Jeg fik brug for at komme i kontakt med en læge forleden aften. Jeg var hundesyg og var knap nok i stand til at stå på benene og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg fejlede. Ofte fornemmer man selv om det er influenza, forkølelse, Roskildesyge eller andre almindelige sygdomme – men det var jeg ret sikker på, det ikke var. Jeg var derfor også temmelig urolig. Jeg fik ringet 1813 og kom i kø som nr. 74 – efter al den omtale der har været af 1813 var jeg forberedt på at skulle stå/ligge i kø, så jeg satte telefonen på højtaler og henholdsvis blundede og kastede op indtil det blev min tur.

Efter omkring 41 minutter kom jeg igennem til en sygeplejerske, som fair nok stillede en masse spørgsmål, selv om det næsten hev de sidste kræfter ud af mig – i min naivitet var jeg sikker på at samtalen ville ende med, at hun sagde, hun ville sende en vagtlæge. Men nej, det kunne hun ikke afgøre om var nødvendigt ud fra det jeg sagde og jeg blev stillet om til en læge. Derfor røg jeg over i en anden kø – denne gang dog med kun 15 i kø foran mig !

Endelig kom jeg igennem til lægen og heller ikke han kunne finde ud af hvad jeg fejlede. Det havde jeg heller ikke forventet, eftersom jeg ikke havde nogle af de gængse symptomer, men “bare” var rigtig rigtig syg. Jeg var stadig lige naiv, som da jeg talte med sygeplejersken og tænkte, jeg skal bare igennem denne snak inden han siger, han sender en vagtlæge. Men næh nej i stedet for sagde han (og tonen var “allernådigst”): “men jeg lægger da gerne en henvisning til den nærmeste skadeklinik og så kan du jo tage derud”.

Jeg svarede, at jeg under ingen omstændigheder var i stand til at tage ud på nogen klinik, at jeg ikke kunne stå på mine ben, så det var slet ikke en mulighed for mig, hvorpå han replicerede: “Jamen det er der jo så ikke noget at gøre ved, jeg kan jo ikke ringe efter en ambulance, vel”.

Jeg er fra naturens side ikke mundlam, men jeg var syg, jeg var bange og jeg var alene, så jeg begyndte bare at tude og fik fremstammet: “nej, det kan du vel ikke” og så lagde han røret på!

Heldigvis har jeg gode venner, som kom til undsætning og én af dem kom hjem til mig. Han ringede igen til 1813 for at forklare situationen og igen røg vi ind i en lang ventekø, men her kunne jeg bare koncentrere mig om at kaste op og “overleve”. Da min ven kom igennem til sygeplejersken sagde han til dem: “I må tro mig, når jeg siger at hun under ingen omstændigheder er i stand til at køre til en skadeklinik – I må sende en vagtlæge”. Det var stadig ikke noget sygeplersken kunne tage stilling til, så vi blev atter stillet i kø til selve LÆGEN.

Tiden gik og gik og jeg blev ikke rask, så heldigvis kom min ven i tanke om, at der er noget der hedder Privatlægen og spurgte mig om jeg var villig til at betale for det. Jeg var villig til hvad som helst på det tidspunkt, så vi opgav det officielle Danmark, lagde røret på og ringede til Privatlægen – vi kom hurtigt igennem og inden længe stod der den mest kompetente og grundige læge ved min seng. Han gav sig god tid og jeg følte ikke, at han var på vej ud af døren til næste patient. Han havde ovenikøbet medicin med og han tog blodprøver, som han fik svar på i løbet af 2 timer og ringede resultatet til mig. Jeg følte mig meget tryg.

Jeg er yderst tilfreds – de fleste af os har sikkert en eller to gange i livet haft brug for en vagtlæge og har man børn, så er det sikkert også mere end et par gange – men aldrig har jeg været ude for så omhyggelig og grundig behandling som den Privatlægen gav – det er alle pengene værd.

MEN hvor er det trist, at vi i Danmark er kommet dertil, at man enten skal have råd eller man skal have råd til at prioritere, for at få en ordentlig lægebehandling. Skamløst…. tænker jeg.