I betragtning af at jeg er et rimeligt kynisk menneske, så er det stort, at da jeg meget tidligt forleden morgen gik på stranden, inden resten af Danmark begyndte at vågne, næsten fik tårer i øjnene. Vejret var fantastisk, solen var lige stået op og sendte de første blodrøde stråler henover havoverfladen som var blikstille – det eneste jeg kunne høre var bølgernes blide rislen i stenene på stranden og vingernes basken af en flok havfugle. Et stykke væk kunne jeg se de samme 3 morgenbadere som jeg har set hver gang jeg har været på stranden siden jeg fik mit fristed. Og ude i horisonten kunne jeg se Sverige, men mit blik standsede først på et stort skib som langsomt bevægede sig øst-over. Der var en fred – et nirvana – en følelse af noget stort, meget stort og jeg mistede pusten og mærkede jeg blev våd i øjenkrogen. Det var dagens stjernestund.