Alle indlæg af (K)NowWhat

Til lykke ….29 år i dag ❤️

Charmerende og irriterende. Kærlig og (hudløs)ærlig.
Tænksom og ubetænksom. Omfavnende og lad-mig-være. Tryghedssøgende og løsrivende. Selvstændige og (dog meget sjældent) uselvstændige.
Med sine meningers mod og ikke bange for noget (udover bier). Mit livs absolut største overraskelse.  Som startede skævt ud, men som endte på det helt rigtige plan. I dyb dyb kærlighed til dig og en dyb respekt, jeg ved er gengældt. Et ordentligt menneske, det er du blevet, som jeg ikke kan andet, end være meget stolt af. Vi har gennem hele din levetid kæmpet nogle ret så hårde kampe sammen. Men ingen af os har stået alene. Vi har hinanden i en form for symbiose. Når du var nede, var jeg oppe og når du var oppe, kunne jeg tillade mig at være lidt nede.  Jeg erkender, at jeg aldrig kan give helt slip på dig. Ikke, når jeg vil det bedste for dig. Jeg vil fortsat kæmpe der, hvor det kræves, for at du får et lykkeligt og værdigt liv. Og jeg vil kæmpe med mig selv, for at give slip på dig helt ud, hvor det grænser til det normale. Helt ud til den tynde streg i sandet, hvor du går på den ene side og alle os andre, uden diagnoser, går på den anden side. Her vil jeg vandre, hvor jeg tydeligt kan se, hvad der sker på din side af stregen og jeg vil lære og blive klogere. Vi vil altid være dem og os. Men det gør ikke noget, når bare vi får skabt forståelse hos hinanden på begge sider af stregen – så bliver verden et bedre sted at være.
Tak til alle jer med Downs Syndrom for at bidrage til en bedre verden, bare ved at være jer. Tillykke til min elskede søn. Jeg ville ALDRIG have været dig foruden.

Skraldefangst

Det var gået min næse forbi, at det var i dag, der var Danmarksindsamling af skrald. Jeg var derfor ikke særlig opdateret på hvor eller hvornår. Men da jeg i morges hørte indsamlingen omtalt i radioen, gik jeg straks ind og googlede, hvor der var en begivenhed i nærheden af mig. Jeg befandt mig i mit sommerhus og en hurtig søgning fortalte, at jeg bare skulle møde op kl 10 foran kirken medbringende handsker og gribetang! Handsker kunne jeg klare, men gribetangen måtte være mine hænder.

Hurtigt ud af døren og ned til kirken. Her var jeg lige 10 minutter i 10. Der var mange mennesker. Jeg blev nærmest helt rørt over, at så mange ville deltage også selvom de, såvidt jeg kunne se, heller ikke havde gribetænger.

Jeg stillede mig hen og småsludrede med nogle af de fremmødte. De glædede sig ligefrem – jo, det gjorde jeg da også, men det var ligesom om, de glædede sig ekstra meget.

Så begyndte kirkeklokkerne at bimle – det var jo søndag – og de flinke mennesker jeg havde talt med og ALLE de andre begyndte lige så stille at bevæge sig ind i kirken. I det samme kom en bil i fuld fart ind på gruspladsen foran kirken og ud kom en præst i fuld ornat og i fuld fart. ”Kommer du også for sent” råbte han til mig…. Næææ, det gjorde jeg nu ikke, jeg var ikke inviteret med til den konfirmation alle de andre nu var på vej ind til.  Tre minutter senere var jeg den eneste, der stod tilbage på kirkepladsen. Jeg følte mig lidt forladt, og en lille smule dum, da jeg ved en ny omgang google fandt ud af, at jeg var i den forkerte by og ved den forkerte kirke. 😉

Men jeg viste mit samfundssind og kørte hjem og hentede en stor plasticpose og gik selv på skraldefangst i området. Her er, hvad jeg fik samlet på bare en time – og jeg kom i snak med rigtig mange mennesker, som ville høre, hvad jeg lavede. Det blev en hyggelig dag.

IMG_1681

 

Sommertid

Jeg er vild med den dag, hvor jeg vågner op og klokken den er lidt mere end den var i går på samme tid.

Dagen varsler, at der er noget godt i vente. Foråret er på vej og lige bagefter ligger sommeren på lur. Og de lyse lange nætter. Kølig hvidvin og grill og bare tæer i græsset. Jeg glæder mig til dagen, næsten på samme måde, som da jeg som barn kunne glæde mig til at vågne på min fødselsdag. Jeg glæder mig til at blive overrasket, senere på dagen, når jeg opdager at klokken er 19 og det stadig er lyst.

