Forleden dag fik jeg helt vildt lyst til junk-food og kom i tanke om et rigtigt trucker-pølsevognsskur jeg tit er kørt forbi. Skuret ligger på Amager midt imellem diverse autoværksteder, skrothandlere og andre mandeting. For at komme ind i skuret, skal man skubbe en stor og tung dør sidelæns og så snart du får den op, vælter det ud med “kondens-røg”, og kondens-vandet driver ned ad ruderne – skuret bliver varmet op med en gasvarmer… og det varme pølsevand ☺️. Jeg havde forestillet mig, at jeg bare skulle have en stor beskidt Frankfurter med sennep og remoulade, ristede løg og et enkelt brød – men da jeg så den store, varme dampende flæskesteg, hvor fedtet drev ned ad siderne og hvor sværen så overdrevent sprød ud, så måtte det ende med en flæskestegssandwich – med det hele – uhmmm hvor smagte den godt – og underholdningen var i top. Ved det smalle vinyl-klædte bord, hvor man kunne sidde på høje barstole med rødt plasticbetræk og kigge ud på de forbikørende lastbiler, sad der 4 mænd og en hund – de var godt i gang med at “snarke” om deres damer eller mangel på samme. Jeg hørte de talte om – og var meget enige om, hvor skide irriterende det var, at fruentimmeret (ja, det udtryk brugte de) altid gik og gjorde rent. Den ene af mændene bemærkede dog spagt – “at det da var bedre end det modsatte” – men det blev overhørt af de tre andre. Her er noget af samtalen refereret:
Ja, altid gik hun rundt med en støveklud og ryddede op og så blev hun sgu pissesur fordi jeg flyttede min motocykel ind i vores udestue. “Der skal den ikke stå, sagde hun – UD med den.” Hvorfor det, sagde jeg, vi bruger jo aldrig den udestue alligevel. Og som han sagde til de tre øvrige mænd i pølseskurvognen – den lækkede jo hverken olie eller noget og så kunne jeg jo reparere den inde i varmen. Nå men fruen insisterede på, at den skulle ud i garagen. “Hvis ikke du fjerner den, så vil jeg skilles…” nå, sagde jeg, jamen så må du det – jeg har haft motorcyklen længere end dig.
Det er 25 år siden og jeg har levet lykkeligt uden hende lige siden……
Kategoriarkiv: Eftertænksomheder
Ligger Danmark i Indien eller…
Der var en gang for ikke særlig længe siden, hvor skybrud, oversvømmelser, sammenstyrtede broer, kollapsede beboelsesejendomme, dårligt sundhedssystem, fattige der dør på gaden, politikere der – efter sigende – tryner sine medarbejdere – altsammen var noget der hørte til i nogle andre lande langt væk. Det var ihvertfald ikke noget, der skete her i lille, trygge Danmark.
Vi havde jo styr på det med at bygge ordentligt, så broer ikke faldt sammen henover kølerhjelmene på bilerne på motorvejen eller boligblokke kollapsede om ørerne på beboerne. Vi havde styr på det hele når vi blev syge, og vi fik den rigtige hjælp og rådgivning og man ville nødig blive syg i et andet land end Danmark. Man så sjældent fattige, der uanset vejret, lå og sov på gaden. Digerne vi har langs strandende var rigeligt til at beskytte mod store vandmængder og der var bestemt ikke tænkt på, at byer midt inde i landet kunne blive så oversvømmede, at man kunne ro i gaderne – men alt det og meget mere er der nu rodet godt og grundigt rundt i. Nu styrter broer og beboelsesejendomme sammen herhjemme og nu er lægerne og sygeplejerskerne tvunget til så meget skrivebordsarbejde, 
at der ikke bliver ordentlig tid til patienterne – desværre med mange sørgelige udfald – og nu arter vejret sig nærmest sub-tropisk, ihvertfald hvad angår nedbør.
