Kategoriarkiv: Hverdagsoplevelser

SÅ SE DOG DIT BARN !!!

Er det bare mig eller er forældre af i dag væsentlig mere pylrede end jeg husker mine forældre (eller jeg selv) var ??

I går sad jeg på en café og nød en helt vidunderlig god kaffe og en kartoffelmad ☺️. I butiksruden ud mod gaden var der sat et bord op, med høje barstole foran. Her sad en mor og hendes 6-7 årige søn. Udenfor stod barnevognen med en lille nyfødt. Drengen i cafeen sad stille og roligt og læste i nogle biblioteksbøger og babyen sov roligt udenfor. Pludselig falder drengen ned af barstolen, det så ganske rigtig lidt drabeligt ud og han klynkede da forståeligt nok en lille smule. Men nok mest fordi han blev forskrækket, for han var hurtigt på benene igen og greb fat i biblioteksbogen som han fortsatte med at bladre i…… men MODEREN….. hun gik da helt i spåner… åhhhh nej lille skat, hvordan kunne det dog ske…. slog du dig…… åhhhh nej, hvor er det synd for dig, må mor se dit ben…. (hun faldt på knæ og smøgede hans bukseben op, mens drengen roligt læste videre i sin biblioteksbog.) Åhhh neiiij altså lille william-skat, hvor er det synd, åhhh hvor bliver jeg ked af det… og hun fortsatte i den dur med at spørge om det gjorde ondt og hvor forfærdeligt synd det var. Hun ignorerede den søde servitrices tilbud om et glas juice til stakkels William – og William selv hørte ikke spørgsmålet, for han var optaget af at læse i sin bog. Åhhh nej, vi må hellere gå hjem, ik’ lille william-skat….

Jeg var målløs og fulgte optrinet i ren nysgerrighed over hvor længe hun kunne blive ved. Selvfølgelig blev hun også forskrækket, men er det ikke en forælders opgave at afkode situationen og så tage den derfra, fremfor at fremprovokere en pylreunge og en situation som slet ikke var tilstede.

En stjernestund – fra en restaurant

En del af mine sidste indlæg har været af negativ karakter – desværre fordi emnerne har fyldt en del. Men af natur er jeg et positivt menneske og af natur er jeg også god til at hoppe op på hesten igen. (Indrømmet, sommetider hopper jeg lidt for hurtigt op og glemmer at få dem omkring mig med – men det er en anden snak 😉 )

Men man SKAL huske også at tale og skrive om de postive ting, der er her i livet – små, som store oplevelser og nu er det på tide at jeg deler yderligere en af de stjernestunder, som varmer mig indeni og giver mig troen på, at vi vil hinanden det bedste.

For et stykke tid siden var jeg på restaurant med en af veninderne – en familiedrevet ungarsk restaurant med skøn ungarsk mad. Da vi ankom, var et større selskab var ved at forlade stedet og der var ringet efter adskillige taxaer. Til sidst stod der kun 3 personer tilbage og ventede på den sidste taxa. Udenfor stod regnen ned i stænger – virkelig – det styrtregnede, så der har uden tvivl været rift om samtlige taxaer i hele Københavns-området. Den søde servitrice, vistnok den ene halvdel af det ægtepar der ejer restauranten, var flere gange henne for at fortælle de ventende, at hun havde rykket for taxaen og at taxaselskabet blev ved med at sige, at vognen var på vej – men til sidst var det tydeligt at se, at hun var lidt flov over at komme med den samme besked hver gang, når der så alligevel ikke kom nogen taxa. Hendes mand var også lidt beklemt ved det, så efter et stykke tid, smed han forklædet og tilbød gæsterne at køre dem hjem.

Og så steppede han ellers ud i den silende regn og hentede sin bil, som han kørte helt op foran indgangsdøren til restauranten, så gæsterne kunne stige tørskoede ind og han kørte dem helt hjem.

Jeg elsker sådanne oplevelser…….

