Tag-arkiv: mor

LIKE…. eller….👿⚡︎♿︎☁︎✞💥

JA, jeg elsker min søn. JA, jeg synes dyremishandling er forfærdeligt. JA, jeg synes alle former for alvorlige sygdomme er forfærdeligt – men – NEJ, jeg ønsker ikke at sende disse meddelelser videre – hvis meddelelsen er vedhæftet et; “Del, hvis…”
Lige så lidt som jeg i tidernes morgen delte kædebreve, som lovede, at hvis ikke jeg straks sendte brevet videre til mindst 10 personer, så kunne indenfor en overskuelig fremtid, se frem til at blive ludfattig eller at være årsag til en ulykke mod mig selv eller min familie.

Jeg har absolut intet imod at læse, at du elsker din søn eller datter eller mor eller far eller mand eller veninde – men lad nu være med at provokere mig ved at sige, at HVIS jeg gør det samme, så skal jeg dele linket. Det er det samme som at sige, at hvis jeg IKKE sender linket videre, så elsker jeg ikke min søn, min datter, min mor, far eller veninde. Jeg finder det intimiderende.
Jeg deler gerne links på nettet – også på opfordring, hvis det er noget jeg kan stå inde for.

Men jeg deler ikke under trusler. 💚💚💚💚

Hvis du vil følge min blog, så meld dig til i højre side af bloggen. Det er anonymt og du får automatisk besked, når der er nye indlæg. Jeg lover, at jeg ikke “spammer” dig…….☺️

Reklamer

SÅ SE DOG DIT BARN !!!

Er det bare mig eller er forældre af i dag væsentlig mere pylrede end jeg husker mine forældre (eller jeg selv) var ??

I går sad jeg på en café og nød en helt vidunderlig god kaffe og en kartoffelmad ☺️. I butiksruden ud mod gaden var der sat et bord op, med høje barstole foran. Her sad en mor og hendes 6-7 årige søn. Udenfor stod barnevognen med en lille nyfødt. Drengen i cafeen sad stille og roligt og læste i nogle biblioteksbøger og babyen sov roligt udenfor. Pludselig falder drengen ned af barstolen, det så ganske rigtig lidt drabeligt ud og han klynkede da forståeligt nok en lille smule. Men nok mest fordi han blev forskrækket, for han var hurtigt på benene igen og greb fat i biblioteksbogen som han fortsatte med at bladre i…… men MODEREN….. hun gik da helt i spåner… åhhhh nej lille skat, hvordan kunne det dog ske…. slog du dig…… åhhhh nej, hvor er det synd for dig, må mor se dit ben…. (hun faldt på knæ og smøgede hans bukseben op, mens drengen roligt læste videre i sin biblioteksbog.) Åhhh neiiij altså lille william-skat, hvor er det synd, åhhh hvor bliver jeg ked af det… og hun fortsatte i den dur med at spørge om det gjorde ondt og hvor forfærdeligt synd det var. Hun ignorerede den søde servitrices tilbud om et glas juice til stakkels William – og William selv hørte ikke spørgsmålet, for han var optaget af at læse i sin bog. Åhhh nej, vi må hellere gå hjem, ik’ lille william-skat….

Jeg var målløs og fulgte optrinet i ren nysgerrighed over hvor længe hun kunne blive ved. Selvfølgelig blev hun også forskrækket, men er det ikke en forælders opgave at afkode situationen og så tage den derfra, fremfor at fremprovokere en pylreunge og en situation som slet ikke var tilstede.