Tag-arkiv: mongoler

Mor – hvorfor er jeg mongol??

Tjah, spørgsmålet er forholdsvis nemt at svare på sådan rent kromosommæssigt – men jeg ved godt, at det er ikke den kliniske forklaring, min søn søger, når han stiller spørgsmålet. Han vil gerne vide, hvorfor han ikke er som alle andre – det er han nemlig ganske udmærket i stand til at gennemskue, at han ikke er.

Hele hans liv har vi kæmpet for, at han skulle være stolt af det han er og af det han kan. En af de ting, der er særligt udviklet hos min søn, er hans empatiske indfølingsevne med andre mennesker, noget vi er mange, der kunne lære en del af. Men samtidig er det også en evne, der kan give ham “stress” – fordi han går ind i andres følelser og bekymrer sig, hvis ikke omgivelserne har det godt.

Nu er der så føjet yderligere en bekymring til hans selvforståelse og forståelse af omverdenen. Den megen snak og diskussion der har været i den sidste tid om, at om 30 år er alle mongoler (i Danmark ihvertfald) udryddet – den forstår han altså godt. Og han siger selv, at han har så mange forvirrede tanker oveni hovedet. Forleden kom det til udtryk på en meget konkret måde. Han var ude og køre i tog og overfor ham sad en dreng på 12-14 år. Min søn er meget glad for børn og de falder som regel også for ham – han plejer at tale ivrigt med dem, men ikke forleden dag. Han sad under hele togturen med sin avis helt oppe foran sit ansigt og dækkede sig til og da han blev spurgt om, hvorfor han dog gjorde det, så var hans svar: “Jeg vil ikke have, at drengen skal se jeg er mongol”………. Jeg ved ikke, om du som læser, forstår dybden af dette svar – men det gør jeg, som hans mor – og det skærer mig dybt i hjertet….

Det min søn svarede, er det samme som Maria freestyler i denne rap. Brug de 4 minutter til at lytte den helt til ende….og betragt dette indlæg som et aspekt i debatten om den information – eller mangel på samme – kommende forældre til børn med Downs Syndrom får, således at grundlaget for et fravalg eller tilvalg bliver mere nuanceret.

https://www.facebook.com/tvglad/videos/874308805986070/?pnref=story