PS. Hvis du vil følge min blog og have besked ved nye indlæg, så klik oppe i højre hjørne. Jeg lover, at jeg ikke vil “spamme” dig” 😉

Jeg drager dem til mig…..

Jeg DRAGER fugle til mig………. lidt som Misse Møhge kunne D R A G E mandfolk til sig – og hun ville, så vidt jeg husker, ikke have noget med dem at gøre, på samme måde som jeg helst vil have så lidt som muligt med fugle at gøre. Og alligevel oplever jeg ting med fugle, som jeg ikke har indtryk af er helt normalt. Jeg har været lidt bange for fugle lige fra jeg var barn – og kunne gå helt i panik, hvis nogen kom efter mig med en fjer !!! I know – I know… men jeg kan ikke gøre for det 😉.
Til min ros skal det siges, at jeg som 12-årig satte mig for at komme af med den fobi og købte en undulat – jeg hentede den i en æske på et gadehjørne, hvor jeg havde aftalt at mødes med sælgeren og gik hjem med en baskende fugl i en lille kasse – jeg var ved at smide den fra mig flere gange… men lang historie kort – når fuglen var ude af buret satte den sig i mit hår og holdt fast med sine kløer…. skræmmende, siger jeg bare… bekendtskabet endte efter et par dage, hvor jeg sørme kom til at glemme at lukke altandøren. Sidenhen har jeg set rovfugle dykke ned i min have midt i København og gribe en mus med kløerne, mens jeg sad og nød en tomatmad ved havebordet. Jeg er blevet forfulgt at nogle solsorte der fløj lavt henover hovedet på mig og fløj ned og hakkede min hund i ryggen (vi gik bare stille og roligt på en villavej). Jeg har indenfor det sidste stykke tid TO gange overværet hvorledes en duehøg har jagtet og fanget en due, hvordan den har FLÅET hovedet af den og hvordan den derefter har sat sig ovenpå liget og spredt fjer overalt PÅ MIN TERRASSE for at komme ind til kødet. Og hvordan den har forsøgt at lette med resterne af duen, og med skræk set hvordan den taber den ned på mit havebord – ADRRRR –Duehøg
Og i sidste uge, da jeg skulle køre hjem fra sommerhuset efter stormen EGON, som stadig havde en masse små-Egoner i luften – det blæste ihvertfald stadig helt vildt, kører jeg ud af landevejen og ser, at et stykke fremme hænger der – i en helt forkert højde – en kæmpefugl af en slags og den bevæger sig overhovedet ikke ud af stedet, selvom vingerne basker og basker. Den hænger LIGE midt over vejbanen hvor jeg kører og LIGE i højde med min forrude – den kæmper og kæmper, men rører sig ikke ud af stedet pga blæsten, jeg når bogstavelig talt at kigge den i øjnene inden den et splitsekund før den havde ramlet ind i min forrude, får kræfter nok til at løfte sig lige henover biltaget……

