Tag-arkiv: hund

Uncategorized

En død hund.

2 kommentarer

Med morgenkaffen i den ene hånd og en ostemad i den anden, står jeg i morgensolen og kigger ned på den græsplæne, der hører til en anden gård end “min”. Der ser hyggeligt ud.

Der er et par borde og bænke, en stor grill, små kirsebrætræer og mange tilplantede krukker.  Et lille stykke grønt midt på Frederiksberg. Jeg ser tit beboerne fra den gård sidde og hygge sig sammen. Som regel er der også et par små hunde, der løber rundt og leger. Denne morgen er der ingen mennesker, kun en hund. En fin, lille, brun hund, som ligger i solen på græsset og sover. Den sover stadig, da jeg har børstet mine tænder og den er stadig alene. En halv time senere kigger jeg ud af vinduet igen – ingen ændring. Nu syntes jeg, det virkede underligt. En hund ligger ikke stille så længe uden at skifte stilling eller løbe rundt og snuse og nifle. Jeg åbnede vinduet og piftede højt – ingen reaktion. Dét er ikke normalt. Jeg kan ikke umiddelbart komme ind i den gård og har lidt svært ved at regne ud, hvorfra man kommer ind på den plæne. Men jeg tager køkkentrappen ned, spørger en nabo, der står i min gård og hænger vasketøj op, om han også har set hunden fra sit vindue – det har han ikke, men vil kigge efter når han kommer op. Jeg cykler ud på gaden og ned ad en lille sidegade, hvor jeg har en ide om, at jeg kan komme ind til hunden. Får fat på en dame, som bor i den ejendom, jeg tror hører til gården med græsplænen. Hun låser mig ind, men det er den forkerte gård. Jeg cykler videre ud på Falkoner Alle, prøver endnu en gård – ingen græsplæne. Jeg er heldig og når lige at smutte med ind i den næste gård, inden porten lukker efter “Molles Pølser”, en pølsevogn der lige er blevet trukket ud. Bingo, her er gården med græsplænen og kirsebærtræerne, som jeg har udsigt til fra mit køkkenvindue. Jeg nærmer mig langsomt – har ikke så meget lyst til at møde en død hund, men selvfølgelig skal det undersøges. Jeg stiller cyklen op ad plankeværket ind til min gård og standser et par meter fra hunden, der stadig sover.

Og her er det, at en reklame fra “Sku’ ha’ gået til Louis Nielsen” flimrer forbi mine øjne. 

På græsset foran mig ligger en fin, lille, lysebrun tøjkanin. 😁

Har du lyst til at følge min blog, så tryk på linket øverst til højre . Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet. ☺️

Hverdagsoplevelser

Stang-hamrende Bacardi…

Skriv en kommentar

Første gang jeg stødte på hende var for et par uger siden. Jeg var på vej hjem fra mit sommerhus og det var bælgravende mørkt. Jeg kørte på de små uoplyste sommerhusveje – heldigvis ikke særlig hurtigt – for ud af det mørke og helt og aldeles midt på vejen vakler en kvinde ind i bilens lyskegle.
Hun ser vild ud! Håret stritter til alle sider, frakken hænger nede på skuldrene af hende og i den ene hånd har hun en revnet indkøbspose fra Netto og man kan skimte nogle øl-dåser, som truer med at falde helt ud af posen. 5 meter bag hende kommer en shæferhund luskende med bøjet hoved og halen mellem benene og ser ikke spor kry eller shæferhundeagtig ud.
Det var tydeligt at se, at kvinden var stangberuset og hun flyttede sig ikke en meter for bilen – ikke fordi hun var provokerende, men ene og alene fordi hun var så fuld, at hun ikke ænsede at hun, som et andet rådyr, var fanget i lyskeglen. Jeg kørte ud i rabatten og lod hende og hunden passere og fortsatte hjem mod København – men tanken om kvinden og hunden kunne ikke slippe mig.
Næste gang jeg er i sommerhus er jeg ude og cykle på de små veje og pludselig ser jeg foran mig den samme kvinde og hunden. Jeg kan se på hendes forholdsvis lige gang at hun ikke er lige så beruset som sidst. Frakken hænger stadig og slasker halvt åbent om hende, hendes lange hænder og meget tynde håndled stikker ud af frakkeærmerne og denne gang har hun en fejebakke i hånden! Hunden ser bestemt ikke gladere ud end sidst – den lusker fortsat med bøjet hoved og halen mellem benene efter hende i passende afstand.
Jeg overhaler dem på min cykel, ganske forsigtigt, for hun går i den ene side af vejen og hunden i den anden side. Idet jeg kører forbi hende drejer hun hovedet og kigger på mig og jeg hilser naturligvis, men jeg får også et chok.
Havde jeg mødt det ansigt en mørk aften på en mørk vej, uden at vide, at det sikkert drejer sig om et sørgeligt tilfælde, så ville mit hjerte simpelthen have sprunget nogle slag over i skræk. Hendes ansigt var fyldt med dybe furer – og huden havde samme farve som dej slået op til et hvidt franskbrød og samme konsistens. Hendes mund stod tydeligt frem i alt dette dej-lignende og svampede. Den var sort/blå langt udover læbernes konturer – og hendes åbne mund viste mig en overmund, hvor der manglede mindst to tænder.
Hvor er det dog trist og hvilken historie gemmer der sig bag dette sørgelige ydre? Og ikke mindst, burde jeg ikke stoppe op og tale med hende, og klappe hendes hund??

Now What

Kålhoved eller flodhest

Skriv en kommentar

Jeg læste en lille notits om, at i Kina er der flere og flere unge i storbyerne, der går rundt med et salathoved i kampen mod ensomheden!! Det handler bare for unge isolerede mennesker i storbyerne om at have en, de kan snakke og dele ting med, siger en psykolog fra Beijings Universitet.

Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal mene om det, andet end at verden dog er blevet et ganske mærkeligt sted at være – eller rettere – at de menneskelige relationer åbenbart i mange tilfælde er ikke-eksisterende. Det fik mig til at tænke på, at jeg oplever flere og flere flypassagerer som har et dyr – som regel en hund – med ombord. Traditionelt har det været større hunde som ledsagede blinde, men nu er der begyndt at dukke hunde op i alle størrelser og sammen med et menneske, som hverken er blind eller døv eller på anden måde synlig handicappet. Nu har jeg så fundet ud af, at det er Emotional Support Animals, som til en vis grad skal have de samme rettigheder som fører-hunde der er trænede til at hjælpe blinde. Bortset fra at en Emotional Support Animal ikke behøver at være trænet i noget andet end bare være en “trøst” for sin ejer. Jamen det er da fint…. men igen… hvad skal jeg mene.

Heldigvis står der i de amerikanske regler om disse Emotional Support Animals (ESA), at selvom loven ikke udelukker nogle former for dyreracer for at fungere som ESA, så skal man dog bruge sin sunde fornuft. Således at hvis man skal ud og flyve og gerne vil have sin fuldvoksne ged med, så kan flyselskabet godt sige at geden skal i lastrummet, og at en hotelejer gerne må nægte en hotelgæst at tage sin flodhest med på værelset selvom det er en ESA. Tænk, det står der virkelig… Måske de skulle overveje at tage gamle, slatne ildelugtende salathoveder med i deres anbefaling.