Kategoriarkiv: Eftertænksomheder

Jeg kalder det: “Krummer i sollys”….

Kunst afhænger af øjet der ser… eller hvad??
Kan man overhovedet definere hvad kunst er? Det spørgsmål er jeg ikke den første der stiller, men jeg kom bare til at tænke på det igen i forbindelse med en lille notits jeg læste i Metro Express for et stykke tid siden. Episoden fandt sted i Italien hvor en rengøringsdame smed et dyrebart kunstværk ud, simpelthen fordi hun troede det var skrald. Det er jeg helt sikker på jeg også kunne have gjort i og med kunstværket bestod af gamle aviser, papir og kiksekrummer der var spredt ud over gulvet.
Og efter sigende skulle en samvittighedsfuld pedel have brugt masser af knofedt på at fjerne smør der var smurt op i et hjørne på et museum i Düsseldorff – uvidende om at det var et meget kostbart kunstværk.wpid-20140323_124714.jpg
Sådanne episoder er bevis på, at det ikke er klokkeklart hvad der er kunst og hvad der er skidt. Jeg har derfor besluttet mig for at springe dagens planlagte rengøring over og i stedet for se på nullermændende som små individuelle kunstværk – men som man også i et større perspektiv kan betragte som et samlet kunstværk – og tænke på hvad jeg mon kan få for det? Kunstværket med kiksekrummerne stod i kr. 75000, så mon ikke jeg kan få et par tusinde for mine nullermænd – specielt fordi der pga ombygning i ejendommen er blandet en del murerstøv ind.
Og så håber jeg på at vennerne som kommer senere i dag også oplever det som kunst 🙂

PS. Hvis du vil følge mine blogindlæg, så tryk på en af de to “follow” knapper på forsiden – det er anonymt 🙂

Jobsamtale….

Det er altid spændende at gå til job interview. Her får man – forhåbentlig – en større fornemmelse af det job man søger og den virksomhed man søger jobbet i. Hvis man er til samtale i selve firmaet og har jobsamtalen med medarbejdere der allerede er ansat i virksomheden, så siger både deres fremtoning og deres måde at tale på jo også en hel del om virksomheden – eller ihvertfald om virksomhedskulturen. Det er et studie begge veje – og det synes jeg er spændende. Og så er det jo en åbenlys chance til at få lov til at tale om sig selv og fremhæve de fordele man har i forhold til jobbet. Det er ikke så tit, at der er så meget fokus på ens person og kunnen i så lang tid ad gangen. Det er da bare at nyde det 🙂
Men der er én ting der irriterer mig en lille smule – det er at man næsten lige så sikkert som amen i kirken får spørgsmålet: Hvad er din største svaghed? Det bliver formuleret på mange finurlige måder, som f.eks. hvilke sider i dig selv kan du udvikle? – eller hvor har du potentiale for forbedring? – eller hvad er din negative side?…. og sikkert en masse andre omskrivninger af det samme spørgsmål.
Jeg opfatter spørgsmålet som rettet mod ens personlighed, for kompetencerne dem kan de jo se i det CV man har sendt med.

Jeg kan selvfølgelig godt forstå at man som arbejdsgiver gerne vil vide om man er ved at ansætte en massemorder (bare for at overdrive lidt 😉 ), men kan man bruge svaret til noget? Er der mon nogen der frivilligt sidder og siger at ens største svaghed er lege med ild eller drikke sig i hegnet hver weekend. Eller hvis man svarer lidt mere jobrelateret, at man ikke er så god til at have chefer, eller at man har en kort lunte eller at man er typen der næsten altid kommer for sent.
Og jeg hader de svar som skal lyde negative, men som man i virkeligheden mener er positive. Noget i retning af … min største svaghed er også min styrke…. jeg giver ikke op før opgaven er løst.
Det er ikke svar man kan bruge til ret meget – tror jeg ikke. Jeg ville meget hellere have at man med udgangspunkt i den profilanalyse man eventuelt har foretaget får stillet nogle direkte spørgmål til det, der måske ikke er kommet så heldigt ud i forhold til det job man søger; Sådan som vi tolker den test du har foretaget så scorer du ikke særlig højt på dine sociale kompetencer, hvordan skal det forstås? Eller hvad man nu har kunne læse ud af testen. At blive udfordret på det, der er de svage sider i den situation, det ville jeg synes var en spændende jobsamtale.
Jobinterview

SPIDDET…. og lige på kornet..

Jeg har lige været på ferie med min søn. Super hyggeligt, som altid….. den ene aften kørte vi hen til et andet hotel for at besøge nogle kollegaer. Jeg sidder ved det ene bord og min søn ved et andet bord. Snakken går lystigt og jeg hører med et halvt øre, at min søn bliver spurgt om han har haft en god ferie, hvortil han svarer: Ja, det har været rigtig dejligt, men min mor snakker ikke til mig??
Hun sidder hele tiden med sin mobiltelefon eller sin tablet!
AV, hvor den sad og AV hvor den sved. Jeg synes ikke selv jeg havde været så optaget af mine teknologiske hjælpemidler, men der tog jeg fejl. Sangskriveren Allan Olsen har udtrykt det meget enkelt. Han siger i et interview med Berlingske Tidende, at vi har opnået et liv hvor man undlader at sanse og i stedet søger information. Med det mente han bl.a. at vi er så optagede af at finde nyheder med næsen begravet i avisen/tabletten/telefonen at vi glemmer at se verden og nyde verden, der ligger lige for vores fødder.
Han har så fuldkommen ret. Jeg har sagt undskyld til min søn og vi har lavet en aftale om at vi fremover bliver enige om et tidsrum, hvor vi kan være på det elektroniske (han bruger også tablet) og udover det tidsrum, så er vi på i den rigtige verden – sammen.
Og smag så lige på den sætning igen:

et liv hvor vi undlader at sanse og i stedet søger information

PS. Hvis du vil følge min Blog så tryk på + tegnet på forsiden. Det er anonymt 🙂

Fotofælder

Knips-Knips-Knips, smil du er på…….. 🙂

Der skal sættes flere kameraer op på de danske veje for at fange fartsyndere. Det er de sidste ugers store diskussionsemne rundt omkring i stuerne og på arbejdspladserne.