Stang-hamrende Bacardi…

Første gang jeg stødte på hende var for et par uger siden. Jeg var på vej hjem fra mit sommerhus og det var bælgravende mørkt. Jeg kørte på de små uoplyste sommerhusveje – heldigvis ikke særlig hurtigt – for ud af det mørke og helt og aldeles midt på vejen vakler en kvinde ind i bilens lyskegle.
Hun ser vild ud! Håret stritter til alle sider, frakken hænger nede på skuldrene af hende og i den ene hånd har hun en revnet indkøbspose fra Netto og man kan skimte nogle øl-dåser, som truer med at falde helt ud af posen. 5 meter bag hende kommer en shæferhund luskende med bøjet hoved og halen mellem benene og ser ikke spor kry eller shæferhundeagtig ud.
Det var tydeligt at se, at kvinden var stangberuset og hun flyttede sig ikke en meter for bilen – ikke fordi hun var provokerende, men ene og alene fordi hun var så fuld, at hun ikke ænsede at hun, som et andet rådyr, var fanget i lyskeglen. Jeg kørte ud i rabatten og lod hende og hunden passere og fortsatte hjem mod København – men tanken om kvinden og hunden kunne ikke slippe mig.
Næste gang jeg er i sommerhus er jeg ude og cykle på de små veje og pludselig ser jeg foran mig den samme kvinde og hunden. Jeg kan se på hendes forholdsvis lige gang at hun ikke er lige så beruset som sidst. Frakken hænger stadig og slasker halvt åbent om hende, hendes lange hænder og meget tynde håndled stikker ud af frakkeærmerne og denne gang har hun en fejebakke i hånden! Hunden ser bestemt ikke gladere ud end sidst – den lusker fortsat med bøjet hoved og halen mellem benene efter hende i passende afstand.
Jeg overhaler dem på min cykel, ganske forsigtigt, for hun går i den ene side af vejen og hunden i den anden side. Idet jeg kører forbi hende drejer hun hovedet og kigger på mig og jeg hilser naturligvis, men jeg får også et chok.
Havde jeg mødt det ansigt en mørk aften på en mørk vej, uden at vide, at det sikkert drejer sig om et sørgeligt tilfælde, så ville mit hjerte simpelthen have sprunget nogle slag over i skræk. Hendes ansigt var fyldt med dybe furer – og huden havde samme farve som dej slået op til et hvidt franskbrød og samme konsistens. Hendes mund stod tydeligt frem i alt dette dej-lignende og svampede. Den var sort/blå langt udover læbernes konturer – og hendes åbne mund viste mig en overmund, hvor der manglede mindst to tænder.
Hvor er det dog trist og hvilken historie gemmer der sig bag dette sørgelige ydre? Og ikke mindst, burde jeg ikke stoppe op og tale med hende, og klappe hendes hund??

PØLSE-SNAK…..

Forleden dag fik jeg helt vildt lyst til junk-food og kom i tanke om et rigtigt trucker-pølsevognsskur jeg tit er kørt forbi. Skuret ligger på Amager midt imellem diverse autoværksteder, skrothandlere og andre mandeting. For at komme ind i skuret, skal man skubbe en stor og tung dør sidelæns og så snart du får den op, vælter det ud med “kondens-røg”, og kondens-vandet driver ned ad ruderne – skuret bliver varmet op med en gasvarmer… og det varme pølsevand ☺️. Jeg havde forestillet mig, at jeg bare skulle have en stor beskidt Frankfurter med sennep og remoulade, ristede løg og et enkelt brød – men da jeg så den store, varme dampende flæskesteg, hvor fedtet drev ned ad siderne og hvor sværen så overdrevent sprød ud, så måtte det ende med en flæskestegssandwich – med det hele – uhmmm hvor smagte den godt – og underholdningen var i top. Ved det smalle vinyl-klædte bord, hvor man kunne sidde på høje barstole med rødt plasticbetræk og kigge ud på de forbikørende lastbiler, sad der 4 mænd og en hund – de var godt i gang med at “snarke” om deres damer eller mangel på samme. Jeg hørte de talte om – og var meget enige om, hvor skide irriterende det var, at fruentimmeret (ja, det udtryk brugte de) altid gik og gjorde rent. Den ene af mændene bemærkede dog spagt – “at det da var bedre end det modsatte” – men det blev overhørt af de tre andre. Her er noget af samtalen refereret:
Ja, altid gik hun rundt med en støveklud og ryddede op og så blev hun sgu pissesur fordi jeg flyttede min motocykel ind i vores udestue. “Der skal den ikke stå, sagde hun – UD med den.” Hvorfor det, sagde jeg, vi bruger jo aldrig den udestue alligevel. Og som han sagde til de tre øvrige mænd i pølseskurvognen – den lækkede jo hverken olie eller noget og så kunne jeg jo reparere den inde i varmen. Nå men fruen insisterede på, at den skulle ud i garagen. “Hvis ikke du fjerner den, så vil jeg skilles…” nå, sagde jeg, jamen så må du det – jeg har haft motorcyklen længere end dig.
Det er 25 år siden og jeg har levet lykkeligt uden hende lige siden……

