AV min tand…. og pengepung

Lige siden, jeg flyttede hjemmefra, er jeg blevet opfordret til at forsikre mig mod snart sagt alt. Husforsikring, ansvarsforsikring, rejseforsikring, ulykkesforsikring, rørforsikring, indboforsikring, bilforsikring, hundeforsikring, glas-og kummeforsikring, arbejdsløshedsforsikring, livsforsikring og med garanti et hav af andre forsikringer, jeg har glemt alt om.

Men jeg mangler én vigtig forsikring – en tandforsikring. Ikke bare sådan en tandforsikring der hjælper dig, hvis du falder og slår tænderne ud, men en tandforsikring der dækker alle tandbehandlinger over f.eks 500 kr efter man er blevet 60 eller fra man går på pension.

Alle ved hvor ekstremt dyrt det er at gå til tandlæge, alene selve undersøgelsen er dyr. Og lige så snart du skal have lavet bare en lille smule, så er det sjældent det bliver under 1000kr.

Tænk, hvor mange tusinde kroner man risikerer at komme af med, når/hvis man skal have en ny overmund, når først tænderne, af helt naturlige årsager, ikke længere sidder lige så fast og man kun har sin pension at leve af. Og nu får vi jo kun tilskud til tandundersøgelse én gang pr år – derfor kunne man godt forestille sig, at når man så endelig kommer til tandlægen, så bliver reparationen mere omfattende og dermed dyrere end hvis man havde fanget den løse tand tidligere i forløbet

En forsikring er jo noget man frivilligt betaler  til – i håb om aldrig at få brug den. Jeg ville gerne have tegnet en sådan forsikring sammen med de mange andre forsikringer jeg har tegnet. Også selvom jeg – forhåbentlig – aldrig får brug for den.

Reklamer

Marius, maddiker og dobbeltmoral

Kan I huske Marius – giraffen fra Zoo, som fik sat Danmark på Verdenskortet – ihvertfald i USA. Giraffen, der blev slået ihjel på en human måde og efterfølgende parteret, udløste det helt store ramaskrig i USA – både fordi man slog ham ihjel – men også fordi man parterede ham foran børn. Uha Uha…😫

Jeg var på det tidspunkt i USA og reaktionerne var så hysteriske, at jeg næsten kunne kaste op over det. Hysteriet, over at børn kunne se på, var helt ude af proportioner set i forhold til, hvor mange børn der rent faktisk bor på bondegårde både i Danmark og i USA og som med garanti jævnligt har set dyr blive slagtet og parteret – og for hvem det er naturligt i forhold til at kunne få noget at spise.

For nogle måneder siden overværede jeg et show i Universal Studios i USA – et show for BÅDE børn og voksne. Det var en live-udgave af FEAR-FACTOR, et program der kører på amerikansk TV, og hvor det går ud på, at frivillige skal udfordres på deres frygt og gøre helt vildt mærkelige ting. I det her show skulle de frivillige deltagere blandt andet spise noget ekstremt ulækker mad – gammelt råddent kød, blendet med gamle rådne fisk – overhældt med sur mælk – OG med maddiker/orme og edderkopper – vel og mærke LEVENDE dyr, som sammen med det rådne kød og rådne fisk og den flere uger gamle mælk, blev puttet i en køkkenblender og blendet foran publikum. Publikum var en god blanding af børn og voksne i alle aldre.

Jeg ventede straks at se en demonstration af den største slags – en udvandring af forargede forældre med deres små, søde, uskyldige børn – bedrevidende voksne stille sig op på podiet og fordømme dette – dyreelskere storme scenen – showet lukket og forbudt i al fremtid….

Men det skete ikke – næ nej, i stedet fik showet stående klapsalver, mens de frivillige på scenen spiste en temmelig stor portion af den ulækre blanding – som vi, som publikum, havde overværet blive blendet for øjnene af os – med de på det tidspunkt levende orme og edderkopper.

Lige så meget som jeg er vild med Amerika, lige så ofte er jeg hovedrystende over den dobbeltmoral der foregår – i gigantisk størrelsesorden.

At kunne trække vejret frit….

At kunne trække vejret frit…….. burde være en menneskeret……

Både når vi taler om at kunne trække vejret frit uden det skal foregå igennem en maske, men også når vi bruger udtrykket i overført betydning … som f.eks at kunne brokke sig højlydt over en ekstrem forurening – uden at risikere “pludselig” at forsvinde fra jordens overflade – altså lig med ytringsfrihed.

Den sidstnævnte betydning overlader jeg indtil videre til andre – lige nu og her vil jeg bare give udtryk for min meget store bekymring overfor den forurening, jeg oplevede i Kina på et længere ophold.

Det er én ting, at sidde trygt hjemme i Danmark og læse om det i avisen og det er noget andet pludselig selv at mærke det på kroppen. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg bare tro at det atter var en diset dag – men min Air Quality China App fortæller mig, at det er “Hazardous” at gå udenfor – og skulle jeg ikke tro den, så opdager jeg det hurtigt, for øjnene svider, næsen klør og halsen kradser. Og kigger du ud af vinduet, er det som at være med i en Starwars film – hvor de fleste går rundt med masker på.

2016-01-25-14.38.44.jpg.jpg

De få dage hvor solen tittede frem, var alle glade og smed maskerne og jublede … “se, i dag kan vi se solen”.

Det gav virkelig stof til eftertanke på flere niveauer. Tænk at bo i et land, hvor glæden ved at se solen kobles sammen med at kunne trække vejret frit uden at det foregår igennem en maske – og dernæst kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor forureningen var den dag – for den er der jo  stadig, men er bare “fløjet” et andet sted hen…

Juleglæde på et rigtigt værtshus

Efter en pludselig indskydelse, valgte veninden og jeg at gå i Nyhavn 2. juledag – vi skulle bare have en sildemad og én enkelt snaps……

Meen for pokker, hvor smagte de godt de sild og den snaps – så efter et par timer i godt selskab, besluttede vi at aftenen bestemt endnu var ung – så vi ville en tur på d’Angleterre…

Men den gik ikke – det er lukket land, når man har gummistøvler på – og det hjalp på ingen måde, at det den dag, hvor regnen stod ned i stænger, var det eneste rigtige fodtøj at have på. Conciergen var heller ikke lydhør overfor, at det var ægte Ilse Jacobsen gummistøvler.

20151229_164829

Der skal dog mere end ét afslag til at sende os hjem, så vi fortsatte til gode gamle Skindbuksen. Og her går man aldrig galt i byen – uanset om man kommer i gummistøvler eller stilletter. Her blev vi modtaget af god musik, høj stemning og masser af sang, dans og latter – nøjagtig som det plejer at være. Det blev en nat, hvor der blev danset igennem, mens sveden dryppede ned i skafterne på gummistøvlerne.

Det, der har fået mig til at skrive dette indlæg, er MÅDEN der er sang og latter og musik på…. Der ER en forskel på om man går i byen d. 17 marts eller 26. december. Jeg har igennem en del år, mødtes med venner i byen sent om aftenen enten d. 24. 25 eller 26 december. Og det er helt og aldeles vidunderligt. Folk kommer med en nuance af en anden indstilling. Her er masser af GLÆDELIG JUL og varme – og i stedet for øretæver i luften, er der kun varme knus.  Man kan jo så spekulere over, hvorfor der er denne forskel.

Det kan enten være fordi, man har haft en rigtig god jul og fortsat bare er glad eller det kan være fordi man har haft en dårlig jul og nu er glad for, at den er overstået. Hvad årsagen end er, så er mit forslag: PRØV DET og oplev en glæde og et godt humør udover alle grænser.

Mor – hvorfor er jeg mongol??

