mastodonten fri.

Nu er det ikke det værste, der kan ske, ikke at få sit skrivebord til tiden, og jeg forestiller mig ikke, at man sejler med livsvigtig medicin ombord på containerskibe, men måske med udstyr, der skal bruges til at fremstille livsvigtig medicin. Jeg fantaserer bare, men det leder ihvertfald tanken hen på spørgsmålet om sommerfugleeffekten fremsat i en kaosteori i 60’erne. 

“Kan en sommerfugl, der slår med vingerne i Brasilien, starte en Tornado i Texas?”

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre . Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet. ☺️

KIGGERPIGEN

Det blev en meget forunderlig dag, som slår fast, at der er mere mellem himmel og jord.

Det er søndag og jeg skal have min ugentlige Covid-test. Som sædvanlig spadserer jeg ud til teststedet . En pænt lang gåtur på et par timer, og i dag vil jeg lytte til en podcast på turen. Jeg har ikke noget særligt ønske om, hvilken slags podcast, det skal være eller hvad den skal handle om, så jeg scroller på må og få og lander tilfældigvis på en historie i 5 afsnit, der hedder Kiggerpigen. Det viser sig at være en fortælling om en 12-årig pige, der døde under bombeattentatet på Den Franske Skole, lige før 2. verdenskrigs afslutning. En fantastisk historie, fortalt på en levende måde med gode interviews undervejs.

At historien om Kiggerpigen er blevet til, skyldes journalistens nysgerrighed efter at vide mere om et gravsted, hun ofte går forbi på Frederiksberg Ældre Kirkegård. Et gravsted for en pige, der kun blev 12 år. I stedet for et navn på gravstenen står der:

“Søde elskede eneste lille Kiggerpige”.

Hvilket tilfælde at jeg skulle vælge at lytte til noget, der er foregået helt tæt på, hvor jeg bor. Jeg kan ikke andet end at fortsætte til Frederiksberg Ældre Kirkegård efter min test, for at finde Kiggerpigens gravsted.

Jeg finder gravstedet, og mens jeg lytter til det sidste og 5. afsnit af udsendelsen, går det pludselig op for mig, at datoen i dag er d. 21. marts – præcis den samme dato Den Franske Skole blev bombarderet og Kiggerpigen døde.

Hvilket tilfælde, eller…? Hør selv historien. Jeg fandt den på DR1 podcast.♥️

At skabe sine små glæder

Min søn har evnen til at huske at glæde sig – også over ting, der virker mærkeligt. F.eks. har han mellem 4 og 6 ugers sommerferie, hvor han kan gøre, hvad han vil. Han kan vælge at blive oppe og se film hele natten, sove til kl 2 om eftermiddagen, sidde og surfe på sin computer, gå i biografen, når det passer ham – ja alt, hvad man kan ønske sig, når man ikke skal op på arbejde eller har andre forpligtelser, der ligger og venter dagen efter. Og alligevel, på trods af den frihed, så siger han hver gang, det bliver fredag: “Ahhhh så er det weekend, skøøønt”.  Og han glæder sig åbenlyst. 😄

Det har jeg da lært lidt af. Som f.eks. at sætte vækkeuret til at ringe på en fridag, bare for at kunne glædes over, at det er falsk alarm. At jeg slet ikke skal op, men bare kan sove videre.  Det virker. Der er lige det splitsekund, hvor jeg når at tænke, “Århhh jeg gider ikke stå op”, før min hjerne opdager, at det skal jeg heller ikke. Med et smil om munden, kravler jeg lidt længere ned under dynen, lægger mig om på siden og sover glad videre. 

Mit tip til de af jer, som synes det er irriterende kun at have to dage om ugen, hvor man kan sove længe – typisk lørdag/søndag er, at stå lidt tidligere op i weekenderne end du gør på dine hverdage. Så har du nemlig hele 5 dage om ugen, hvor du kan sove længe i stedet for kun to. 😄

En smule glæde

I går, onsdag d. 24 februar 2021, blev det på formiddagens pressemøde bekendtgjort, at de små butikker kunne genåbne. En dejlig nyhed på en lige så dejlig solskinsdag. 

