Tag-arkiv: kleopatra

Mit Ayurvediske eventyr

Lydende, duften og varmen der rammer mig, da jeg stiger ud af flyet i Trivandrum, er nøjagtig den samme, som da jeg første gang for ca 40 år siden satte foden på jord udenfor Europa – Ceylon. Nu er jeg igen tæt på den ø der i dag hedder Sri Lanka. Jeg er i Kovalam, Sydspidsen af Indien. Lydende, duften og varmen er den samme som dengang.                              Mit ayurvediske eventyr begynder.

IMG_2952 2

Kovalam er en lille landsby ved havet. Charmerende og autentisk. Kovalam ligger i en bugt omgivet af klipper og baglandet består af bananpalmer, så langt øjet rækker.

Hver morgen bliver jeg vækket af havets brusen og fiskernes sang. Jeg sidder på første parket på terrassen og beundrer det hårde og møjsommelige arbejde mændene udfører. På stranden står omkring 30 mænd iført traditionel indisk beklædning, en lungi. De er i færd med at trække et meget stort og meget tungt net ind fra havet. De er fordelt med 15 mand i hver sin ende af nettet til at hale ind. Lidt længere ude i vandet står 3 mænd og slår kraftigt med armene i vandet, imens de udstøder nogle lyde, der mest lyder, som når man puster i et græsstrå. Deres job er at skræmme fiskene ind i nettet. En enkelt mand er svømmet igennem de kraftige bølger og den stærke strøm langt ud, meget langt ud. Derude hvor nettet ender. Han styrer, hvor midten af nettet er, således at de 20-30 mænd på stranden får trukket fangsten i land på en ensartet måde og så mange fisk som muligt bliver fanget. Nettet er blevet anbragt i havet endnu tidligere på morgenen af de store hjemmebyggede træbåde, som hver dag, ved håndkraft, bliver hevet på land af de samme mænd og tidligt hver morgen bliver skubbet ud igen.

IMG_1049

Bådene bygger de selv på stranden og der skal 8 mand til at ro dem. Nettet bliver langsomt, men sikkert hevet helt op på land akkompagneret af diverse råb og lyde og chanten der, såvidt jeg kan regne ud, indikerer, hvor langt i processen de er kommet. Så snart nettet er kommet helt op på stranden, stimler alle sammen for at diskutere dagens fangst.

Flere lokale kommer til og kigger med. Tynde mænd balancerer med meterhøje stakke af farverige stoffer på hovedet, og frodige kvinder holder ryggen rank med store kurve fyldt med friske ananas, papaya, mango og bananer. Altsammen varer, der skal sælges inden dagen er omme.

Lidt længere henne står 2 mænd, en ung og en gammel. De har deres egen “båd”. Den består ene og alene af nogle tykke kævler, af en ubestemmelig træsort, som de selv hver morgen surrer sammen med et reb og hver aften skiller ad igen. Det er fra den simple  konstruktion, den unge af dem tager ud og fisker.

Tæt på den gamle og den unge står et andet hold fiskere og har spredt hele deres store fangstnet ud i sandet, for at klargøre det til næste dags fangst. Et hårdt og møjsommeligt arbejde, de udfører hver dag, året rundt. Men de udfører det med sang og med et tydeligt bånd af fællesskab. At betragte dette stykke hverdagsliv, er for mig en vidunderlig måde at starte morgenen på – det er meditation, uden at man ved af det.

IMG_8014

Turen hen til yogatimen foregår langs stranden og forbi de små butikker og lokale handlende. Her føler man sig ikke presset til at købe deres udstillede varer eller gå ind og spise på deres restaurant. De spørger kun én gang og når man pænt siger nej tak, så smiler de bare venligt. Efterhånden som dagene går, nøjes de bare med at spørge til ens velbefindende og hilse med et stort smil. Stopper man op for at tale med dem, så får man en hyggelig snak om alt mellem himmel og jord. Jeg får sagt good morning og thank you rigtig mange gange, inden jeg når frem til yoga klassen. Men det er en god måde at starte dagen på – masser af smil og masser af venlig interesse.

Yogaen foregår på toppen af Agastyaa Heritage, som er Dr. Unni’s ayurvediske center og hotel. Udsigten henover toppen af palmetræerne direkte ned til havet, blandet sammen med lyden af bølgerne og fuglenes fløjt er med til at gøre dagens yogatime særlig god.

Det ayurvediske center er smukt bygget og passer ind i stilen. Det er anlagt i en frodig have og opført med stor respekt for det æstetiske og samspillet med omgivelserne.

