Rub&Stub&Ludo….. en anmeldelse

Huset i Magstræde……. bare du siger ordet, så vælter det op med gode minder igennem adskillige årtier.

Her festede jeg til den helt store guldmedalje i 70’erne og 80’erne – dengang der var virkelig meget knald på – her var jeg til koncerter i massevis i 90’erne – og i 00’erne blev min søns konfirmation, på hvad der dengang blev betragtet som lidt utraditionelt – holdt herinde. Og i løbet af de resterende 00’ere og nu i 10’erne kommer jeg jævnligt ind bare for at mærke stemningen og på lune sommeraftener nyde en kold øl i gården.

Forleden var jeg her sammen med nogle gode veninder – i de samme lokaler, som vi festede i til konfirmationen. I dag hedder restauranten Rub&Stub – og det er et helt fantastisk koncept. En restaurant hvis mål det er at komme madspild til livs. Flere store supermarkedskæder leverer overskudsvarer til restauranten – madvarer som ellers ville blive kørt på forbrændingen – enten fordi der ikke er så lang tid til udløbsdato, eller fordi agurken krummer på den “forkerte” måde eller kartoflen har et sjovt udseende. Og udfra de varer der ellers skulle have været på lossepladsen, sammensætter køkkenchefen en menu. Portionerne man får er måske mindre end normalt – igen for ikke at skulle kassere mad – til gengæld kan man bare få ekstra portioner, hvis man er mere sulten, eller hvis der alligevel er mere på tallerkenen end du kan spise, så får du resterne med hjem i en doggy-bag.

Det smagte fantastisk og personalet var super søde – og de er for i øvrigt frivillige næsten allesammen – og omgivelserne, ja de er som de altid har været igennem de 40 år jeg har frekventeret stedet.

Efter maden gik vi en etage ned – i spilleafdelingen – og her bankede jeg dem allesammen i LUDO 😄

Læs om konceptet her: http://www.spisrubogstub.dk/

Ludo

Reklamer

Fra grandiøs til inferiør

Den Kgl Postgård, sådan hed posthuset i Købmagergade, København tidligere og det har altid stået for mig som et meget smukt hus. Den store, gamle, flotte bygning har ligget der i mere end 250 år og stedet emmede tidligere af postdiligencer og posthorn. Man trådte ind i en sal med brede, slidte stenfliser på gulvet og de tre af væggene var besat med skranker af træ, der var udskåret på den smukkeste måde. Hver skranke var en slags bås for sig selv – en bue, også udskåret i træ, indrammede den postmedarbejder der sad, højt hævet over gulvet, bag skranken.

Bygningen var tidligere et palæ og der var bestemt også noget prægtigt over at træde indenfor og aflevere breve eller sende pakker. Jeg tog gerne en omvej, bare for at kunne kigge indenfor og ganske kortvarigt føle mig hensat til en tidsalder, hvor alting var håndlavet og bygningerne på smukkeste vis blev udsmykket både udvendigt og indvendigt.

Så blev der ændret lidt på udseendet – de flotte træudskæringer blev fjernet fra hver skranke, der blev indført nummersystem og hver postmedarbejder sad nu ikke længere bag sin egen smukke, udskårne bue, men nærmere ved en lang kedelig skranke. Det tog ret så meget af det grandiøse af stedet – men stengulvet, som her og der vidnede om, at mange mange mennesker igennem flere hundrede år havde haft sin gang i huset, beholdt de dog.

Nu er posthuset i Købmagergade lukket og slukket og flyttet til Pilestræde. Det lyder umiddelbart ikke så slemt, det er jo også en gammel københavnergade – men etaten har formået at finde den mest kedelige bygning i den gade og indvendigt er der grimmere end grimt. Det nye posthus er en øjebæ, og det er synd for os kunder, men så sandelig da også for de medarbejdere, der skal arbejde i de omgivelser hver dag. Ja, ja, jeg ved godt der kommer økonomi indover, men der må da være en bundgrænse for hvor grimt, man kan tillade sig at indrette offentlige bygninger.

