Forleden blev jeg mindet om en episode, jeg havde for et år siden, om at passe på med at dømme folk for hurtigt.

Min søn skulle flytte, og i den forbindelse havde jeg været i Ikea et par gange på den samme dag. Da jeg kom hjem efter besøg nr 2, opdagede jeg, at der var en dims, jeg havde glemt at købe. Inden jeg nåede at ærgre mig over at skulle køre de 20 km en tredje gang, susede jeg ud af døren med retning mod Ikea. Jeg vidste præcis, hvor jeg skulle finde dimsen, så jeg var hurtigt nede ved kassen igen – og her opdager jeg, at jeg er kommet afsted uden min pung! Nå, heldigvis er mobilepay opfundet og telefonen havde jeg da husket, men ak og ve, mobilepay kunne desværre ikke benyttes som betalingsmiddel. Klokken nærmede sig myldretid og jeg orkede ikke en 4. køretur til Ikea.

Jeg besluttede mig for at spørge nogle andre kunder, om de ville betale for mig, så kunne jeg jo bare mobilepay’e dem. Det mest oplagte ville være at spørge det pæne, nydelige ægtepar, der stod i kassekøen. På den anden side, så følte jeg mig ikke sikker på, at de ville sige ja.

Et andet par kom gående imod mig – de var ikke til at overse. Et par sidst i 20’erne vil jeg tro – hun var høj, iført lårkort nederdel og ekstra lange øjenvipper, en nedringet bluse der afslørede en tatovering af en rose, der startede et stykke længere nede på  kroppen. Han var kolonorm – mindst to meter høj og med tatoveringer af kors og spindelvæv op og ned af halsen. Han skubbede indkøbsvognen og hans næver (det var ikke “hænder” men næver) var brede som skovle, havde de været et par fødder, så havde de nok været en str 44 med ekstra bred læst. Han lignede ikke én, man havde lyst til at blive uvenner med. Dem spørger jeg, tænkte jeg 😎💪 og startede med at sige: Undskyld, må jeg stille jer et personligt spørgsmål. Han kiggede ned på mig med et blik, jeg tolkede som: pas på hvad du spørger om, lille dame. Jeg fik forklaret, at jeg var kommet afsted uden min pung og nu stod med denne dims til 120 kr, som jeg ikke kunne betale, og om de ville betale, så skulle jeg nok overføre pengene med det samme. Da jeg var færdig med forklaringen, lagde han begge næver på mine skuldre. Jeg sank i knæ under vægten og sank samtidig en klump i halsen. Han stod lidt og kiggede ned på mig uden at sige noget og så begyndte han at le med en dyb rumlen, før han sagde: Nåååå, ikke andet, da du sagde “personligt spørgsmål” troede jeg, du ville foreslå en trekant, men selvfølgelig vil jeg betale din dims, bare læg den op i vognen. 😀

Jeg grinede og vi fulgtes små-sludrende hen til kassen. Her siger han til mig, at han betaler for min vare, det er en foræring, og at han ikke vil have penge af mig. Det ville jeg selvfølgelig ikke høre tale om, men som han sagde: Dame, du kan vælge, om du vil køre hjem og hente dine penge eller lade mig betale, for du får ikke mit nummer.

Imens dette stod på, stod det pæne, nydelige ægtepar og betragtede os og rystede på hovedet mens de vendte øjne. Jeg tænker tit på den episode, specielt hvis jeg er i en situation, hvor jeg er lige ved at dømme uden at have noget at dømme udfra.

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