Et par timer efter pressemødet gik jeg i forårsstemning igennem Landbohøjskolens smukke have, hvor erantisserne stod i kø for at springe ud og bænkene var optagede af glade byboer, der sad med ansigterne vendt op mod solen. Turen videre ned ad Gl. Kongevej var et studie i kådhed og løssluppenhed.

Ejerne af  de små butikker var næsten allesammen mødt ind i deres respektive butikker. Dørene stod åbne ud til gaden, høj musik strømmede ud og personalet lavede kække dansetrin inde i butikken, med en støvekost i den ene hånd og en imaginær mikrofon i den anden, mens de skrålede med på de glade melodier.

En dejlig dag med en helt speciel stemning 🥰

Kage eller kidnapning

Afhængig af hvordan man ser på det, så er én af ulemperne ved at bo midt i byen – at det vrimler med bagerbutikker. Bagerbutikker der bugner af det lækreste brød, hvor krummen ser så sprød ud at den nærmest springer ind i munden på dig. Hvor flødeskumskagerne flyder så meget over, at man uvilkårligt tørrer sig om munden og hvor tørkagerne slet ikke lever op til sit navn, men tværtimod ligner noget, der vil smelte remoncen i munden på dig hurtigere end du kan få taget den første bid. 

Det var én af de dage, hvor jeg meget standhaftigt var gået forbi den ene bagerbutik efter den anden, uden at stoppe op eller gå ind. Jeg var stålsat på ikke at købe en kage med hjem til kaffen efter dagens lange gåtur. Men hvad skal en stakkels, sukkerhungrende kvinde gøre, når man møder et skilt, hvor der står:

Hey you!

Skinny people are easier to kidnap – so stay safe and eat cake!.

Når valget står mellem en kidnapning og en Brombærdrøm lavet på en nøddemarengsbund med en luftig brombærfromage ovenpå og toppet med friske bær, så bliver jeg nødsaget til at gå med Brombærdrømmen. Det kan du godt forstå, ik 🥰

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre . Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet. ☺️

Afsløret

I går talte jeg med én af veninderne – og i disse tider, så foregik det selvfølgelig via telefonen. Hun havde svært ved at finde ord for noget af det, hun ville sige. Ikke fordi hun havde brug for kraftfulde udtryk for at understrege et eller andet – eller brug for svulmende adjektiver for at fortælle om en oplevelse. Nej hun manglede ord, i ordets bogstaveligste betydning. Og som hun sagde til mig, så var det at mangle ord, én af de ting coronaisolationen havde gjort ved hende. 

Det kan jeg sådan set godt sætte mig ind i. Hvis man går i sine egne cirkler dag ud og dag ind, uge efter uge, og kun taler med de samme personer, eller kun taler med sig selv, så bliver ens ordforråd derefter. Veninden har været gift i mange år og har, udover sin mand omkring sig, også ganske tit sit barnebarn. Det bliver til en blanding af; “Hvad skal vi lave til aftensmad” og “Tag sutten ud, så mormor kan forstå, hvad du siger”. 

Dette uddrag af vores samtale giver et ret godt billede af, hvad vi især har været mest optagede af i denne isolationsperiode:

Min veninde havde lige afleveret sit barnebarn og var på vej hjem, da jeg talte med hende. Jeg kunne høre en masse larm i baggrunden og spurgte, hvad det var, hvorpå hun udbrød med glad mormor-stemme; “nøjjj en stooooor lastbil” 🚚

Det grinede vi af, lige indtil vi skulle afslutte samtalen og jeg i stedet for et ”farvel” fik sagt: “SKÅL” 😁

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre eller på Sign Up. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet. ☺️

Tillid og Tiltro

Verden er ikke helt af lave….. ihvertfald ikke min lille del af den 😄.

På dagens gåtur rundt i mit nye kvarter, kom jeg forbi dette lille vej udsalg. 

Er det ikke bare skønt at se, at selv midt i København kan man have små boder, hvorfra man f.eks. kan sælge honning og bare lægge pengene i postkassen, der hænger ved siden af.