Henning-Havemand og Loppe-Torben

Det, der er med til at gøre noget trygt og godt, er de mennesker man møder og som ender med at have kærligt mente øgenavne. Her hos mig har jeg Henning-Havemand, Antenne-Henrik, Loppe-Torben og Brian-Brugs.
Henning-havemand er pensionist – og når HAN synes min græsplæne trænger, så kan jeg høre ham i det fjerne komme kørende på sin selvsiddergræsslåmaskine. pensionister_842482_26.ashx Jeg skal hver gang igennem en samtale med ham om, hvordan det nu står til i mit liv – og at han IKKE skal fjerne et væltet æbletræ eller styne mine hække så de står snorlige.
Antenne-Henrik – det er ham, der har installeret mit TV. Øgenavnet Antenne-Henrik er måske misvisende, for det burde vel egentlig være Parabol-Henrik, men jeg er ikke så teknisk korrekt. maxresdefaultAntenne-Henrik er bare elskværdigheden selv og ikke mindst tålmodigheden selv, når jeg ikke lige forstår hvordan og hvorledes og hvilken fjernbetjening jeg skal bruge. Anden gang han kom, havde han en flaske rødvin med, fordi han ikke selv drikker, så kunne jeg jo ligeså godt få den. (Hmmm, hvordan havde han mon luret, at jeg godt kan lide rødvin 😉)
Loppe-Torben – er ham med det lokale loppemarked. Et område jeg egentlig aldrig havde forestillet mig jeg ville dyrke, men man ændrer sig jo med tiden. Og Loppe-Torben har helt vildt mange sjove ting og så kører han tingene hjem for mig, hvis de er for store til min lille bil – OG han har Mobile-Pay. 😃
Brian-Brugs er uddeleren nede i min lokale brugs – han har mit telefonnummer skrevet ned i en lille fedtet notesbog for det tilfældes skyld, at der en dag dukker en kunde op som har en cykel til salg. imagesSå mange dejlige mennesker har jeg mødt i løbet af de bare 5 uger jeg har været den lykkelige ejer af sommerhuset. Mon ikke der i løbet af året dukker mange flere nye bekendtskaber op og gør selskab med Henning-Havemand, Antenne-Henrik, Loppe-Torben og Brian-Brugs

Min nye bedste ven……

Min nye bedste ven…… hedder Bosch og kan både den ene vej og den anden vej :-).
Håndværk – det er ikke lige mig – bortset fra at male, det kan jeg meget godt lide og det er lige til at finde ud af. Men alt derudover, såsom at sætte lamper op, bore huller i væggen, pumpe cykler, checke olie på bilen, skifte pære i emhætten, save brænde, indstille tv-kanaler, skifte pakninger, fastgøre ledninger og indtil forleden også at samle Ikea skabe – DET interesserer mig overhelehovedet ikke. Men nu har veninderne foræret mig en skrue-maskine – noget jeg ALDRIG selv kunne finde på at købe – ene og alene fordi det er noget af det mest kedelige at gå i byggemarkeder. Og tanken om at skulle afsted for at købe en skruemaskine, er så langt væk fra min tankegang, at jeg ikke engang ville overveje det. Men nu har jeg fået den – en sød, rød og ikke så tung én – og nu samler jeg Ikea-skabe så det sprøjter. Men det bedste er, at den også kan skrue baglæns – det har jeg temmelig ofte brug for, for det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg som regel ender med ikke at forstå, hvorfor den ene ting ikke passer ind i den anden.
Tak søde veninder 🙂

PS. har nu fundet ud af at Ikea sælger håndværker-ting – nu er det pludselig meget sjovere at shoppe værktøj 😉

En hårfin balance……..

Hvad er forskellen:
på at klæde sig af foran en fremmed…. og at ligge afklædt på en briks foran en fremmed??

Det kom jeg til at tænke på forleden, da jeg skulle til behandling for min diskusprolaps.

