Tag-arkiv: mongol

Mor – hvorfor er jeg mongol??

Tjah, spørgsmålet er forholdsvis nemt at svare på sådan rent kromosommæssigt – men jeg ved godt, at det er ikke den kliniske forklaring, min søn søger, når han stiller spørgsmålet. Han vil gerne vide, hvorfor han ikke er som alle andre – det er han nemlig ganske udmærket i stand til at gennemskue, at han ikke er.

Hele hans liv har vi kæmpet for, at han skulle være stolt af det han er og af det han kan. En af de ting, der er særligt udviklet hos min søn, er hans empatiske indfølingsevne med andre mennesker, noget vi er mange, der kunne lære en del af. Men samtidig er det også en evne, der kan give ham “stress” – fordi han går ind i andres følelser og bekymrer sig, hvis ikke omgivelserne har det godt.

Nu er der så føjet yderligere en bekymring til hans selvforståelse og forståelse af omverdenen. Den megen snak og diskussion der har været i den sidste tid om, at om 30 år er alle mongoler (i Danmark ihvertfald) udryddet – den forstår han altså godt. Og han siger selv, at han har så mange forvirrede tanker oveni hovedet. Forleden kom det til udtryk på en meget konkret måde. Han var ude og køre i tog og overfor ham sad en dreng på 12-14 år. Min søn er meget glad for børn og de falder som regel også for ham – han plejer at tale ivrigt med dem, men ikke forleden dag. Han sad under hele togturen med sin avis helt oppe foran sit ansigt og dækkede sig til og da han blev spurgt om, hvorfor han dog gjorde det, så var hans svar: “Jeg vil ikke have, at drengen skal se jeg er mongol”………. Jeg ved ikke, om du som læser, forstår dybden af dette svar – men det gør jeg, som hans mor – og det skærer mig dybt i hjertet….

Det min søn svarede, er det samme som Maria freestyler i denne rap. Brug de 4 minutter til at lytte den helt til ende….og betragt dette indlæg som et aspekt i debatten om den information – eller mangel på samme – kommende forældre til børn med Downs Syndrom får, således at grundlaget for et fravalg eller tilvalg bliver mere nuanceret.

https://www.facebook.com/tvglad/videos/874308805986070/?pnref=story

Jeg er RASENDE 😡

Usling, stymper, feje skrog…Sådan begyndte et indlæg jeg lagde på bloggen d 21. juli 2014. (https://nowwhat.dk/2014/07/21/lavere-end-det-laveste-lav/) Jeg havde håbet, at det ikke blev nødvendigt at gentage disse ord – men det gjorde det…..
Igen har nogle sølle mennesker – nogle idioter af rang – nogle feje uslinge – udset sig et offer som de antog, de var sikre på at kunne klare. Igen har min søn været udsat for et overgreb. Dennegang oven i købet i overværelse af “normale” mennesker!!

I et S-tog mellem Flintholm Station og Nørrebro Station en tirsdag eftermidddag ved 15 tiden lokker nogle gutter min søn til at sætte sig ved siden af dem – selvom han blev ved med at bedyre “at han ikke må tale med fremmede”. Men de er i starten åbenbart søde ved ham, så han sætter sig hen til dem. Det var desværre spil for galleriet og de ender med at forsøge at holde ham fast, så de kan stjæle indholdet af hans lommer. Men Jeff bliver bare ved med at sige NEJ, det må I ikke – og på en eller anden måde lykkes det ikke for dem. Til gengæld stiger de af samtidig med ham på Nørrebro Station og truer ham med, at han skal give dem nogle penge når de ses næste dag…..!!

Jeg er så rasende, at det gør ondt. Tænk at ingen greb ind. Og tænk, at man kan synke så dybt at true et andet menneske, og som oven i købet er af den “slags” som i offentligheden altid bliver omtalt som de mest kærlige mennesker, der ikke kunne finde på at gøre en kat fortræd….. En sådan handling gør mig til den mest arrige tigermor du nogensinde har set og jeg ved, at jeg ville flænse disse udyr, hvis jeg skulle være så heldig at støde ind i dem… desværre gør det så også mig til en usling og en stymper….

Kan vi dog ikke stå sammen og i fællesskab gribe ind, når vi oplever at noget er forkert….

Del gerne dette indlæg i håb om, at vi bliver bedre til at hjælpe hinanden når det behøves og i et spinkelt håb om at nogle måske har overværet den aktuelle situation.

Lavere end det laveste lav….

Usling, stymper, feje skrog, nedrig, kryster, kujon alle de grimme ord jeg kan komme på rækker ikke.
Der var engang hvor man fandt en på sin egen alder og størrelse, hvis man skulle slås. Der var engang hvor der var lidt mere fairness indover når man foretog sig noget ulovligt – ved godt det er svært at bruge ordene fairness og ulovligt i samme sætning – men den gang hvor de fleste der stjal, gjorde det fordi de var sultne. Hvor der ikke i samme grad eksisterede Bagger typer som stjal bare for at få endnu flere penge, eller hvor man ikke risikerede at blive slået halvt fordærvet fordi der skulle skaffes penge til smøger. I dag er det simpelthen det rene eldorado – alle slår på alle uanset om det hunkøn, hankøn, børn, gamle, svage eller handicappede.
Mit gudbarn på 14 år blev frarøvet sin mobiltelefon på en temmelig voldsom måde for 6 måneder siden og i dag gik det udover min søn.
Min søn blev frarøvet sine penge og sin pung, da han stod og ville hæve penge i en automat. Og han blev ikke kun frarøvet sine ejendele, men der er åbenbart også brugt vold – for der sidder tydelige aftryk på hans hals af én, der har taget hårdt fat. Hvor lavt kan man synke – ikke nok med at man frarøver folk deres penge, men man jager også en skræk i livet på dem ved at bruge vold. Og når man så ovenikøbet udser sig et offer som er mongol, så kan man ikke synke dybere.

Undskyld….

hvis jeg belemrer jer med et indlæg nogle af jer har set før. Men jeg er lige igen blevet gjort opmærksom på det groteske i den bro man byggede på fyn til den udrydningstruede hasselmus. Fem år efter man byggede den, kunne man ikke konstatere at hasselmusen rent faktisk gik over den bro!! Jeg ved ikke hvordan det står til i dag, men jeg ved at det støder mig langt ind i sjælen at man bruger 18 millioner på en udrydningtruet hasselmus og 0 kr. på ufødte udrydningstruede mongolbørn… altså udover de penge man bruger på at udrydde dem!
Jeff MiB