IMG_3026

Mine ayurvediske behandlinger starter på den overdækkede terrasse, som har træbænke hele vejen rundt. Her sidder man og venter på lægen og dagens første samtale om, hvordan man har sovet om natten og hvordan ens afføring har været. Det er forbavsende så hurtigt, man vænner sig til at dele latrinære oplevelser med både lægen og de øvrige “patienter”, som sidder og venter. Herefter kommer min behandler og henter mig – det er Dinesh – jeg syntes, jeg har fået verdens bedste – men har en mistanke om, at alle de andre syntes det samme. Dinesh er en meget sympatisk mand med et roligt og venligt gemyt og et dejligt smil. Jeg finder i forløbet ud af, at han er 52 år og har en kone og en søn på 18, som bor 500 km nord for Kovalam. Dinesh arbejder på klinikken 5 mdr i træk uden en eneste fridag og rejser hjem igen, når monsunen begynder for at være sammen med familien. Arbejdsdagen starter ved 8-tiden om morgenen og slutter først sent på aftenen. Hver dag.

UNADJUSTEDNONRAW_thumb_1494

Rummet, Dinesh fører mig ind i, består på den ene side af en flettet væg med huller i, så luften kan komme ind, den anden væg er bygget op af trælameller, som lader sollyset reflektere på en smuk måde ind i rummet. Tagkonstruktionen højt over mig er et studie i snedkerarbejde. Der er selvfølgelig åbent ud til naturen – varmen ligger konstant på mellem 30 og 35 grader. Også her er de eneste lyde man hører, havets brusen og kragernes mange forskelligartede lyde. Jeg fik en sarong udleveret den første dag og den har jeg på ved alle mine besøg på klinikken. Inde i rummet beder Dinesh mig om at tage sarongen af og bagefter sætte mig på en lav skammel i rummet. Dinesh går ud af rummet, mens jeg tager sarongen af. En respektfuld handling at gå ud imens, men helt unødig, for resten af tiden er man lige så nøgen, som da man kom til verden.

Mens jeg sidder på skamlen, får jeg gnedet lidt medicinsk organisk pulver og lidt olie i hovedbunden. Jeg får en let massage i hovedet og på skuldre og ryg. Jeg bliver bedt om at rejse mig og lægge mig på maven på den store madras, der ligger på gulvet. Ovenover madrassen er et tov spændt ud og der hænger et klæde henover tovet. I et lille fordybning i væggen står en “Aladdins lampe” med olie i. Dinesh hælder olie ned over min ryg og begynder sin massage. En massage som jeg aldrig nogen steder i verden har prøvet – meget dygtigt og meget effektiv. Jeg havde hørt, at de masserede med fødderne, men det kunne jeg ikke få til at passe med den måde, han kunne trykke på og den måde han henholdsvis kunne lette trykket eller trykke hårdere, når han nåede områder, hvor det var nødvendigt. Men da Dinesh på et tidspunkt ramte min hånd, tænkte jeg først, at det var nogle mærkelige korte fingre han havde, indtil det gik op for mig, at det var hans tæer. Han brugte rebet og det hvide klæde til at hold fast i, mens hans fødder masserede mig. En teknik han havde lært af sin onkel og som var en familie tradition. Efter 20 min massage på ryggen vender jeg mig om og massagen fortsætter i 20-30 min på hele forsiden af kroppen. Da sessionen er overstået lægger han forsigtigt et rent klæde henover mig og forlader stille rummet. Jeg er faldet i en dyb søvn.

img_0919

Jeg bliver vækket af Bindhu og Jolon, en ældre kvinde og en ung kvinde, begge klædt i orange sarier. De vækker mig med et blidt “good morning madam”. Og mens de gør klar til min næste behandling, kommer jeg langsomt ud af den totalt afslappede tilstand jeg er i. Jolon – den yngste er meget lille og fin og spinkel og har et fnis, der lyder som små klokker, der ringer. Hun beder mig om at rejse mig op og tørrer min krop af for en smule af den mængde olie Dinesh har brugt. I rummet står en briks – en briks håndskåret i mørkt træ – umiddelbart minder den lidt om de slagtetrug, man brugte i gamle dage til grise – men denne er væsentlig større og har fine udskæringer. I en fordybning ligger en madras. En lille skammel bliver sat frem til mig og jeg bliver bedt om at lægge mig på maven på briksen. Så begynder et fuldstændig synkront forløb af Bindhu og Jolon. De står på hver sin side af mig. “Medicin-powder” (diverse fint malede urter) bliver drysset udover mig i en lind strøm samtidig med fire hænder skrubber pulveret hårdt ind i min krop, startende fra fodsålerne og op til nakken og forfra igen, både liggende på ryggen og på maven. Deres hænder bevæger sig synkront, op og ned, ud og rundt, uden at de veksler et ord sammen om, hvilken vej de nu skal bevæge hænderne. Det er et langt glidende forløb på ca 30 min.

