M&K bilister

Jeg vil bare sige, at jeg er en fremragende bilist…

Det er ikke mig, der ligger og spærrer i yderbanen, så man ikke kan overhale.

Det er heller ikke mig, der ligger og snegler sig afsted med 100 km i timen, hvor man må køre 110.

Det er ikke mig, der kører helt op i en vis del på den forankørende bil, hvis ikke den flytter sig hurtigt nok, når jeg kommer susende.

Det er ikke mig, der sinker trafikken i København, fordi jeg ikke kan finde vej.

Det er ikke mig, der har parkeret så dumt, at jeg spærrer for to P-pladser.

Men det er mig, der kører hvad jeg må (og sommetider en lillebitte smule mere 😉)

Og det er mig, der trækker ind til siden, når jeg har overhalet.

Jeg indrømmer, det er mig, der blinker med det lange lys, så du kan se, at nu kommer jeg med fart på, men jeg holder afstanden, for at give dig en chance.

Det er mig, der ved bykørsel i god tid lægger mig den rigtige bane, så jeg ikke skal lave hasarderede, pludselige sving for at komme i den rigtige bane.

Og det er mig, der i første forsøg kan lave den flotteste baglæns kantstensparkering i et hug, med meget lidt plads mellem to biler.

Så derfor, når nogen (= mænd) sidder i snak om kvinder og biler og deres tvivlsomme køreegenskaber – så er det ikke mig, de mener. I det hele taget så forstår jeg ikke, at den myte om kvinder og kørsel bliver ved at hænge. Tillad mig at citere fra Vejdirektoratets statistik: Mange mænd mener, at de kører bedre bil end kvinder. Men mænd er langt oftere involveret i trafikulykker, selv når der tages højde for, at de kører flere kilometer end kvinder. Det viser en ny rapport fra Vejdirektoratet.

Men når det drejer sig om alt det udover køreegenskaberne, såsom påfyldning af diverse væsker, (Slush-Ice) kontrol af olie, indstilling af radioen, at slå sidespejle ind inden den køres i p-kælderen af en robot, at finde den knap, der åbner kølerhjelmen – så er jeg skyldig – men alt det har man jo folk til 😊

Min egen morgen….

Vågnede til lyden af regn mod ruden. En perfekt lyd, når jeg nu allerede havde besluttet, at dagen bare skulle bruges til at hygge indenfor. Radioen blev tændt og blid, blød morgenmusik strømmede ud af højtaleren. Gardinerne blev trukket op og selvom vejret var gråt, lå der alligevel en forårsstemning i luften. Det ville blive en god dag.

Kaffen stod og bryggede i køkkenet og begyndte at sende duften af ristede bønner igennem lejligheden. Jeg hældte en stor portion Skyr op. Ristede lidt sesamfrø og blandede de lune små frø ned i skålen sammen med en god skefuld Chiafrø. Blåbær blev strøet over med rund hånd og tilsidst tilsatte jeg en ordentlig omgang kokosmel… uhmmmm…… Morgenmad lige efter min smag.

Det hele blev båret ind i stuen, stearinlysene blev tændt, kaffen hældt op  og avisen åbnet på første side. Først en tår kaffe…. Irmas den grønne økologiske – såå saligt…. nu glædede smagsløgene sig til den første skefuld Skyr .…..og så var det, at hele glansbilledet revnede…… I stedet for kokosmel – som jeg havde været meget rundhåndet med – så havde jeg hældt groft salt udover det hele….😝

Det skal nok blive en god dag alligevel 😁

Slush-Ice

Kulden går gennem marv og ben i denne tid – det er helt vanvittigt, så koldt det er.

Det føles derfor ekstra priviligeret at have en lille bil, man kan hoppe ind i, når cykelsadlen er for kold. 

Sidste år havde vi også en periode med sne og kulde og jeg havde husket at hælde karburatorvæske i tanken og fylde den tomme beholder til sprinklervæske helt op. Min bil startede og kørte upåklageligt, som den altid gør.

Lidt anderledes gik det, da jeg fik behov for at vaske forruden ren under kørslen.

Et laaang tryk på den arm, man starter sin vinduesvisker med og ud kom en masse dejlig sprinklervæske. Men ak, det så ud som det frøs til klumper – en tyk, slibrig, grå-gul masse kørte nu rundt på min rude og udsynet blev væsentlig forringet. Jeg prøvede igen – det samme skete.  Det lignede fuldstændig slush-ice med et stænk appelsinsaft i. Jeg måtte køre ind til siden og tørre ruden ren, inden jeg kunne køre videre.