Lad mig starte med at sige, at jeg er heller ikke enig i at der skal sættes flere kameraer op med det formål, at få flere penge i kassen. Kameraer skal op med det formål, at fange dem der kører for hurtigt og dermed er til fare for os andre.

Men det jeg hører folk brokke sig over er at kameraerne ikke kun vil blive sat op på strækninger hvor det er farligt at køre for hurtigt, men også på steder hvor der ikke har været så mange ulykker. Hvad er præmissen for at kunne brokke sig over det? Uanset hvor kameraerne bliver sat op og man ikke overholder fartgrænsen, så er det da ulovligt! Man kan vel ikke brokke sig over at få en bøde, hvis man har gjort noget der anses for at være ulovligt? Rettelig burde man vel i stedet brokke sig over forkerte fartbegrænsninger, ik ?

PS. Hvis du vil følge min blog, så tryk på +tegnet på forsiden og skriv din mail adresse. Det er anonymt 🙂

Vejskilt

Førerløse biler, ja tak…

Det sidste nye er førerløse biler. Hvorfor ikke….. Vi har førerløse tog og i princippet kunne et fly også flyve uden piloter. Men i flg diverse undersøgelser tager det nok en tid endnu inden det hitter med selvkørende biler. Folk tør ikke rigtig være passager i en bil uden chauffør (gad vide om det stadig hedder passager, hvis man er den eneste ombord på bilen ?) Nå, men jeg synes det er genialt! Tænk alt det man kan foretage sig mens bilen kører dig derhen hvor du skal. Man kan få skrevet sin indkøbsliste, checket sin mail, lægge neglelak, læse det sidste nummer af IN, pille lidt ved kæresten, tage en lille lur….. ja, mulighederne er uendelige. Jeg synes bare de skal på markedet hurtigst muligt. Og så gør det ikke noget, hvis det er en sej bil med pigge på fælgene 🙂

image

image

Tilfreds med de utilfredse

Det er belastende at færdes blandt konstant utilfredse mennesker…… Det er også belastende at færdes blandt konstant tilfredse mennesker…… Begge dele påvirker mig negativt.
De utilfredse i deres manglende formåen i at se det positive i det bestående, og de tilfredse i deres manglende formåen i at se muligheden for udvikling i det bestående.
Ergo må jeg konstatere, at jeg har brug for begge grupper. Den utilfredse del af befolkningen for deres evne til at optimere og forbedre – og den tilfredse del for deres evne til at nyde det der er. Hvor ville verden være et kedeligt sted, hvis ikke vi havde lidt af begge dele i os. Kunsten er bare ikke at overdrive det ene område.
image

Giga Flammeskrift

Forleden dag læste jeg en artikel i Berlingske Tidenden som handlede om floskler og flammeskrift. Den artikel ramte lige ned i noget jeg har gået og tumlet med et stykke tid. Det startede med at min søn fortalte mig at Super Shoppen (FCK’s merchandise butik) nu har skiftet navn til Mega Store. Jeg kan forestille mig at FCK har ønsket navneskiftet fra Super til Mega fordi mega er mere end super, men for mig fik det den stik modsatte virkning. Nu kom jeg til at tænke på størrelser og nu tænker jeg at Mega Store er mindre end Giga Store… og det var vel ikke meningen?

Men tendensen er, at vi bruger så mange unødvendige fyldord for at beskrive en situation eller fortælle om en oplevelse. Jeg gør det selv vildt meget. Måske fordi jeg er sindssygt bange for, at det jeg har oplevet ellers ikke vil lyde interessant nok. Det irriterer mig sygt meget, at jeg ikke bare kan tale almindeligt. I virkeligheden tror jeg faktisk, at jeg ville blive taget mere seriøst hvis jeg holdt mig til et ordentligt sprog. Og det er da giga ærgerligt at vi i den grad udvander vores sprog med flammeskrift  😉

Flammer

Jamenøhhhhh…

Har I lagt mærke til, hvor mange der starter med at svare på et spørgsmål på denne måde?? Når man ser interviews på TV, så er det mere reglen end undtagelsen. Det gælder ikke kun os almindelige mennesker, men også i meget høj grad de professionelle journalister som er ansat på diverse TV-kanaler. Bortset fra de “gode gamle”, som har lært teknikken. Jeg ved godt, at det måske er en slags “tænke-pause” inden svaret kommer, men jeg synes det virker uprofessionelt. Hvorfor ikke bare være stille i 3 sekunder og tænke efter – i stedet for at starte alle svar med….. jamenøhhhhh…

Konform Boheme

Jeg ønsker mig at leve et liv, der både er konformt og boheme-agtigt. Med det mener jeg, at jeg holder lige så meget af liguster-romantikken, som af boheme-tilværelsen, så længe livet bare indeholder begge dele. For mig leves livet indholdsløst, hvis det kun indeholder det ene af de to elementer. Kunsten består i at få begge dele ind i livet , således at det åbenbare, det positive i begge verdener bliver synligt. Det kræver som bekendt farven sort for at kunne se hvidt.