Tillid til hinanden og tiltro til at vi gør det rigtige, er en af grundstenene i et godt samfund. ♥️

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre eller på Sign Up. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet. ☺️

John dillermand og marius

Det er 6 år siden aflivningen og parteringen af giraffen Marius fandt sted, i Københavns Zoo, foran en flok skolebørn. På det tidspunkt befandt jeg mig i USA og fordømmelsen her i Guds eget land, ville ingen ende tage.

TV kanalen CNN kørte det meste af dagen indslag om “these cruel Danes that kills giraffes” og havde adskillige eksperter inde for at forklare om den fortræd, det kunne afstedkomme for børn at overvære dette. Forargelsen ville ingen ende tage. Nu venter jeg spændt på forargelsen over John Dillermand, når historien når frem til USA. 😁

Skindet bedrager….

Forleden blev jeg mindet om en episode, jeg havde for et år siden, om at passe på med at dømme folk for hurtigt.

Min søn skulle flytte, og i den forbindelse havde jeg været i Ikea et par gange på den samme dag. Da jeg kom hjem efter besøg nr 2, opdagede jeg, at der var en dims, jeg havde glemt at købe. Inden jeg nåede at ærgre mig over at skulle køre de 20 km en tredje gang, susede jeg ud af døren med retning mod Ikea. Jeg vidste præcis, hvor jeg skulle finde dimsen, så jeg var hurtigt nede ved kassen igen – og her opdager jeg, at jeg er kommet afsted uden min pung! Nå, heldigvis er mobilepay opfundet og telefonen havde jeg da husket, men ak og ve, mobilepay kunne desværre ikke benyttes som betalingsmiddel. Klokken nærmede sig myldretid og jeg orkede ikke en 4. køretur til Ikea.

Jeg besluttede mig for at spørge nogle andre kunder, om de ville betale for mig, så kunne jeg jo bare mobilepay’e dem. Det mest oplagte ville være at spørge det pæne, nydelige ægtepar, der stod i kassekøen. På den anden side, så følte jeg mig ikke sikker på, at de ville sige ja.

Et andet par kom gående imod mig – de var ikke til at overse. Et par sidst i 20’erne vil jeg tro – hun var høj, iført lårkort nederdel og ekstra lange øjenvipper, en nedringet bluse der afslørede en tatovering af en rose, der startede et stykke længere nede på  kroppen. Han var kolonorm – mindst to meter høj og med tatoveringer af kors og spindelvæv op og ned af halsen. Han skubbede indkøbsvognen og hans næver (det var ikke “hænder” men næver) var brede som skovle, havde de været et par fødder, så havde de nok været en str 44 med ekstra bred læst. Han lignede ikke én, man havde lyst til at blive uvenner med. Dem spørger jeg, tænkte jeg 😎💪 og startede med at sige: Undskyld, må jeg stille jer et personligt spørgsmål. Han kiggede ned på mig med et blik, jeg tolkede som: pas på hvad du spørger om, lille dame. Jeg fik forklaret, at jeg var kommet afsted uden min pung og nu stod med denne dims til 120 kr, som jeg ikke kunne betale, og om de ville betale, så skulle jeg nok overføre pengene med det samme. Da jeg var færdig med forklaringen, lagde han begge næver på mine skuldre. Jeg sank i knæ under vægten og sank samtidig en klump i halsen. Han stod lidt og kiggede ned på mig uden at sige noget og så begyndte han at le med en dyb rumlen, før han sagde: Nåååå, ikke andet, da du sagde “personligt spørgsmål” troede jeg, du ville foreslå en trekant, men selvfølgelig vil jeg betale din dims, bare læg den op i vognen. 😀

Jeg grinede og vi fulgtes små-sludrende hen til kassen. Her siger han til mig, at han betaler for min vare, det er en foræring, og at han ikke vil have penge af mig. Det ville jeg selvfølgelig ikke høre tale om, men som han sagde: Dame, du kan vælge, om du vil køre hjem og hente dine penge eller lade mig betale, for du får ikke mit nummer.

Imens dette stod på, stod det pæne, nydelige ægtepar og betragtede os og rystede på hovedet mens de vendte øjne. Jeg tænker tit på den episode, specielt hvis jeg er i en situation, hvor jeg er lige ved at dømme uden at have noget at dømme udfra.

 

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