Hvad er det … en kombination af nemesis … fordi vi har været overlegne i så lang tid – og det faktum, at vi ikke har passet godt nok på vores verden?
Ihvertfald virker det oftere og oftere på mig som om jeg befinder mig i en helt anden verdensdel….
Klasseforskelle…..
Jeg har for nylig haft den udsøgte fornøjelse at rejse på Businessklasse med et stort luftfartsselskab over en længere strækning.
Jeg kunne ikke lade være med at føle mig lidt hensat til “Titanic” – af to årsager:
Den ene årsag er, at det er en udsøgt luksus at rejse på “1. klasse”. At have sin egen luksus “kahyt” med en seng og at blive serviceret med porcelæn og champagne.
Den anden årsag til at jeg følte mig hensat til Titanic, er af lidt mere tvivlsom karakter.
På Business-klasse har man 3-punkts sikkerhedsbælter, hvor man på Turist-klassen “kun” har 2-punkts sikkerhedsbælter…. hmmmm. 😉
En hårfin balance……..
Hvad er forskellen:
på at klæde sig af foran en fremmed…. og at ligge afklædt på en briks foran en fremmed??
Det kom jeg til at tænke på forleden, da jeg skulle til behandling for min diskusprolaps.
Jeg var gået ind bag forhænget i den kabine jeg var blevet tildelt og var i fuld gang med at tage mine jeans af, da min behandler trækker gardinet til side og er på vej ind til mig. Men han bliver helt åbenlyst meget forlegen og siger undskyld og skynder sig at trække gardinet for igen og går sin vej. Jeg stod med det ene bukseben af og var i gang med at hive det andet af.
Hmmm tænkte jeg og fortsatte mit forehavende. Da jeg havde taget det tøj af der var nødvendigt lagde jeg mig på briksen – nu mere afklædt end påklædt – og behandleren kom ind igen og påbegyndte sin behandling – men nu helt naturligt og uden skyggen af at føle sig forlegen.
Er det ikke lidt pudsigt….. at det er mere grænseoverskridene at overvære en fremmed der tager tøjet af (eller noget af det) end at komme ind til én, som er mere eller mindre afklædt og ovenikøbet ligger fladt på ryggen på en briks? Jeg prøvede at sige til ham i første forsøg, at han ikke skulle undskylde at han kom ind for tidligt – jeg var da ligeglad, men her blev han for blufærdig.
På den anden side, så er selve stripteasen i et show vel egentlig også mere grænseoverskridende end når først alt tøjet er af ….. 😉
PS. Uden at der overhovedet er nogen sammenhæng, så findes der en bog med titlen:
En Hårfin Balance – den kan jeg varmt anbefale at læse…..
Om at glæde sig……
En gang imellem sker det, at jeg kan glæde mig så vanvittig meget til noget, at jeg næsten ikke kan holde det ud. Jeg har bare lyst til at tage en trylle-pille, der kan få mig til at sove igennem lige indtil den dag oprinder, hvor det dejlige skal ske. Nøjagtig den samme følelse jeg kunne have som barn, dagen før min fødselsdag eller dagen før selveste juleaften.
Det er vidunderligt, skønt og frustrerende (på den gode måde) 😉 stadig at have de følelser i behold.
Der er så bare i voksen-alderen kommet en anden dimension på – nemlig det modsatte. Altså at jeg skal have noget ubehageligt overstået – her ønsker jeg mig også samme metode – en tryllepille der kan få mig til at sove indtil det hele er overstået.
Same same, but different.
MEN begge dele er tydelige beviser på at jeg lever 🙂
Naiv, godtroende eller mistroisk
Jeg har for nylig været igennem en proces med at sælge et hus og købe et nyt. En proces som genopfriskede nogle – for mig – mindre flatterende sider af os mennesker.
Uanset hvem jeg har været i kontakt med fra ejendomsmæglere, håndværkere, købere, sælgere så bliver de alle mødt med en mistro. En forventning om at de lyver.
