Jeg har for nylig været igennem en proces med at sælge et hus og købe et nyt. En proces som genopfriskede nogle – for mig – mindre flatterende sider af os mennesker.
Uanset hvem jeg har været i kontakt med fra ejendomsmæglere, håndværkere, købere, sælgere så bliver de alle mødt med en mistro. En forventning om at de lyver.
Jeg opfatter ikke mig selv som naiv på den ubegavede måde, men jeg ved, at jeg bliver opfattet som godtroende. Og ja, det er jeg nok, indtil det modsatte er bevist. Når ejendomsmægleren siger til mig: jeg har flere der gerne vil have huset, eller køberen siger, vi har også kig på et andet, eller håndværkeren siger, det kan ikke gøres for under 15.000 – så indrømmer jeg gerne, at min første tanke IKKE er – at vedkommende lyver.
Hvorfor skulle de dog det. Hvorfor skulle der ikke være andre end mig, der synes at lige præcis det hus er interessant. Og hvad får de ud af at lyve? Hvis jeg byder på et hus til en anden pris end det er sat til, så kan sælgeren jo vælge at sige ja tak eller nej tak – uanset hvor mange eller hvor få der ellers gerne vil have det.
Og hvis ikke den oplyste pris står mål med det varen er værd – for mig – så indhenter jeg selvfølgelig tilbud andre steder fra.
Det jeg vil frem til er, at jeg ville ønske at ethvert møde med et andet menneske – uanset om mødet er i en købs/salgs sammenhæng eller på et mere personligt plan – vil starte med “åbne arme” i stedet for at starte med “armene over kors”.
Der vil helt sikkert komme situationer, hvor man hen ad vejen bliver nødt til at lægge armene overkors – hvis I forstår billedsproget – men jeg føler mig også lige så sikker på, at man får flere positive oplevelser ved at starte med åbne arme – og jeg er HELT overbevist om, at man på mikro-niveau kan være med til at ændre verden.
Så lad os alle starte med at lægge armene ned langs siden ad kroppen og vende håndfladerne udad… og forvent et par lussinger, men forvent endnu flere gode oplevelser.
Lidt har også ret, som musen sagde til elefanten, da de tissede i havet