Meget symbolsk for dagen, så har der allerede været flere besøgende til “åbent hus” i de fuglekasser, der hænger i træerne udenfor vinduerne i mit sommerhus.  Og for at fuldende idyllen, så var jeg så heldig lige at få et glimt af det rådyr, der krydsede gennem min have tidligt i morges.

Jo, dagen hvor sommertiden starter, er en dejlig dag. ❤️

M&K bilister

Jeg vil bare sige, at jeg er en fremragende bilist…

Det er ikke mig, der ligger og spærrer i yderbanen, så man ikke kan overhale.

Det er heller ikke mig, der ligger og snegler sig afsted med 100 km i timen, hvor man må køre 110.

Det er ikke mig, der kører helt op i en vis del på den forankørende bil, hvis ikke den flytter sig hurtigt nok, når jeg kommer susende.

Det er ikke mig, der sinker trafikken i København, fordi jeg ikke kan finde vej.

Det er ikke mig, der har parkeret så dumt, at jeg spærrer for to P-pladser.

Men det er mig, der kører hvad jeg må (og sommetider en lillebitte smule mere 😉)

Og det er mig, der trækker ind til siden, når jeg har overhalet.

Jeg indrømmer, det er mig, der blinker med det lange lys, så du kan se, at nu kommer jeg med fart på, men jeg holder afstanden, for at give dig en chance.

Det er mig, der ved bykørsel i god tid lægger mig den rigtige bane, så jeg ikke skal lave hasarderede, pludselige sving for at komme i den rigtige bane.

Og det er mig, der i første forsøg kan lave den flotteste baglæns kantstensparkering i et hug, med meget lidt plads mellem to biler.

Så derfor, når nogen (= mænd) sidder i snak om kvinder og biler og deres tvivlsomme køreegenskaber – så er det ikke mig, de mener. I det hele taget så forstår jeg ikke, at den myte om kvinder og kørsel bliver ved at hænge. Tillad mig at citere fra Vejdirektoratets statistik: Mange mænd mener, at de kører bedre bil end kvinder. Men mænd er langt oftere involveret i trafikulykker, selv når der tages højde for, at de kører flere kilometer end kvinder. Det viser en ny rapport fra Vejdirektoratet.

Men når det drejer sig om alt det udover køreegenskaberne, såsom påfyldning af diverse væsker, (Slush-Ice) kontrol af olie, indstilling af radioen, at slå sidespejle ind inden den køres i p-kælderen af en robot, at finde den knap, der åbner kølerhjelmen – så er jeg skyldig – men alt det har man jo folk til 😊

Min egen morgen….

Vågnede til lyden af regn mod ruden. En perfekt lyd, når jeg nu allerede havde besluttet, at dagen bare skulle bruges til at hygge indenfor. Radioen blev tændt og blid, blød morgenmusik strømmede ud af højtaleren. Gardinerne blev trukket op og selvom vejret var gråt, lå der alligevel en forårsstemning i luften. Det ville blive en god dag.

Kaffen stod og bryggede i køkkenet og begyndte at sende duften af ristede bønner igennem lejligheden. Jeg hældte en stor portion Skyr op. Ristede lidt sesamfrø og blandede de lune små frø ned i skålen sammen med en god skefuld Chiafrø. Blåbær blev strøet over med rund hånd og tilsidst tilsatte jeg en ordentlig omgang kokosmel… uhmmmm…… Morgenmad lige efter min smag.

Det hele blev båret ind i stuen, stearinlysene blev tændt, kaffen hældt op  og avisen åbnet på første side. Først en tår kaffe…. Irmas den grønne økologiske – såå saligt…. nu glædede smagsløgene sig til den første skefuld Skyr .…..og så var det, at hele glansbilledet revnede…… I stedet for kokosmel – som jeg havde været meget rundhåndet med – så havde jeg hældt groft salt udover det hele….😝

Det skal nok blive en god dag alligevel 😁

Slush-Ice

Kulden går gennem marv og ben i denne tid – det er helt vanvittigt, så koldt det er.

Det føles derfor ekstra priviligeret at have en lille bil, man kan hoppe ind i, når cykelsadlen er for kold. 

Sidste år havde vi også en periode med sne og kulde og jeg havde husket at hælde karburatorvæske i tanken og fylde den tomme beholder til sprinklervæske helt op. Min bil startede og kørte upåklageligt, som den altid gør.