Jeg opfatter ikke mig selv som naiv på den ubegavede måde, men jeg ved, at jeg bliver opfattet som godtroende. Og ja, det er jeg nok, indtil det modsatte er bevist. Når ejendomsmægleren siger til mig: jeg har flere der gerne vil have huset, eller køberen siger, vi har også kig på et andet, eller håndværkeren siger, det kan ikke gøres for under 15.000 – så indrømmer jeg gerne, at min første tanke IKKE er – at vedkommende lyver.
Hvorfor skulle de dog det. Hvorfor skulle der ikke være andre end mig, der synes at lige præcis det hus er interessant. Og hvad får de ud af at lyve? Hvis jeg byder på et hus til en anden pris end det er sat til, så kan sælgeren jo vælge at sige ja tak eller nej tak – uanset hvor mange eller hvor få der ellers gerne vil have det.
Og hvis ikke den oplyste pris står mål med det varen er værd – for mig – så indhenter jeg selvfølgelig tilbud andre steder fra.
Det jeg vil frem til er, at jeg ville ønske at ethvert møde med et andet menneske – uanset om mødet er i en købs/salgs sammenhæng eller på et mere personligt plan – vil starte med “åbne arme” i stedet for at starte med “armene over kors”.
Der vil helt sikkert komme situationer, hvor man hen ad vejen bliver nødt til at lægge armene overkors – hvis I forstår billedsproget – men jeg føler mig også lige så sikker på, at man får flere positive oplevelser ved at starte med åbne arme – og jeg er HELT overbevist om, at man på mikro-niveau kan være med til at ændre verden.
Så lad os alle starte med at lægge armene ned langs siden ad kroppen og vende håndfladerne udad… og forvent et par lussinger, men forvent endnu flere gode oplevelser.
Lidt har også ret, som musen sagde til elefanten, da de tissede i havet
Fly versus tog….
Hvordan kan det være, at man bliver så forarget over at skulle betale 800 kr (eller mindre) for flybillet tur/retur til Ålborg og hvordan kan det være, at man bliver fornærmet over at skulle betale 20 kr for en flaske vand ombord på et fly og hvordan kan det være, at man ikke forstår, at man ikke “bare” kan sætte sig på en anden klasse end den man har betalt for på et fly og hvordan kan det lige være, at man som almindelig intelligent menneske ikke kan forstå, at det er fysisk umuligt at skaffe vinduespladser til alle, og hvordan kan det være at man brokker sig over sin plads i kabinen??
Hvordan kan alt det og meget meget mere være….
NÅR en togbillet til Jylland også koster 800 kr, men transporttiden er 8 gange så lang, når en flaske vand også koster 20 kr i DSB´s togkiosker, når man ikke har den samme attitude overfor “bare” at gå ind og sætte sig på første klasse i et tog og når man uden at sætte sure miner op eller brokke sig, accepterer at få at vide, at der ikke er flere vinduespladser, og når man ender med at skulle stå op hele vejen til Jylland fordi der ikke var flere siddepladser – uden at at få refunderet noget af billetprisen.
Hvad er årsagen til at folk generelt synes de har en større ret til at kritisere flyselskaber og hvad er årsagen til at almindelige mennesker ofte ikke formår at sætte tingene i perspektiv. ?
Jubiiii, jeg har ondt i ryggen!!