En veninde fortalte mig, at det var fordi jeg ikke havde checket, at der stod “frostsikker” på flasken. Det havde jeg nu aldrig hørt om, men biler er heller ikke min spidskompetence.

Jeg glemte alt om det indtil næste gang, jeg fik brug for at rense forruden. Det var lidt varmere i vejret, så “grøden” var ikke så tyk, nærmere sådan lidt vælling-agtig på den tynde måde. Da temperaturen havde sneget sig op på nogle få plus-grader holdt teorien om, at det var fordi jeg ikke havde sikret mig, at det var frostsikker væske jeg havde brugt, derfor ikke.

Da jeg næste gang kom i nærheden af min garage i sommerhuset, hvor jeg havde hentet flasken med sprinklervæske, fandt jeg derfor flasken frem.

Dennegang tog jeg briller på og læste etiketten – jeg havde simpelthen fyldt beholderen op med bil-shampoo.

Grydelapper og Pandelapper

Jeg sidder ved mit store, dejlige spisebord stykket sammen af smukt, gammelt træ. Træ, som i et andet liv, har været brugt til døre i Indien. Det er oversået med slidmærker og brændemærker. Der er ridset i det med en sløv lommekniv og rødvinspletterne minder mig om de utallige hyggelige sammenkomster, der har været rundt om bordet. Det er smukt og fyldt med historie. Men det er nu ikke mit elskede spisebord, mit indlæg skal handle om.

Jeg sidder her og er godt fordybet i en artikel, jeg har fundet på nettet. Den handler om, hvordan man kan lave portvin ud af sine vindruer. Nu er jeg ikke den store drivhusentusiast, men mit sommerhus er født med et drivhus og jeg synes, jeg skylder det, at forsøge at blive bedre til at udnytte de mange muligheder der er. Jeg indrømmer blankt, at det var artiklen om at lave sin egen portvin, der fik mig til at interessere mig lidt mere for drivhuset. Men det er nu heller ikke dét, mit indlæg skal handle om. Selvom jeg nu funderer over, om det mon også er aldersbetinget, at jeg begynder at blive lidt mere interesseret i at dyrke ting i drivhuset. Det er dog heller ikke alder, mit indlæg handler om.

Og nu sidder jeg og væver og er der noget, der kan sætte min tålmodighed på prøve, så er det folk, der væver inden de kommer til sagen. Hvad skal alle de afstikkere til for? Kom nu videre, for pokker. Jo altså ,mens jeg sidder her ved mit skønne spisebord i mit dejlige sommerhus, så har jeg i dag, meget undtagelsesvis, fjernsynet kørende i baggrunden. Jeg vil høre aftenens nyheder, men jeg har ikke tålmodighed til at sidde stille og bare kigge på, og jeg kan sagtens lytte til nyheder, mens jeg læser artikler om portvinsproduktion og drømmer mig hen til en kold vinteraften med ild i kaminen og blæsten ruskende i træerne udenfor, alt imens jeg sidder indenfor og nyder min egen hjemmebryggede portvin. Så, nu driver jeg derudaf igen. Hvad var det nu jeg ville? Nåh jo, pludselig hører jeg en på TV tale om pandelapper. Og da mit fokus lige i det sekund mest er på portvin, så hører jeg ikke så meget mere, men undrer mig over, at der findes specielle lapper til pander. Hvorfor kan man ikke bare bruge de samme lapper, som man bruger til gryderne, altså grydelapper? Nysgerrigheden får mig til at løfte blikket fra portvinsartiklen og kaste et blik på flimmerskærmen. Her sidder der en nydelig overlæge midt i et interview – og det går op for mig at pandelapper ikke er grydelapper specielt beregnet til pander – men at pandelapper er noget vi allesammen har i panden. Jeg er ikke helt sikker på, hvad disse pandelapper helt præcis kan gøre, men hvis det er noget klogt, så indser jeg, at mine pandelapper sikkert ligger i dvale i dette øjeblik.

Cirkus kontra Pokémon

pokemonJeg er i cirkus næsten hvert år. Det begyndte for mange år siden, da min søn var lille, og vi har heldigvis begge to holdt fast i den tradition og glæder os hvert år til cirkus kommer til byen. Sidste år var jeg ikke med, men efter i år lover jeg mig selv aldrig mere at springe en sæson over.