Lidt anderledes gik det, da jeg fik behov for at vaske forruden ren under kørslen.

Et laaang tryk på den arm, man starter sin vinduesvisker med og ud kom en masse dejlig sprinklervæske. Men ak, det så ud som det frøs til klumper – en tyk, slibrig, grå-gul masse kørte nu rundt på min rude og udsynet blev væsentlig forringet. Jeg prøvede igen – det samme skete.  Det lignede fuldstændig slush-ice med et stænk appelsinsaft i. Jeg måtte køre ind til siden og tørre ruden ren, inden jeg kunne køre videre.

En veninde fortalte mig, at det var fordi jeg ikke havde checket, at der stod “frostsikker” på flasken. Det havde jeg nu aldrig hørt om, men biler er heller ikke min spidskompetence.

Jeg glemte alt om det indtil næste gang, jeg fik brug for at rense forruden. Det var lidt varmere i vejret, så “grøden” var ikke så tyk, nærmere sådan lidt vælling-agtig på den tynde måde. Da temperaturen havde sneget sig op på nogle få plus-grader holdt teorien om, at det var fordi jeg ikke havde sikret mig, at det var frostsikker væske jeg havde brugt, derfor ikke.

Da jeg næste gang kom i nærheden af min garage i sommerhuset, hvor jeg havde hentet flasken med sprinklervæske, fandt jeg derfor flasken frem.

Dennegang tog jeg briller på og læste etiketten – jeg havde simpelthen fyldt beholderen op med bil-shampoo.

Grydelapper og Pandelapper

Jeg sidder ved mit store, dejlige spisebord stykket sammen af smukt, gammelt træ. Træ, som i et andet liv, har været brugt til døre i Indien. Det er oversået med slidmærker og brændemærker. Der er ridset i det med en sløv lommekniv og rødvinspletterne minder mig om de utallige hyggelige sammenkomster, der har været rundt om bordet. Det er smukt og fyldt med historie. Men det er nu ikke mit elskede spisebord, mit indlæg skal handle om.

Jeg sidder her og er godt fordybet i en artikel, jeg har fundet på nettet. Den handler om, hvordan man kan lave portvin ud af sine vindruer. Nu er jeg ikke den store drivhusentusiast, men mit sommerhus er født med et drivhus og jeg synes, jeg skylder det, at forsøge at blive bedre til at udnytte de mange muligheder der er. Jeg indrømmer blankt, at det var artiklen om at lave sin egen portvin, der fik mig til at interessere mig lidt mere for drivhuset. Men det er nu heller ikke dét, mit indlæg skal handle om. Selvom jeg nu funderer over, om det mon også er aldersbetinget, at jeg begynder at blive lidt mere interesseret i at dyrke ting i drivhuset. Det er dog heller ikke alder, mit indlæg handler om.

Og nu sidder jeg og væver og er der noget, der kan sætte min tålmodighed på prøve, så er det folk, der væver inden de kommer til sagen. Hvad skal alle de afstikkere til for? Kom nu videre, for pokker. Jo altså ,mens jeg sidder her ved mit skønne spisebord i mit dejlige sommerhus, så har jeg i dag, meget undtagelsesvis, fjernsynet kørende i baggrunden. Jeg vil høre aftenens nyheder, men jeg har ikke tålmodighed til at sidde stille og bare kigge på, og jeg kan sagtens lytte til nyheder, mens jeg læser artikler om portvinsproduktion og drømmer mig hen til en kold vinteraften med ild i kaminen og blæsten ruskende i træerne udenfor, alt imens jeg sidder indenfor og nyder min egen hjemmebryggede portvin. Så, nu driver jeg derudaf igen. Hvad var det nu jeg ville? Nåh jo, pludselig hører jeg en på TV tale om pandelapper. Og da mit fokus lige i det sekund mest er på portvin, så hører jeg ikke så meget mere, men undrer mig over, at der findes specielle lapper til pander. Hvorfor kan man ikke bare bruge de samme lapper, som man bruger til gryderne, altså grydelapper? Nysgerrigheden får mig til at løfte blikket fra portvinsartiklen og kaste et blik på flimmerskærmen. Her sidder der en nydelig overlæge midt i et interview – og det går op for mig at pandelapper ikke er grydelapper specielt beregnet til pander – men at pandelapper er noget vi allesammen har i panden. Jeg er ikke helt sikker på, hvad disse pandelapper helt præcis kan gøre, men hvis det er noget klogt, så indser jeg, at mine pandelapper sikkert ligger i dvale i dette øjeblik.