Der er ikke ét gram død hud tilbage på min krop bagefter. Til gengæld har jeg gult medicin-powder overalt. Jeg bliver blidt børstet fri for det meste af pulveret og skal sætte mig ned på den lille skammel. Imens fjerner de madrassen fra briksen. Igen bliver der lagt en sarong henover mine skuldre, for blufærdighedens skyld, uagtet at jeg stadig ikke har haft noget tøj på. Madrassen bliver fjernet og briksen gjort rent og jeg skal lægge mig op igen, denne gang med “face-up madam”. Jeg ligger fantastisk  på den træbriks. Træet er blødt mod min krop.

img_0942

Det meste af tiden har jeg haft lukkede øjne, ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg lige siden jeg trådte ind i rummet har haft en totalt afslappet holdning, hvor jeg tillidsfuldt har overladt alt, hvad der skal foregå med mig i andre menneskers hænder. Et gammelt gasblus bliver tændt og  indholdet i jerngryden, der står på blusset, bliver varmet op. Da den første bølge rammer mig, udstøder jeg et dybt og veltilpas åhhhh – det er varm mælk blandet med “medicin-water”, der i en blid kontinuerlig strøm bliver pøset henover min krop. Jeg ved nu 100%, hvordan Kleopatra har haft det. Følelsen er ubeskrivelig. Jeg bliver skyllet over det hele med denne vidunderlige blanding i 15-20 min. Mine tidsangivelser er nogle jeg efterfølgende har ræsonneret mig frem til, for tiden står helt stille al den tid, jeg er i behandlerrummet. Jeg bliver hjulpet op i siddende stilling og mine fødder bliver ført udover kanten på briksen, hvor Jolon (eller JoJo som jeg til hendes blide fnisen kommer til at kalde hende) tørrer dem af. Jeg skal ned på gulvet og stå igen, mens briksen bliver gjort klar og madrassen lagt på igen. “Madam, please come up, face up” Jeg lægger mig igen tilrette og får et klæde over kroppen. Den sidste del af denne dags behandling består i Sirodhara. Noget af det mest vidunderlige jeg har prøvet – lun olie flyder i en lind strøm henover min pande, lige i hårgrænsen. Jeg vil vove at påstå, at selv den mest opstrammede, stressede person, umuligt kan undgå at falde i søvn. Den virkning olien har, kan ikke beskrives. Da jeg bliver vækket, er jeg så afslappet, at det fysisk føles som om min krop smelter sammen med briksen og jeg kan ikke i de første sekunder fornemme, hvor min krop slutter og briksen begynder. Jeg har aldrig i mit liv været så afslappet.

Efter behandlingerne bliver jeg ført ned til “venterummet” – alt er udendørs og kun overdækket af et tag, så man forbliver i den indiske stemning med lydende, duften og ikke mindst varmen hele tiden. Her afventer jeg min ayurvediske medicin. Lægen jeg talte med først på dagen, Bindhu og JoJo har rapporteret mine reaktioner tilbage til dr. Unni, og Dinesh har rapporteret, hvad hans fødder mærkede af ujævnheder i min krop.

Udfra dette og udfra, de ting jeg selv har informeret om, jeg gerne vil behandles for, får jeg udleveret dagens ration medicin og den efterfølgende dags behandling bliver besluttet. Jeg kan se, at der ude bagved er et stort areal, hvor al denne urtemedicin bliver håndlavet. Noget af medicinen er den samme hver dag, andet er forskelligt fra dag til dag. Jeg får flere forskellige slags piller og to flasker med noget brunt drikkelse udleveret. Og lad mig sige det, som det er, den brune væske smager helt og aldeles forfærdeligt. Det smager så rædselsfuldt, at jeg har svært ved at forestille mig, hvordan jeg skal kunne drikke dette de næste 10 dage. Men det gør jeg selvfølgelig.

Der er gået ca 3 timer og dagens behandlinger er overstået – jeg forlader klinikken, iført den udleverede sarong, med en sjov gul farve over hele kroppen (fra medicin-powder), et hår der er totalt smurt ind i olie, rasnadi choornam i panden (en streg af medicin-powder der går fra panden og ned mellem øjnene). Jeg ser intet mindre end herrens ud, men til gengæld er der ikke en eneste stram muskel eller en eneste død hudcelle nogen steder på min krop.

Jeg går hen på vores faste mødested og bestiller min sædvanlige black tea med lemon and honey og venter på min veninde, som har tider 15min efter mig. Dagens behandlinger bliver gennemgået. For mit vedkommende er det kun massagen og powder-behandlingerne der er ens, resten ændrer sig fra dag til dag. Det bliver afgjort udfra de tilbagemeldinger behandlerne kommer med om eventuelle fremskridt eller ændringer. Jeg prøver et lille udpluk af alle de mange behandlinger, som spænder fra at blive badet i lun olie, til at blive masseret med “chicken-eggs”, til at få håret omviklet med store blade fra bananpalmerne efter det er smurt ind i brunt “ler” og meget meget andet.

Behandlingerne, sammen med den ambience hele Kovalam har, gør at jeg får en indre ro, som jeg både bevidst og ubevidst har længtes efter.

Mit ayurvediske eventyr er kun lige begyndt.

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet 😊