Tag-arkiv: mænd

PØLSE-SNAK…..

Forleden dag fik jeg helt vildt lyst til junk-food og kom i tanke om et rigtigt trucker-pølsevognsskur jeg tit er kørt forbi. Skuret ligger på Amager midt imellem diverse autoværksteder, skrothandlere og andre mandeting. For at komme ind i skuret, skal man skubbe en stor og tung dør sidelæns og så snart du får den op, vælter det ud med “kondens-røg”, og kondens-vandet driver ned ad ruderne – skuret bliver varmet op med en gasvarmer… og det varme pølsevand ☺️. Jeg havde forestillet mig, at jeg bare skulle have en stor beskidt Frankfurter med sennep og remoulade, ristede løg og et enkelt brød – men da jeg så den store, varme dampende flæskesteg, hvor fedtet drev ned ad siderne og hvor sværen så overdrevent sprød ud, så måtte det ende med en flæskestegssandwich – med det hele – uhmmm hvor smagte den godt – og underholdningen var i top. Ved det smalle vinyl-klædte bord, hvor man kunne sidde på høje barstole med rødt plasticbetræk og kigge ud på de forbikørende lastbiler, sad der 4 mænd og en hund – de var godt i gang med at “snarke” om deres damer eller mangel på samme. Jeg hørte de talte om – og var meget enige om, hvor skide irriterende det var, at fruentimmeret (ja, det udtryk brugte de) altid gik og gjorde rent. Den ene af mændene bemærkede dog spagt – “at det da var bedre end det modsatte” – men det blev overhørt af de tre andre. Her er noget af samtalen refereret:
Ja, altid gik hun rundt med en støveklud og ryddede op og så blev hun sgu pissesur fordi jeg flyttede min motocykel ind i vores udestue. “Der skal den ikke stå, sagde hun – UD med den.” Hvorfor det, sagde jeg, vi bruger jo aldrig den udestue alligevel. Og som han sagde til de tre øvrige mænd i pølseskurvognen – den lækkede jo hverken olie eller noget og så kunne jeg jo reparere den inde i varmen. Nå men fruen insisterede på, at den skulle ud i garagen. “Hvis ikke du fjerner den, så vil jeg skilles…” nå, sagde jeg, jamen så må du det – jeg har haft motorcyklen længere end dig.
Det er 25 år siden og jeg har levet lykkeligt uden hende lige siden……