Cirkus kontra Pokémon

pokemonJeg er i cirkus næsten hvert år. Det begyndte for mange år siden, da min søn var lille, og vi har heldigvis begge to holdt fast i den tradition og glæder os hvert år til cirkus kommer til byen. Sidste år var jeg ikke med, men efter i år lover jeg mig selv aldrig mere at springe en sæson over.

Hvorfor?  Jo fordi det slog mig ekstra meget i år, hvor vigtigt det er, at holde fast i noget som er jordnært. Noget som er ægte og noget som sker i virkeligheden lige nu og her. I cirkus er du vidne til en flok mennesker, som giver alt, hvad de har i sig. Du er vidne til nogle præstationer, som du ved, at hver enkelt har øvet sig og øvet sig og øvet sig på.  Som du ved, at selv når de kan deres numre, så bruger de stadig mange timer på at perfektionere det og på at blive bedre. De har ikke en “hjælpe-knap” at trykke på, når det bliver for svært, de har heller ikke en “bank”, hvor de kan købe sig til genveje og de har heller ikke muligheden for at lave en CTRL-ALT-DELETE, hvis de kikser i deres præstation. Der er kun lige nu og her – og op på hesten igen, når det går galt.                                                                                           Det er en meget tæt oplevelse at være tilskuer til noget så jordnært, noget så menneskeligt og noget som foregår i nuet.

Da forestillingen var slut og vi kom udenfor, stødte vi ind i en flok børn/unge. De så os ikke, for de gik med hovederne begravet i deres mobiltelefoner og var i gang med at finde Pokémons. Jeg tror faktisk slet ikke de opdagede det store cirkustelt, de gik forbi.

Jeg har ikke noget imod Pokémon-GO,  men det slog mig, at vi OGSÅ skal huske at holde fast i de virkelige ting, at huske at interagere med rigtige, levende mennesker. Altså, huske at gå i teatret, til dans, til banko og i cirkus – inden vi allesammen ender med at opleve verden virtuelt igennem 3-D briller, fremfor den virkelige verden, som foregår lige for øjnene af os.

Fra 8-88 som lykkelig….

Jeg har i et andet indlæg Verdens lykkeligste skrevet om det urealistiske i at kunne måle lykke på tværs af lande. Idet jeg mener at lykke må afhænge af ens kulturelle baggrund og den livstilstand man er i på et givent tidspunkt.  Selv på et mikro-niveau, som ens eget jeg, er det umuligt at definere lykke. Lykken ændrer sig i takt med ens alder. af574-smil

 

Som 8-årig er det lykken at gå i skole, som 18-årig er det lykken at være færdig med skolen, som 28-årig er det lykken at finde sin eneste ene, som 38-årig kan det være lykken at se sine børn være blevet store, som 48-årig er det lykken stadig at være i 40’erne, som 58-årig er det lykken at være omgivet af gode venner, man har haft i årevis, som 68-årig er det lykken ikke at have ondt nogen steder og som 88-årig er det (forhåbentlig) lykken at kunne se tilbage på et lykkeligt liv. 😀

 

PS. Hvis du vil have automatisk besked, når der kommer et nyt indlæg her på bloggen, så meld dig til oppe i højre hjørne. Jeg LOVER, at du ikke bliver “spammet” ☺️

Livet i nakken…

Alle ved, det kan være meget svært at være teenager, og alle advarer forældre om de kommende umulige unger. Men ingen taler om, at det også kan være svært at være i 50’erne. Nu ved jeg, af egen erfaring, at begge dele er en udfordring. Men til forskel fra da jeg var teenager og den klogeste i hele verden og synes at alle de andre (læs: dem over 20) var oldsager, som absolut intet begreb havde om, hvordan verden var skruet sammen, så ved jeg i dag, at jeg ikke er den klogeste i hele verden og jeg ved også, at jeg ikke ved, hvordan verden er skruet sammen. Da jeg var ung var jeg frustreret og til tider urimelig Billederasende over, at de gamle ikke hørte efter. I dag er jeg frustreret og til tider urimelig rasende over, at de yngre ikke gider høre efter.

Så kan man lære det, kan man….. lidt sjovt som livet rammer én i nakken. 😏

 

PS. Hvis du vil have besked, når der kommer nye indlæg, så meld dig til i øverste højre hjørne. Jeg LOVER at du ikke bliver spammet 😊