Første gang jeg stødte på hende var for et par uger siden. Jeg var på vej hjem fra mit sommerhus og det var bælgravende mørkt. Jeg kørte på de små uoplyste sommerhusveje – heldigvis ikke særlig hurtigt – for ud af det mørke og helt og aldeles midt på vejen vakler en kvinde ind i bilens lyskegle.
Hun ser vild ud! Håret stritter til alle sider, frakken hænger nede på skuldrene af hende og i den ene hånd har hun en revnet indkøbspose fra Netto og man kan skimte nogle øl-dåser, som truer med at falde helt ud af posen. 5 meter bag hende kommer en shæferhund luskende med bøjet hoved og halen mellem benene og ser ikke spor kry eller shæferhundeagtig ud.
Det var tydeligt at se, at kvinden var stangberuset og hun flyttede sig ikke en meter for bilen – ikke fordi hun var provokerende, men ene og alene fordi hun var så fuld, at hun ikke ænsede at hun, som et andet rådyr, var fanget i lyskeglen. Jeg kørte ud i rabatten og lod hende og hunden passere og fortsatte hjem mod København – men tanken om kvinden og hunden kunne ikke slippe mig.
Næste gang jeg er i sommerhus er jeg ude og cykle på de små veje og pludselig ser jeg foran mig den samme kvinde og hunden. Jeg kan se på hendes forholdsvis lige gang at hun ikke er lige så beruset som sidst. Frakken hænger stadig og slasker halvt åbent om hende, hendes lange hænder og meget tynde håndled stikker ud af frakkeærmerne og denne gang har hun en fejebakke i hånden! Hunden ser bestemt ikke gladere ud end sidst – den lusker fortsat med bøjet hoved og halen mellem benene efter hende i passende afstand.
Jeg overhaler dem på min cykel, ganske forsigtigt, for hun går i den ene side af vejen og hunden i den anden side. Idet jeg kører forbi hende drejer hun hovedet og kigger på mig og jeg hilser naturligvis, men jeg får også et chok.
Havde jeg mødt det ansigt en mørk aften på en mørk vej, uden at vide, at det sikkert drejer sig om et sørgeligt tilfælde, så ville mit hjerte simpelthen have sprunget nogle slag over i skræk. Hendes ansigt var fyldt med dybe furer – og huden havde samme farve som dej slået op til et hvidt franskbrød og samme konsistens. Hendes mund stod tydeligt frem i alt dette dej-lignende og svampede. Den var sort/blå langt udover læbernes konturer – og hendes åbne mund viste mig en overmund, hvor der manglede mindst to tænder.
Hvor er det dog trist og hvilken historie gemmer der sig bag dette sørgelige ydre? Og ikke mindst, burde jeg ikke stoppe op og tale med hende, og klappe hendes hund??