Nej nej, det mener jeg selvfølgelig ikke. Men det at jeg har så ondt i min ryg får mig til at påskønne de dage, hvor jeg ikke har ondt. Før jeg fik ondt i ryggen tænkte jeg overhovedet ikke på hvor priviligeret jeg var over at være smertefri. Det har igen fået mig til at tænke på at sort er ingenting uden hvidt, at alting må have en modpol for at vi kan opleve det. Hvis ikke der er en modpol, så oplever vi ikke….hvis jeg ikke havde smagt et sødt bolche så vidste jeg ikke hvad et surt bolche var. Hvis ikke der var larm, så ville jeg ikke vide hvad stilhed var. Hvis alting var konstant uden modpoler, så ville livet være som en konstant og fuldstændig ensartet lydbølge – en lang mmmmmmmmmmmmmmmmmm. Hold da op hvor ville alting være kedeligt – eller forresten, det ville jeg jo ikke vide det var, for jeg ville ikke kende til andet. Men med den bevidsthed jeg har i dag, så ville jeg godt nok synes at livet ville være kedeligt uden sine ups and downs. Derfor hurra for dem – men lad der gerne være flere UPS end DOWNS 🙂
Findes der noget skønnere… ?
end at vide, at man har gjort en forskel efter en lang arbejdsdag på 11 timer, hvor man har inter-ageret med omkring 600 mennesker og fødderne er mere end ømme og hovedet er træt af indtryk – for så at komme hjem og gå igennem et solfyldt København, der vrimler med glade sommergæster, gøglere og gademusikanter, gå forbi Tivoli, hvor to små drenge næsten ikke kan være i deres egne kroppe af spænding efter at komme igennem karusselen der lukker dem ind i det, som vi allesammen, da vi var børn, syntes var det mest eventyrlige sted i hele verden, at gå over Danmarks Rådhusplads og nyde musikken som spiller fra scenen, der er sat op i weekenden og som jeg ved vil blive sat op næsten hver weekend fra nu af og til sommeren er slut med forskellige musikarrangementer, at sætte sig ud på sin altan, som efterhånden er godt plantet til, slå parasollen op, fordi solen stadig sender sine varme, glade, gule stråler ned, lægge benene op og nyde det glas kølige rødvin med en enkelt isklump i, som lige er blevet skænket af en yderst betænksom søn, og så bare sidde helt stille og NYDE at være til … findes der noget skønnere…?? Jo, det gør der, men det er ikke alt, der er inden for rækkevidde og så gælder det bare om at huske NUET – og det er lige nu og her, at der ikke findes noget skønnere…
VOTEMAN… år 1964/2014
Skulle man have lavet en reklamefilm for 50 år siden, som skulle få de unge til at gå til valgurnerne, så forestiller jeg mig, at den havde set således ud:
Fire unge mennesker – to mænd og to piger. Mændene har pæne, lange bukser på og ternede skjorter med opsmøgede ærmer. Pigerne er iført lette sommerkjoler og har bare, brune ben stukket ned i et par flade sko. Scenen er en dejlig varm sommerdag – og alle fire er på cykel på vej ud af en landevej – i et typisk dansk landskab. Landevejen bugter sig i det fjerne og er omkranset af en en gylden kornmark. Man kan ligefrem mærke varmen og dufte kornet. Drengene vender sig leende om i farten og råber til pigerne: skynd jer nu, vi skal nå at stemme.
I dag definerer vores folketing dagens ungdom som hardcore pornopiger og svedige voldelige mænd. Meget tankevækkende. Jeg kan godt forstå, at man tyr til de midler, man mener er nødvendige for at fange de unge – og en del unge har også udtalt, at de synes det er en totalt sej video, så måske VOTEMAN får nogle flere til at stemme. Men man skal også tænke på, at man som “overmyndighed” er med til at fastholde den definition og på en eller anden måde også “lovliggør” den.
Begge scenarier, både år 1964 og år 2014, afspejler den måde man ser verden på – på et givent tidspunkt – men en gang imellem bør man tænke på, hvad der kom først: hønen eller ægget?
Er det fordi vi omtaler de unge som hardcore og hårdtslående, at de bliver det – eller er det fordi de er det, at vi omtaler dem som sådan??
Jeg synes faktisk, det er en sjov video og dejligt med en anderledes måde at promovere valget på – men vi må ikke glemme at vores måde at italesætte ting på, er med til at definere dem.
(K)NowWhat 