Tjah, spørgsmålet er forholdsvis nemt at svare på sådan rent kromosommæssigt – men jeg ved godt, at det er ikke den kliniske forklaring, min søn søger, når han stiller spørgsmålet. Han vil gerne vide, hvorfor han ikke er som alle andre – det er han nemlig ganske udmærket i stand til at gennemskue, at han ikke er.

Hele hans liv har vi kæmpet for, at han skulle være stolt af det han er og af det han kan. En af de ting, der er særligt udviklet hos min søn, er hans empatiske indfølingsevne med andre mennesker, noget vi er mange, der kunne lære en del af. Men samtidig er det også en evne, der kan give ham “stress” – fordi han går ind i andres følelser og bekymrer sig, hvis ikke omgivelserne har det godt.

Nu er der så føjet yderligere en bekymring til hans selvforståelse og forståelse af omverdenen. Den megen snak og diskussion der har været i den sidste tid om, at om 30 år er alle mongoler (i Danmark ihvertfald) udryddet – den forstår han altså godt. Og han siger selv, at han har så mange forvirrede tanker oveni hovedet. Forleden kom det til udtryk på en meget konkret måde. Han var ude og køre i tog og overfor ham sad en dreng på 12-14 år. Min søn er meget glad for børn og de falder som regel også for ham – han plejer at tale ivrigt med dem, men ikke forleden dag. Han sad under hele togturen med sin avis helt oppe foran sit ansigt og dækkede sig til og da han blev spurgt om, hvorfor han dog gjorde det, så var hans svar: “Jeg vil ikke have, at drengen skal se jeg er mongol”………. Jeg ved ikke, om du som læser, forstår dybden af dette svar – men det gør jeg, som hans mor – og det skærer mig dybt i hjertet….

Det min søn svarede, er det samme som Maria freestyler i denne rap. Brug de 4 minutter til at lytte den helt til ende….og betragt dette indlæg som et aspekt i debatten om den information – eller mangel på samme – kommende forældre til børn med Downs Syndrom får, således at grundlaget for et fravalg eller tilvalg bliver mere nuanceret.

https://www.facebook.com/tvglad/videos/874308805986070/?pnref=story

LIKE…. eller….👿⚡︎♿︎☁︎✞💥

JA, jeg elsker min søn. JA, jeg synes dyremishandling er forfærdeligt. JA, jeg synes alle former for alvorlige sygdomme er forfærdeligt – men – NEJ, jeg ønsker ikke at sende disse meddelelser videre – hvis meddelelsen er vedhæftet et; “Del, hvis…”
Lige så lidt som jeg i tidernes morgen delte kædebreve, som lovede, at hvis ikke jeg straks sendte brevet videre til mindst 10 personer, så kunne indenfor en overskuelig fremtid, se frem til at blive ludfattig eller at være årsag til en ulykke mod mig selv eller min familie.

Jeg har absolut intet imod at læse, at du elsker din søn eller datter eller mor eller far eller mand eller veninde – men lad nu være med at provokere mig ved at sige, at HVIS jeg gør det samme, så skal jeg dele linket. Det er det samme som at sige, at hvis jeg IKKE sender linket videre, så elsker jeg ikke min søn, min datter, min mor, far eller veninde. Jeg finder det intimiderende.
Jeg deler gerne links på nettet – også på opfordring, hvis det er noget jeg kan stå inde for.

Men jeg deler ikke under trusler. 💚💚💚💚

Hvis du vil følge min blog, så meld dig til i højre side af bloggen. Det er anonymt og du får automatisk besked, når der er nye indlæg. Jeg lover, at jeg ikke “spammer” dig…….☺️

Rub&Stub&Ludo….. en anmeldelse

Huset i Magstræde……. bare du siger ordet, så vælter det op med gode minder igennem adskillige årtier.

Her festede jeg til den helt store guldmedalje i 70’erne og 80’erne – dengang der var virkelig meget knald på – her var jeg til koncerter i massevis i 90’erne – og i 00’erne blev min søns konfirmation, på hvad der dengang blev betragtet som lidt utraditionelt – holdt herinde. Og i løbet af de resterende 00’ere og nu i 10’erne kommer jeg jævnligt ind bare for at mærke stemningen og på lune sommeraftener nyde en kold øl i gården.

Forleden var jeg her sammen med nogle gode veninder – i de samme lokaler, som vi festede i til konfirmationen. I dag hedder restauranten Rub&Stub – og det er et helt fantastisk koncept. En restaurant hvis mål det er at komme madspild til livs. Flere store supermarkedskæder leverer overskudsvarer til restauranten – madvarer som ellers ville blive kørt på forbrændingen – enten fordi der ikke er så lang tid til udløbsdato, eller fordi agurken krummer på den “forkerte” måde eller kartoflen har et sjovt udseende. Og udfra de varer der ellers skulle have været på lossepladsen, sammensætter køkkenchefen en menu. Portionerne man får er måske mindre end normalt – igen for ikke at skulle kassere mad – til gengæld kan man bare få ekstra portioner, hvis man er mere sulten, eller hvis der alligevel er mere på tallerkenen end du kan spise, så får du resterne med hjem i en doggy-bag.

Det smagte fantastisk og personalet var super søde – og de er for i øvrigt frivillige næsten allesammen – og omgivelserne, ja de er som de altid har været igennem de 40 år jeg har frekventeret stedet.

Efter maden gik vi en etage ned – i spilleafdelingen – og her bankede jeg dem allesammen i LUDO 😄

Læs om konceptet her: http://www.spisrubogstub.dk/

Ludo

Fra grandiøs til inferiør

Den Kgl Postgård, sådan hed posthuset i Købmagergade, København tidligere og det har altid stået for mig som et meget smukt hus. Den store, gamle, flotte bygning har ligget der i mere end 250 år og stedet emmede tidligere af postdiligencer og posthorn. Man trådte ind i en sal med brede, slidte stenfliser på gulvet og de tre af væggene var besat med skranker af træ, der var udskåret på den smukkeste måde. Hver skranke var en slags bås for sig selv – en bue, også udskåret i træ, indrammede den postmedarbejder der sad, højt hævet over gulvet, bag skranken.

Bygningen var tidligere et palæ og der var bestemt også noget prægtigt over at træde indenfor og aflevere breve eller sende pakker. Jeg tog gerne en omvej, bare for at kunne kigge indenfor og ganske kortvarigt føle mig hensat til en tidsalder, hvor alting var håndlavet og bygningerne på smukkeste vis blev udsmykket både udvendigt og indvendigt.

Så blev der ændret lidt på udseendet – de flotte træudskæringer blev fjernet fra hver skranke, der blev indført nummersystem og hver postmedarbejder sad nu ikke længere bag sin egen smukke, udskårne bue, men nærmere ved en lang kedelig skranke. Det tog ret så meget af det grandiøse af stedet – men stengulvet, som her og der vidnede om, at mange mange mennesker igennem flere hundrede år havde haft sin gang i huset, beholdt de dog.

Nu er posthuset i Købmagergade lukket og slukket og flyttet til Pilestræde. Det lyder umiddelbart ikke så slemt, det er jo også en gammel københavnergade – men etaten har formået at finde den mest kedelige bygning i den gade og indvendigt er der grimmere end grimt. Det nye posthus er en øjebæ, og det er synd for os kunder, men så sandelig da også for de medarbejdere, der skal arbejde i de omgivelser hver dag. Ja, ja, jeg ved godt der kommer økonomi indover, men der må da være en bundgrænse for hvor grimt, man kan tillade sig at indrette offentlige bygninger.

Nu er det bare at vente og se hvad der skal ske med det gamle palæ i Købmagergade – men ærgerligt er det, når et link tilbage til fortiden lukker.

Zephyr, campingbord og klapstole

Forleden dag kørte jeg igennem det smukkeste danske sommerlandskab. Det så ud som de postkort, man kan købe, hvor man tænker… eijjj, sådan ser det ikke ud i virkeligheden…

Bagende sol, bølgende kornmarker, grøftekantsblomster langs vejen, køer på marken, kåde føl bag hvide indhegninger.. jeg kunne blive ved. Det er kun et spørgsmål om at “se” det hele.

