Er det bare mig eller er forældre af i dag væsentlig mere pylrede end jeg husker mine forældre (eller jeg selv) var ??

I går sad jeg på en café og nød en helt vidunderlig god kaffe og en kartoffelmad ☺️. I butiksruden ud mod gaden var der sat et bord op, med høje barstole foran. Her sad en mor og hendes 6-7 årige søn. Udenfor stod barnevognen med en lille nyfødt. Drengen i cafeen sad stille og roligt og læste i nogle biblioteksbøger og babyen sov roligt udenfor. Pludselig falder drengen ned af barstolen, det så ganske rigtig lidt drabeligt ud og han klynkede da forståeligt nok en lille smule. Men nok mest fordi han blev forskrækket, for han var hurtigt på benene igen og greb fat i biblioteksbogen som han fortsatte med at bladre i…… men MODEREN….. hun gik da helt i spåner… åhhhh nej lille skat, hvordan kunne det dog ske…. slog du dig…… åhhhh nej, hvor er det synd for dig, må mor se dit ben…. (hun faldt på knæ og smøgede hans bukseben op, mens drengen roligt læste videre i sin biblioteksbog.) Åhhh neiiij altså lille william-skat, hvor er det synd, åhhh hvor bliver jeg ked af det… og hun fortsatte i den dur med at spørge om det gjorde ondt og hvor forfærdeligt synd det var. Hun ignorerede den søde servitrices tilbud om et glas juice til stakkels William – og William selv hørte ikke spørgsmålet, for han var optaget af at læse i sin bog. Åhhh nej, vi må hellere gå hjem, ik’ lille william-skat….

Jeg var målløs og fulgte optrinet i ren nysgerrighed over hvor længe hun kunne blive ved. Selvfølgelig blev hun også forskrækket, men er det ikke en forælders opgave at afkode situationen og så tage den derfra, fremfor at fremprovokere en pylreunge og en situation som slet ikke var tilstede.