Jeg hører til racen, der af helt ulogiske forklaringer, er bange for små bitte (og endnu værre; store) edderkopper og andre små uskyldige, totalt ufarlige dyr (inklusive mus). Min fornuftige hjernehalvdel fortæller mig gang på gang, at det er latterligt, men som i så mange andre situationer, så vinder følelserne over fornuften – hvilket jeg faktisk i de fleste andre situationer er ganske godt tilfreds med 😊

Da jeg i dag lagde rent sengetøj på, dukkede en af de der store, tykke edderkopper op, dem som løber meget hurtigt. Jeg kan ikke/tør ikke! slå dem ihjel – så jeg fangede den med en kost med meget langt skaft og så op på en fejebakke. Med kosten i den ene hånd og fejebakken i den anden hånd, strakt så langt væk fra kroppen som muligt, løb jeg derefter i fuld firspring hen til terrassedøren for at ryste den ned i blomsterbedet – og det er så her, det værste sker, – edderkoppen var der ikke længere!!! Med andre ord, jeg må have tabt den på vejen, således at den stadig befinder sig i huset….. 😣 Det fik mig til at tænke på en anden edderkoppesituation jeg var i for en del år tilbage.

Det var uden diskussion Danmarks største edderkop, som pludselig lå i min håndvask på badeværelset. Den var så stor, at jeg ikke turde fange den på en fejebakke og da slet ikke støvsuge den op, så jeg smed en gulvklud henover den, så kunne den ligge der til min veninde, som overhovedet ikke er bange for nogen ting, kom forbi og kunne fjerne den. Men jeg siger jer……… edderkoppen GIK VIDERE MED GULVKLUDEN på ryggen. Jeg smed et 2x2m stort badehåndklæde henover og ringede til veninde, som straks kom ilende og reddede mig….