Hvorfor?  Jo fordi det slog mig ekstra meget i år, hvor vigtigt det er, at holde fast i noget som er jordnært. Noget som er ægte og noget som sker i virkeligheden lige nu og her. I cirkus er du vidne til en flok mennesker, som giver alt, hvad de har i sig. Du er vidne til nogle præstationer, som du ved, at hver enkelt har øvet sig og øvet sig og øvet sig på.  Som du ved, at selv når de kan deres numre, så bruger de stadig mange timer på at perfektionere det og på at blive bedre. De har ikke en “hjælpe-knap” at trykke på, når det bliver for svært, de har heller ikke en “bank”, hvor de kan købe sig til genveje og de har heller ikke muligheden for at lave en CTRL-ALT-DELETE, hvis de kikser i deres præstation. Der er kun lige nu og her – og op på hesten igen, når det går galt.                                                                                           Det er en meget tæt oplevelse at være tilskuer til noget så jordnært, noget så menneskeligt og noget som foregår i nuet.

Da forestillingen var slut og vi kom udenfor, stødte vi ind i en flok børn/unge. De så os ikke, for de gik med hovederne begravet i deres mobiltelefoner og var i gang med at finde Pokémons. Jeg tror faktisk slet ikke de opdagede det store cirkustelt, de gik forbi.

Jeg har ikke noget imod Pokémon-GO,  men det slog mig, at vi OGSÅ skal huske at holde fast i de virkelige ting, at huske at interagere med rigtige, levende mennesker. Altså, huske at gå i teatret, til dans, til banko og i cirkus – inden vi allesammen ender med at opleve verden virtuelt igennem 3-D briller, fremfor den virkelige verden, som foregår lige for øjnene af os.

Fra 8-88 som lykkelig….

Jeg har i et andet indlæg Verdens lykkeligste skrevet om det urealistiske i at kunne måle lykke på tværs af lande. Idet jeg mener at lykke må afhænge af ens kulturelle baggrund og den livstilstand man er i på et givent tidspunkt.  Selv på et mikro-niveau, som ens eget jeg, er det umuligt at definere lykke. Lykken ændrer sig i takt med ens alder. af574-smil

 

Som 8-årig er det lykken at gå i skole, som 18-årig er det lykken at være færdig med skolen, som 28-årig er det lykken at finde sin eneste ene, som 38-årig kan det være lykken at se sine børn være blevet store, som 48-årig er det lykken stadig at være i 40’erne, som 58-årig er det lykken at være omgivet af gode venner, man har haft i årevis, som 68-årig er det lykken ikke at have ondt nogen steder og som 88-årig er det (forhåbentlig) lykken at kunne se tilbage på et lykkeligt liv. 😀

 

PS. Hvis du vil have automatisk besked, når der kommer et nyt indlæg her på bloggen, så meld dig til oppe i højre hjørne. Jeg LOVER, at du ikke bliver “spammet” ☺️

Livet i nakken…

Alle ved, det kan være meget svært at være teenager, og alle advarer forældre om de kommende umulige unger. Men ingen taler om, at det også kan være svært at være i 50’erne. Nu ved jeg, af egen erfaring, at begge dele er en udfordring. Men til forskel fra da jeg var teenager og den klogeste i hele verden og synes at alle de andre (læs: dem over 20) var oldsager, som absolut intet begreb havde om, hvordan verden var skruet sammen, så ved jeg i dag, at jeg ikke er den klogeste i hele verden og jeg ved også, at jeg ikke ved, hvordan verden er skruet sammen. Da jeg var ung var jeg frustreret og til tider urimelig Billederasende over, at de gamle ikke hørte efter. I dag er jeg frustreret og til tider urimelig rasende over, at de yngre ikke gider høre efter.

Så kan man lære det, kan man….. lidt sjovt som livet rammer én i nakken. 😏

 

PS. Hvis du vil have besked, når der kommer nye indlæg, så meld dig til i øverste højre hjørne. Jeg LOVER at du ikke bliver spammet 😊

AV min tand…. og pengepung

Lige siden, jeg flyttede hjemmefra, er jeg blevet opfordret til at forsikre mig mod snart sagt alt. Husforsikring, ansvarsforsikring, rejseforsikring, ulykkesforsikring, rørforsikring, indboforsikring, bilforsikring, hundeforsikring, glas-og kummeforsikring, arbejdsløshedsforsikring, livsforsikring og med garanti et hav af andre forsikringer, jeg har glemt alt om.

Men jeg mangler én vigtig forsikring – en tandforsikring. Ikke bare sådan en tandforsikring der hjælper dig, hvis du falder og slår tænderne ud, men en tandforsikring der dækker alle tandbehandlinger over f.eks 500 kr efter man er blevet 60 eller fra man går på pension.

Alle ved hvor ekstremt dyrt det er at gå til tandlæge, alene selve undersøgelsen er dyr. Og lige så snart du skal have lavet bare en lille smule, så er det sjældent det bliver under 1000kr.