Men det største indtryk fik jeg, da jeg passerede en rasteplads og så, at der holdt en bil, hvor bagsmækken var slået op og bagved sad en familie, på 2 voksne og 2 børn, rundt om et campingbord og spiste frokost.

Jeg røg huks-fluks 50 år eller mere tilbage i tiden. Tilbage til den tid, hvor det var min bror og jeg, der sad rundt om campingbordet – i vejkanten – med frokost og saftevand. Vores bil var en Zephyr – en knald-turkis en af slagsen, mine forældre var meget moderne efter datidens normer.

Hvis man var så heldig at have en bil, så kørte man ud i naturen – om søndagen. Vi kørte ikke i skoven, næ nej man kørte til en rasteplads, der lå langs vejen, så man kunne se de andre biler, der kørte forbi. Det lille campingbord blev slået op – bare det, at have et bord der kunne slås op, var smart 😄…. og de bittesmå klapstole uden ryg blev sat rundt om bordet. Madkurven kom frem sammen med saftevanden og vi havde den skønneste familiehyggetid. Og så snart vi børn var færdige med at spise, så tog vi vores kladdehæfter frem og skrev bilnumre ned!

Når vi kom hjem igen efter et par timer, så syntes vi, at vi havde haft den dejligste tid.   👨‍👩‍👧‍👦

Jeg troede ikke, den slags familiehygge fandtes længere – men jeg blev positivt overrasket, da jeg forleden passerede den rasteplads. Og jeg lever videre med troen på, at de alle fire virkelig hyggede sig og at der ikke lå hverken Ipads eller mobiltelefoner fremme på bordet. ❤️

Dagens kontrast-tanke

20150806_081754

Vågnede kl 0730 i morges til en stilhed uden lige. Vejret viste sig fra sin bedste side i sommerudgaven. Temperaturen stod allerede på 24 grader og ikke en vind rørte sig, duggen glimtede som tusindevis af diamanter i græsplænen, og den hvide kat, som engang imellem besøger haven, lå dovent under æbletræet. ALT var tyst – selv fuglene holdt en andægtig pause i pipperiet, sikkert lige så benovede som jeg over dagens skønhed.

Den første lyd hørte jeg på turen ned til stranden – den kom fra et egern, der løb lige ind foran mig og vist nok blev temmelig forskrækket og udstødte en lille pibelyd.

20150806_080935

Jeg nød i den grad min morgen og stilheden og blev først forstyrret af en elektronisk lyd, da der bippede en påmindelse ind på min telefon. Og her slog kontrast-tanken for alvor igennem.

I dag skulle jeg nemlig have været i Skanderborg – til Smuk Fest.

I stedet for at vågne til absolut stilhed og med duften af dugfriske grantræer i næsen, kunne jeg være vågnet i et lummert og lunt telt på en mere end overfyldt teltplads, med lugten af urinaler i næsen og med en lille bagskid på efter for store indtagelser af diverse shots og med en summen for ørerne efter nattens høje musik fra de mange scener på Smuk Fest.

I stedet for at være gået ned til stranden og starte dagen med en frisk morgendukkert – kun i selskab med marsvin og (sommetider) en enkelt sæl, så ville jeg have kunne se frem til at skulle stå i kø til overfyldte og ikke altid helt appetitlige brusekabiner. Til at skulle dele toilet og telefonoplader med tusinde andre mennesker og til en alenlang buskø ned til festivalpladsen. Men det ville også være udsigten til endnu en dag i godt selskab med gode venner, det søde Skraldehold og ikke mindst deres verdensberømte “skraldejuice”, mere musik og flere promiller, masser af fest og bestemt ikke mindre larm.

Begge dele er lige godt ❤️

20150804_071811

%d bloggers like this: