Tag-arkiv: ikea

Skindet bedrager….

Forleden blev jeg mindet om en episode, jeg havde for et år siden, om at passe på med at dømme folk for hurtigt.

Min søn skulle flytte, og i den forbindelse havde jeg været i Ikea et par gange på den samme dag. Da jeg kom hjem efter besøg nr 2, opdagede jeg, at der var en dims, jeg havde glemt at købe. Inden jeg nåede at ærgre mig over at skulle køre de 20 km en tredje gang, susede jeg ud af døren med retning mod Ikea. Jeg vidste præcis, hvor jeg skulle finde dimsen, så jeg var hurtigt nede ved kassen igen – og her opdager jeg, at jeg er kommet afsted uden min pung! Nå, heldigvis er mobilepay opfundet og telefonen havde jeg da husket, men ak og ve, mobilepay kunne desværre ikke benyttes som betalingsmiddel. Klokken nærmede sig myldretid og jeg orkede ikke en 4. køretur til Ikea.

Jeg besluttede mig for at spørge nogle andre kunder, om de ville betale for mig, så kunne jeg jo bare mobilepay’e dem. Det mest oplagte ville være at spørge det pæne, nydelige ægtepar, der stod i kassekøen. På den anden side, så følte jeg mig ikke sikker på, at de ville sige ja.

Et andet par kom gående imod mig – de var ikke til at overse. Et par sidst i 20’erne vil jeg tro – hun var høj, iført lårkort nederdel og ekstra lange øjenvipper, en nedringet bluse der afslørede en tatovering af en rose, der startede et stykke længere nede på  kroppen. Han var kolonorm – mindst to meter høj og med tatoveringer af kors og spindelvæv op og ned af halsen. Han skubbede indkøbsvognen og hans næver (det var ikke “hænder” men næver) var brede som skovle, havde de været et par fødder, så havde de nok været en str 44 med ekstra bred læst. Han lignede ikke én, man havde lyst til at blive uvenner med. Dem spørger jeg, tænkte jeg 😎💪 og startede med at sige: Undskyld, må jeg stille jer et personligt spørgsmål. Han kiggede ned på mig med et blik, jeg tolkede som: pas på hvad du spørger om, lille dame. Jeg fik forklaret, at jeg var kommet afsted uden min pung og nu stod med denne dims til 120 kr, som jeg ikke kunne betale, og om de ville betale, så skulle jeg nok overføre pengene med det samme. Da jeg var færdig med forklaringen, lagde han begge næver på mine skuldre. Jeg sank i knæ under vægten og sank samtidig en klump i halsen. Han stod lidt og kiggede ned på mig uden at sige noget og så begyndte han at le med en dyb rumlen, før han sagde: Nåååå, ikke andet, da du sagde “personligt spørgsmål” troede jeg, du ville foreslå en trekant, men selvfølgelig vil jeg betale din dims, bare læg den op i vognen. 😀

Jeg grinede og vi fulgtes små-sludrende hen til kassen. Her siger han til mig, at han betaler for min vare, det er en foræring, og at han ikke vil have penge af mig. Det ville jeg selvfølgelig ikke høre tale om, men som han sagde: Dame, du kan vælge, om du vil køre hjem og hente dine penge eller lade mig betale, for du får ikke mit nummer.

Imens dette stod på, stod det pæne, nydelige ægtepar og betragtede os og rystede på hovedet mens de vendte øjne. Jeg tænker tit på den episode, specielt hvis jeg er i en situation, hvor jeg er lige ved at dømme uden at have noget at dømme udfra.

 

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊

Sådan kan man også ende i Horserød..

Kan man blive blind af at skråle???? Ja, det må jeg nok erkende….. måske ikke helt blind, men ihvertfald kan man skråle så meget, at man ikke ser sån’ rigtigt.
På vej op til mit dejligste fristed = sommerhuset, skulle jeg forbi Ikea – det, i sig selv, er jo ikke en dårlig ting – alle undskyldninger gælder for at komme i Ikea 😉 – synes jeg (og jeg ved en del af veninderne er enige) – men altså Ikea på vejen for at købe lys (som så blev til en hel masse andre ting også… hmm mærkeligt som lys kan formere sig, men det er en anden historie).
Nu har jeg kørt den rute et par gange før, så det er ikke fordi jeg er nybegynder – men det er heller ikke en rute der ligger på rutinen, så jeg skal (læs: bør) tænke lidt også. Tilfældigvis var der noget vildt god musik i radioen mens jeg kørte – I ved sådan noget 80’er agtigt – Kom tilbage til Mig og Det er mig der står derude og banker på og Hvis du forstod..….. Musik som det er helt og aldeles komplet umuligt at lade være med at skrue op for og skråle med på – når man vel og mærke er alene i bilen (kun fordi jeg også kan være et betænkeligt menneske 😉 ) – men med det resultat, at jeg pludselig havde Horserød Statsfængsel på min venstre hånd – et sted som jeg aldrig tidligere har besøgt og et sted som jeg egentlig ikke havde nogen ide om hvor i landet det lå – udover i byen Horserød selvfølgelig. Hvordan jeg havnede der, aner jeg ikke – men jeg må jo have overset et par skilte eller to – men smukt det var der – HELE omvejen var smuk… og skulle nogen spørge om vej, så ved jeg nu hvor Horserød Statsfængsel ligger 🙂
Jeg forstår dog stadig ikke hvordan jeg kunne komme så galt på afveje, bare fordi jeg skrålede højt med på melodien:
Vågner i Natten…..

Min nye bedste ven……

Min nye bedste ven…… hedder Bosch og kan både den ene vej og den anden vej :-).
Håndværk – det er ikke lige mig – bortset fra at male, det kan jeg meget godt lide og det er lige til at finde ud af. Men alt derudover, såsom at sætte lamper op, bore huller i væggen, pumpe cykler, checke olie på bilen, skifte pære i emhætten, save brænde, indstille tv-kanaler, skifte pakninger, fastgøre ledninger og indtil forleden også at samle Ikea skabe – DET interesserer mig overhelehovedet ikke. Men nu har veninderne foræret mig en skrue-maskine – noget jeg ALDRIG selv kunne finde på at købe – ene og alene fordi det er noget af det mest kedelige at gå i byggemarkeder. Og tanken om at skulle afsted for at købe en skruemaskine, er så langt væk fra min tankegang, at jeg ikke engang ville overveje det. Men nu har jeg fået den – en sød, rød og ikke så tung én – og nu samler jeg Ikea-skabe så det sprøjter. Men det bedste er, at den også kan skrue baglæns – det har jeg temmelig ofte brug for, for det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg som regel ender med ikke at forstå, hvorfor den ene ting ikke passer ind i den anden.
Tak søde veninder 🙂

PS. har nu fundet ud af at Ikea sælger håndværker-ting – nu er det pludselig meget sjovere at shoppe værktøj 😉