Jeg var gået ind bag forhænget i den kabine jeg var blevet tildelt og var i fuld gang med at tage mine jeans af, da min behandler trækker gardinet til side og er på vej ind til mig. Men han bliver helt åbenlyst meget forlegen og siger undskyld og skynder sig at trække gardinet for igen og går sin vej. Jeg stod med det ene bukseben af og var i gang med at hive det andet af.

Hmmm tænkte jeg og fortsatte mit forehavende. Da jeg havde taget det tøj af der var nødvendigt lagde jeg mig på briksen – nu mere afklædt end påklædt – og behandleren kom ind igen og påbegyndte sin behandling – men nu helt naturligt og uden skyggen af at føle sig forlegen.

Er det ikke lidt pudsigt….. at det er mere grænseoverskridene at overvære en fremmed der tager tøjet af (eller noget af det) end at komme ind til én, som er mere eller mindre afklædt og ovenikøbet ligger fladt på ryggen på en briks? Jeg prøvede at sige til ham i første forsøg, at han ikke skulle undskylde at han kom ind for tidligt – jeg var da ligeglad, men her blev han for blufærdig.

På den anden side, så er selve stripteasen i et show vel egentlig også mere grænseoverskridende end når først alt tøjet er af ….. 😉

PS. Uden at der overhovedet er nogen sammenhæng, så findes der en bog med titlen:

En Hårfin Balance – den kan jeg varmt anbefale at læse…..

En stjernestund…

wpid-20141005_082914.jpgI betragtning af at jeg er et rimeligt kynisk menneske, så er det stort, at da jeg meget tidligt forleden morgen gik på stranden, inden resten af Danmark begyndte at vågne, næsten fik tårer i øjnene. Vejret var fantastisk, solen var lige stået op og sendte de første blodrøde stråler henover havoverfladen som var blikstille – det eneste jeg kunne høre var bølgernes blide rislen i stenene på stranden og vingernes basken af en flok havfugle. Et stykke væk kunne jeg se de samme 3 morgenbadere som jeg har set hver gang jeg har været på stranden siden jeg fik mit fristed. Og ude i horisonten kunne jeg se Sverige, men mit blik standsede først på et stort skib som langsomt bevægede sig øst-over. Der var en fred – et nirvana – en følelse af noget stort, meget stort og jeg mistede pusten og mærkede jeg blev våd i øjenkrogen. Det var dagens stjernestund.

wpid-20141005_083114.jpg

Lige så gammel som Methusalem…

Det er ikke længere siden end “i går” vi havde spole-båndoptagere, men engang imellem får man indtryk af, at det er lige så lang tid siden som bronzealderen og man føler sig selv lige så gammel som Methusalem (som efter sigende blev 969 år gammel!)

Følgende ordveksling fandt sted på et museum i provinsen, hvor en flok skoleelever var på besøg – her var der bla. udstillet ting fra 60’erne og 70’erne.

Første guldkorn faldt, da de stod og betragtede de TV-apparater vi havde dengang – og museumsguiden forklarede, at det langt fra var alle som havde råd til TV, derfor mødtes man gerne hos den af naboerne der havde et fjernsynsapparat for at se TV sammen. Og hun fortalte, at man kunne være rigtig mange stimlet sammen i den lille stue foran et – efter vore dages målestok – meget lille TV-apparat.

Så var det en af eleverne rakte hånden i vejret og spurgte: Hvordan blev man så enige om hvilken kanal man skulle se???

Næste guldkorn kom, da de stod og kiggede på de skrivemaskiner vi brugte – før computerens og PC’ernes indtog. Guiden viste hvordan man satte et stykke papir i maskinen og trykkede på tasterne, hvorpå en af eleverne udbrød….

Eiiiij hvor svedigt—— den printer med det samme…Gammel skrivemaskine

Jeg ved godt man skal være født i en vis tidsalder for at forstå det morsomme i ovenstående – selvom det jo kun var “i går”.   Sådanne kommentarer kan virkelig få en til at føle sig gammel, ik…