Nu er det bare at vente og se hvad der skal ske med det gamle palæ i Købmagergade – men ærgerligt er det, når et link tilbage til fortiden lukker.

Zephyr, campingbord og klapstole

Forleden dag kørte jeg igennem det smukkeste danske sommerlandskab. Det så ud som de postkort, man kan købe, hvor man tænker… eijjj, sådan ser det ikke ud i virkeligheden…

Bagende sol, bølgende kornmarker, grøftekantsblomster langs vejen, køer på marken, kåde føl bag hvide indhegninger.. jeg kunne blive ved. Det er kun et spørgsmål om at “se” det hele.

Men det største indtryk fik jeg, da jeg passerede en rasteplads og så, at der holdt en bil, hvor bagsmækken var slået op og bagved sad en familie, på 2 voksne og 2 børn, rundt om et campingbord og spiste frokost.

Jeg røg huks-fluks 50 år eller mere tilbage i tiden. Tilbage til den tid, hvor det var min bror og jeg, der sad rundt om campingbordet – i vejkanten – med frokost og saftevand. Vores bil var en Zephyr – en knald-turkis en af slagsen, mine forældre var meget moderne efter datidens normer.

Hvis man var så heldig at have en bil, så kørte man ud i naturen – om søndagen. Vi kørte ikke i skoven, næ nej man kørte til en rasteplads, der lå langs vejen, så man kunne se de andre biler, der kørte forbi. Det lille campingbord blev slået op – bare det, at have et bord der kunne slås op, var smart 😄…. og de bittesmå klapstole uden ryg blev sat rundt om bordet. Madkurven kom frem sammen med saftevanden og vi havde den skønneste familiehyggetid. Og så snart vi børn var færdige med at spise, så tog vi vores kladdehæfter frem og skrev bilnumre ned!

Når vi kom hjem igen efter et par timer, så syntes vi, at vi havde haft den dejligste tid.   👨‍👩‍👧‍👦

Jeg troede ikke, den slags familiehygge fandtes længere – men jeg blev positivt overrasket, da jeg forleden passerede den rasteplads. Og jeg lever videre med troen på, at de alle fire virkelig hyggede sig og at der ikke lå hverken Ipads eller mobiltelefoner fremme på bordet. ❤️

Dagens kontrast-tanke

20150806_081754

Vågnede kl 0730 i morges til en stilhed uden lige. Vejret viste sig fra sin bedste side i sommerudgaven. Temperaturen stod allerede på 24 grader og ikke en vind rørte sig, duggen glimtede som tusindevis af diamanter i græsplænen, og den hvide kat, som engang imellem besøger haven, lå dovent under æbletræet. ALT var tyst – selv fuglene holdt en andægtig pause i pipperiet, sikkert lige så benovede som jeg over dagens skønhed.

Den første lyd hørte jeg på turen ned til stranden – den kom fra et egern, der løb lige ind foran mig og vist nok blev temmelig forskrækket og udstødte en lille pibelyd.

20150806_080935

Jeg nød i den grad min morgen og stilheden og blev først forstyrret af en elektronisk lyd, da der bippede en påmindelse ind på min telefon. Og her slog kontrast-tanken for alvor igennem.

I dag skulle jeg nemlig have været i Skanderborg – til Smuk Fest.

I stedet for at vågne til absolut stilhed og med duften af dugfriske grantræer i næsen, kunne jeg være vågnet i et lummert og lunt telt på en mere end overfyldt teltplads, med lugten af urinaler i næsen og med en lille bagskid på efter for store indtagelser af diverse shots og med en summen for ørerne efter nattens høje musik fra de mange scener på Smuk Fest.

I stedet for at være gået ned til stranden og starte dagen med en frisk morgendukkert – kun i selskab med marsvin og (sommetider) en enkelt sæl, så ville jeg have kunne se frem til at skulle stå i kø til overfyldte og ikke altid helt appetitlige brusekabiner. Til at skulle dele toilet og telefonoplader med tusinde andre mennesker og til en alenlang buskø ned til festivalpladsen. Men det ville også være udsigten til endnu en dag i godt selskab med gode venner, det søde Skraldehold og ikke mindst deres verdensberømte “skraldejuice”, mere musik og flere promiller, masser af fest og bestemt ikke mindre larm.

Begge dele er lige godt ❤️

20150804_071811

Edderkopper……

Jeg hører til racen, der af helt ulogiske forklaringer, er bange for små bitte (og endnu værre; store) edderkopper og andre små uskyldige, totalt ufarlige dyr (inklusive mus). Min fornuftige hjernehalvdel fortæller mig gang på gang, at det er latterligt, men som i så mange andre situationer, så vinder følelserne over fornuften – hvilket jeg faktisk i de fleste andre situationer er ganske godt tilfreds med 😊

Da jeg i dag lagde rent sengetøj på, dukkede en af de der store, tykke edderkopper op, dem som løber meget hurtigt. Jeg kan ikke/tør ikke! slå dem ihjel – så jeg fangede den med en kost med meget langt skaft og så op på en fejebakke. Med kosten i den ene hånd og fejebakken i den anden hånd, strakt så langt væk fra kroppen som muligt, løb jeg derefter i fuld firspring hen til terrassedøren for at ryste den ned i blomsterbedet – og det er så her, det værste sker, – edderkoppen var der ikke længere!!! Med andre ord, jeg må have tabt den på vejen, således at den stadig befinder sig i huset….. 😣 Det fik mig til at tænke på en anden edderkoppesituation jeg var i for en del år tilbage.

Det var uden diskussion Danmarks største edderkop, som pludselig lå i min håndvask på badeværelset. Den var så stor, at jeg ikke turde fange den på en fejebakke og da slet ikke støvsuge den op, så jeg smed en gulvklud henover den, så kunne den ligge der til min veninde, som overhovedet ikke er bange for nogen ting, kom forbi og kunne fjerne den. Men jeg siger jer……… edderkoppen GIK VIDERE MED GULVKLUDEN på ryggen. Jeg smed et 2x2m stort badehåndklæde henover og ringede til veninde, som straks kom ilende og reddede mig….

Downgradings…. let it go….

Lige så vidunderligt det er med upgradings – lige så kedeligt er det med downgradings – se mit tidligere blogindlæg.https://nowwhat.dk/2015/05/14/upgradings-bring-it-on/

Nu er jeg hjemme fra USA og tilbage i min lille og gamle bil. Sjovt nok havde jeg absolut ingen problemer med, hurtigere end lynet, at vænne mig til en stor bil med automatgear, masser af plads og masser af finesser – men der skulle kun 6 dage i en luksusbil til, før jeg havde glemt, hvordan man kører i en ganske almindelig lillebitte bil med manuelt gear og meget lidt plads. Og da min venstre fod allerede havde vænnet sig til ikke at skulle lave noget, udover at slå takten til musikken, der bragede ud af de 4 højtalere i amerikanerbilen, så startede jeg dagen i dag med at køre ind i bilen, der var parkeret foran. Jeg havde glemt, at gearstangen ikke er udstyret med et “P”, og at jeg derfor burde træde koblingen ned, inden jeg startede motoren – med det resultat at jeg lavede et meget lille fint kaninhop fremad og lige ind i den bil, der var parkeret foran mig.

Og allerede kort tid efter var venstre fod tilbage i den behagelige, afslappede position i venstre side af bilen og glemte, at den skulle på arbejde, når der skulle skiftes gear – UPS for en lyd. 😦

Min Karen Blixen stol, som jeg havde bestilt i Ilva, skulle hentes og den kunne have ligget i mindst 4 kopier i min amerikanske bil – det var MEGET svært, bare at få det ene eksemplar jeg havde købt, moslet ind i min egen lille bil (for slet ikke at tale om at få den ud igen).
Jo, der er en verden til forskel, jeg elsker dog stadig min lille bil, men må vist bare erkende, at jeg egner mig ikke til downgradings 🙂

PS.. Og desværre tog det heller ikke ret mange splitsekunder, før jeg var oppe i samme omdrejninger som resten af Danmarks trafikanter i hidsighed – der er en VERDEN til forskel på, hvordan man kører her i Danmark og så i USA…..

Hvis du vil følge min blog, så meld dig til i øverste højre hjørne, så får du automatisk besked, når der er nye indlæg. Jeg lover at jeg ikke vil spamme dig 😉

Upgradings….. bring it on… :-)

Man bliver hurtigt forvent med upgradings i alle afskygninger. 🙂
Det har ikke taget meget mere end en halv dag, at blive helt vild med “min” nye store bil med: automat gear, kamera så jeg ikke bakker ind i noget, aircondition (helt uundværlig her i 35 grader ++), et bagagerum som kan indeholde kufferter og kørestol og så er der stadig plads til overs, en GPS med en venlig stemme, sæder som får en til at føle, man synker ned i yndlingslænestolen, tonede ruder så man ikke kan kigge ind, vinduesvisker, som kan indstilles til at viske i hvilket som helst tempo, soltag (som jeg først opdagede efter 4 timer) – og med garanti en hel masse andre features jeg stadig ikke har opdaget.wpid-20150513_175322.jpg Og den venlige dame fra Alamo sagde kun: Du vælger bare hvilken bil du ønsker af alle de SUV’er, der holder i venstre række…..Her var ca 10 at vælge imellem, og jeg valgte kun en i mellemstørrelse – det føltes som om, jeg burde have kørekort til lastbil, hvis jeg havde taget den største – og det er, som bekendt, ikke størrelsen, det kommer an på…. siger de 😉
Selvom det kun er en lejebil, så er det temmelig overvældende, når jeg først for rimelig nylig er gået fra en 15 år gammel Raleigh cykel til en 8 år gammel lillebitte Citroën C1 – for så pludselig befinde sig bag rattet i denne for mig store bil….. nøjjjj hvor jeg nyder det 🙂
PS. Jeg glemte at spørge om man skal bruge benzin eller diesel, mon ikke det er benzin, når jeg ikke har fået anden besked ?

Hvis du vil følge min blog, så klik dig ind i øverste højre hjørne, så får du besked, når der er nye indlæg. Jeg lover, at jeg ikke vil spamme dig.

Min barndoms pølser…

Uhmmmm… og ihhhh, hvor var det hyggeligt og meget meget specielt – at få røde pølser med sennep og ketchup – som take-away!
Det kræver, at man har levet i 40 år eller mere for at kunne hensætte sig i den tilstand af lykke, ved tanken om meget lunkne og slatne, røde pølser med kedelige kolde pølsebrød samt sennep og ketchup, der var smurt ind i et stykke madpapir. Men det VAR altså eksotisk – dengang. Pizza og burgere var ikke opfundet. Fastfood – det fandtes kun på dåser med forloren skildpadde eller hakkebøf i brun sovs. Hjemmelavet mad, det var, hvad man fik – dengang – lige bortset fra de 3-4 gange om året, hvor ens mor foreslog, at vi cyklede hen til pølsevognen, der lå ved siden af banegården, og hentede 3×2 røde med brød for at tage med hjem. DET var hygge….. men indrømmet, jeg husker det ikke, som om det smagte godt, det var mere det eksotiske i at hente mad ude i byen og tage med hjem. Ikke en gang selve ordet – TAKE Away – fandtes dengang
I dag kan du hente alt muligt – lige fra super lækkert og delikat til det mere usle og mindre lækkert. Og forleden opdagede jeg, at der på Hovedbanegården i København er åbnet et nyt madsted. Et supermarked af den appetitlige slags. Varerne er udstillet på en flot og indbydende måde, der står en rigtig slagter bag disken, frugten er arrangeret på en mundvandsløbende indbydende måde, masser af økologi og ikke mindst skønne færdigretter, som får en til at springe over hvor gærdet er lavest og droppe posen med kartofler, der skal skrælles. Jeg tror, at det er det faktum, at det er på Hovedbanegården, der er åbnet et lækkert supermarked, der fik mig til at tænke på pølserne fra min barndoms banegård…..

Når bønder kommer til byen…

Sådan lyder et gammelt udtryk og jeg vil tro, at de fleste kender udtrykket – ihvertfald hvis man er over 30…
Jeg var til en koncert fornylig – en af de stille og rolige – en af dem, hvor man kunne sidde ved små borde og nyde en drink, mens man lyttede til musikken – så’n en rigtig voksen-koncert ;-).
Jeg tror at alle i min omgangskreds vil skrive under på, at jeg er et meget umusikalsk menneske – jeg synger falsk (men synger alligevel) – jeg kan ikke huske teksterne (men digter bare nogle andre) – jeg kan ikke klappe i takt (og klapper bare i samme tempo, som dem der står foran mig) – på trods af det, så er jeg meget glad for musik og hører det næsten hele tiden – selvom jeg aldrig kan huske hvad bandet eller kunstneren eller melodien hedder. Og jeg nød også denne stille og rolige og smukke koncert, lige indtil der var en der startede en Café Latte maskine midt i al den smukke musik og larmede temmelig meget, synes jeg.
Da jeg forsigtigt hviskede til min veninde, at det da var for dårligt, brød hun sammen i grin – det var ikke en Café Latte maskine – men trommeslageren der brugte sine ris på trommerne..
Ja hvad ved bønder/jeg om musik – udover om jeg synes det lyder godt eller ej 😃

Sådan kan man også ende i Horserød..

Kan man blive blind af at skråle???? Ja, det må jeg nok erkende….. måske ikke helt blind, men ihvertfald kan man skråle så meget, at man ikke ser sån’ rigtigt.
På vej op til mit dejligste fristed = sommerhuset, skulle jeg forbi Ikea – det, i sig selv, er jo ikke en dårlig ting – alle undskyldninger gælder for at komme i Ikea 😉 – synes jeg (og jeg ved en del af veninderne er enige) – men altså Ikea på vejen for at købe lys (som så blev til en hel masse andre ting også… hmm mærkeligt som lys kan formere sig, men det er en anden historie).
Nu har jeg kørt den rute et par gange før, så det er ikke fordi jeg er nybegynder – men det er heller ikke en rute der ligger på rutinen, så jeg skal (læs: bør) tænke lidt også. Tilfældigvis var der noget vildt god musik i radioen mens jeg kørte – I ved sådan noget 80’er agtigt – Kom tilbage til Mig og Det er mig der står derude og banker på og Hvis du forstod..….. Musik som det er helt og aldeles komplet umuligt at lade være med at skrue op for og skråle med på – når man vel og mærke er alene i bilen (kun fordi jeg også kan være et betænkeligt menneske 😉 ) – men med det resultat, at jeg pludselig havde Horserød Statsfængsel på min venstre hånd – et sted som jeg aldrig tidligere har besøgt og et sted som jeg egentlig ikke havde nogen ide om hvor i landet det lå – udover i byen Horserød selvfølgelig. Hvordan jeg havnede der, aner jeg ikke – men jeg må jo have overset et par skilte eller to – men smukt det var der – HELE omvejen var smuk… og skulle nogen spørge om vej, så ved jeg nu hvor Horserød Statsfængsel ligger 🙂
Jeg forstår dog stadig ikke hvordan jeg kunne komme så galt på afveje, bare fordi jeg skrålede højt med på melodien:
Vågner i Natten…..