Tænk, hvor mange tusinde kroner man risikerer at komme af med, når/hvis man skal have en ny overmund, når først tænderne, af helt naturlige årsager, ikke længere sidder lige så fast og man kun har sin pension at leve af. Og nu får vi jo kun tilskud til tandundersøgelse én gang pr år – derfor kunne man godt forestille sig, at når man så endelig kommer til tandlægen, så bliver reparationen mere omfattende og dermed dyrere end hvis man havde fanget den løse tand tidligere i forløbet

En forsikring er jo noget man frivilligt betaler  til – i håb om aldrig at få brug den. Jeg ville gerne have tegnet en sådan forsikring sammen med de mange andre forsikringer jeg har tegnet. Også selvom jeg – forhåbentlig – aldrig får brug for den.

Marius, maddiker og dobbeltmoral

Kan I huske Marius – giraffen fra Zoo, som fik sat Danmark på Verdenskortet – ihvertfald i USA. Giraffen, der blev slået ihjel på en human måde og efterfølgende parteret, udløste det helt store ramaskrig i USA – både fordi man slog ham ihjel – men også fordi man parterede ham foran børn. Uha Uha…😫

Jeg var på det tidspunkt i USA og reaktionerne var så hysteriske, at jeg næsten kunne kaste op over det. Hysteriet, over at børn kunne se på, var helt ude af proportioner set i forhold til, hvor mange børn der rent faktisk bor på bondegårde både i Danmark og i USA og som med garanti jævnligt har set dyr blive slagtet og parteret – og for hvem det er naturligt i forhold til at kunne få noget at spise.

For nogle måneder siden overværede jeg et show i Universal Studios i USA – et show for BÅDE børn og voksne. Det var en live-udgave af FEAR-FACTOR, et program der kører på amerikansk TV, og hvor det går ud på, at frivillige skal udfordres på deres frygt og gøre helt vildt mærkelige ting. I det her show skulle de frivillige deltagere blandt andet spise noget ekstremt ulækker mad – gammelt råddent kød, blendet med gamle rådne fisk – overhældt med sur mælk – OG med maddiker/orme og edderkopper – vel og mærke LEVENDE dyr, som sammen med det rådne kød og rådne fisk og den flere uger gamle mælk, blev puttet i en køkkenblender og blendet foran publikum. Publikum var en god blanding af børn og voksne i alle aldre.

Jeg ventede straks at se en demonstration af den største slags – en udvandring af forargede forældre med deres små, søde, uskyldige børn – bedrevidende voksne stille sig op på podiet og fordømme dette – dyreelskere storme scenen – showet lukket og forbudt i al fremtid….

Men det skete ikke – næ nej, i stedet fik showet stående klapsalver, mens de frivillige på scenen spiste en temmelig stor portion af den ulækre blanding – som vi, som publikum, havde overværet blive blendet for øjnene af os – med de på det tidspunkt levende orme og edderkopper.

Lige så meget som jeg er vild med Amerika, lige så ofte er jeg hovedrystende over den dobbeltmoral der foregår – i gigantisk størrelsesorden.

At kunne trække vejret frit….

At kunne trække vejret frit…….. burde være en menneskeret……

Både når vi taler om at kunne trække vejret frit uden det skal foregå igennem en maske, men også når vi bruger udtrykket i overført betydning … som f.eks at kunne brokke sig højlydt over en ekstrem forurening – uden at risikere “pludselig” at forsvinde fra jordens overflade – altså lig med ytringsfrihed.

Den sidstnævnte betydning overlader jeg indtil videre til andre – lige nu og her vil jeg bare give udtryk for min meget store bekymring overfor den forurening, jeg oplevede i Kina på et længere ophold.

Det er én ting, at sidde trygt hjemme i Danmark og læse om det i avisen og det er noget andet pludselig selv at mærke det på kroppen. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg bare tro at det atter var en diset dag – men min Air Quality China App fortæller mig, at det er “Hazardous” at gå udenfor – og skulle jeg ikke tro den, så opdager jeg det hurtigt, for øjnene svider, næsen klør og halsen kradser. Og kigger du ud af vinduet, er det som at være med i en Starwars film – hvor de fleste går rundt med masker på.

2016-01-25-14.38.44.jpg.jpg

De få dage hvor solen tittede frem, var alle glade og smed maskerne og jublede … “se, i dag kan vi se solen”.

Det gav virkelig stof til eftertanke på flere niveauer. Tænk at bo i et land, hvor glæden ved at se solen kobles sammen med at kunne trække vejret frit uden at det foregår igennem en maske – og dernæst kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor forureningen var den dag – for den er der jo  stadig, men er bare “fløjet” et andet sted hen…

%d bloggers like this: