Tag-arkiv: tryghed

Henning-Havemand og Loppe-Torben

Det, der er med til at gøre noget trygt og godt, er de mennesker man møder og som ender med at have kærligt mente øgenavne. Her hos mig har jeg Henning-Havemand, Antenne-Henrik, Loppe-Torben og Brian-Brugs.
Henning-havemand er pensionist – og når HAN synes min græsplæne trænger, så kan jeg høre ham i det fjerne komme kørende på sin selvsiddergræsslåmaskine. pensionister_842482_26.ashx Jeg skal hver gang igennem en samtale med ham om, hvordan det nu står til i mit liv – og at han IKKE skal fjerne et væltet æbletræ eller styne mine hække så de står snorlige.
Antenne-Henrik – det er ham, der har installeret mit TV. Øgenavnet Antenne-Henrik er måske misvisende, for det burde vel egentlig være Parabol-Henrik, men jeg er ikke så teknisk korrekt. maxresdefaultAntenne-Henrik er bare elskværdigheden selv og ikke mindst tålmodigheden selv, når jeg ikke lige forstår hvordan og hvorledes og hvilken fjernbetjening jeg skal bruge. Anden gang han kom, havde han en flaske rødvin med, fordi han ikke selv drikker, så kunne jeg jo ligeså godt få den. (Hmmm, hvordan havde han mon luret, at jeg godt kan lide rødvin 😉)
Loppe-Torben – er ham med det lokale loppemarked. Et område jeg egentlig aldrig havde forestillet mig jeg ville dyrke, men man ændrer sig jo med tiden. Og Loppe-Torben har helt vildt mange sjove ting og så kører han tingene hjem for mig, hvis de er for store til min lille bil – OG han har Mobile-Pay. 😃
Brian-Brugs er uddeleren nede i min lokale brugs – han har mit telefonnummer skrevet ned i en lille fedtet notesbog for det tilfældes skyld, at der en dag dukker en kunde op som har en cykel til salg. imagesSå mange dejlige mennesker har jeg mødt i løbet af de bare 5 uger jeg har været den lykkelige ejer af sommerhuset. Mon ikke der i løbet af året dukker mange flere nye bekendtskaber op og gør selskab med Henning-Havemand, Antenne-Henrik, Loppe-Torben og Brian-Brugs

Tryghed kommer indefra….

Helt fra lille, har mit liv har været en lang forandring. Jeg er efterhånden holdt op med at forsøge at tælle, hvor mange gange jeg har skiftet adresse, men det er et stykke over de 40 gange. Jeg har også skiftet skole en del gange og det var i den tid, hvor man ikke inddrog børnene i alle livets beslutninger, men hvor de voksne var alene om at bestemme voksenting!

Selvfølgelig var jeg ked af at skulle forlade mine veninder og jeg var også for lille til at kunne overskue, at man hurtigt ville få nye venner. Men det vidste mine forældre heldigvis og de fik jo ret hver gang – lynhurtigt havde man nye bedsteveninder. Det står på ingen måde som et traume for mig at have skiftet skole eller adresse – tværtimod tror jeg på, at det i dag har rustet mig til at være indstillet på forandringer og ligefrem glæde mig til dem. Erfaringen har vist mig, at man opdager noget nyt hver gang man flytter sig – og det er ikke kun i de fysiske omgivelser man lærer nyt, men også om livet. Den største lærdom jeg har fået er, at det ikke er omgivelserne der giver mig tryghed, men at trygheden kommer indefra mig selv. Det har derfor aldrig været det fysiske, der har begrænset mig i at flytte mig.

Hvad jeg også har fået med i min bagage, er at jeg ved – at hver gang jeg åbner en ny dør, så er der en ny oplevelse. Og i min verden har jeg ikke lukket en dør for at åbne en ny – tværtimod så kan jeg, når jeg vender mig om og ser tilbage på mit liv – se en lang række af åbne døre med masser af oplevelser – både gode og dårlige – men allesammen oplevelser som jeg ikke havde fået, hvis jeg ikke havde flyttet mig.

Jeg kender et par stykker, som ikke har modet til at flytte sig, selvom drømmen er der. Det er synd for dem. Og så har jeg en veninde, som udviser det ultimative “mod” i den henseende. Hun har sagt sit job op, solgt sin bolig og drager afsted til en sydhavsø – og det er ikke fordi der står en krukke med guld og venter på hende, men det er fordi at nu skal det prøves af.

Står du og mangler modet til at springe ud i noget andet så husk at:

den største fejl man kan begå er ikke at prøve…

 

PS. Hvis du vil følge min blog, så klik på et af de to links i højre hjørne og du får automatisk besked, når der er et nyt indlæg 🙂