Tag-arkiv: kompetence

Slush-Ice

Kulden går gennem marv og ben i denne tid – det er helt vanvittigt, så koldt det er.

Det føles derfor ekstra priviligeret at have en lille bil, man kan hoppe ind i, når cykelsadlen er for kold. 

Sidste år havde vi også en periode med sne og kulde og jeg havde husket at hælde karburatorvæske i tanken og fylde den tomme beholder til sprinklervæske helt op. Min bil startede og kørte upåklageligt, som den altid gør.

Lidt anderledes gik det, da jeg fik behov for at vaske forruden ren under kørslen.

Et laaang tryk på den arm, man starter sin vinduesvisker med og ud kom en masse dejlig sprinklervæske. Men ak, det så ud som det frøs til klumper – en tyk, slibrig, grå-gul masse kørte nu rundt på min rude og udsynet blev væsentlig forringet. Jeg prøvede igen – det samme skete.  Det lignede fuldstændig slush-ice med et stænk appelsinsaft i. Jeg måtte køre ind til siden og tørre ruden ren, inden jeg kunne køre videre.

En veninde fortalte mig, at det var fordi jeg ikke havde checket, at der stod “frostsikker” på flasken. Det havde jeg nu aldrig hørt om, men biler er heller ikke min spidskompetence.

Jeg glemte alt om det indtil næste gang, jeg fik brug for at rense forruden. Det var lidt varmere i vejret, så “grøden” var ikke så tyk, nærmere sådan lidt vælling-agtig på den tynde måde. Da temperaturen havde sneget sig op på nogle få plus-grader holdt teorien om, at det var fordi jeg ikke havde sikret mig, at det var frostsikker væske jeg havde brugt, derfor ikke.

Da jeg næste gang kom i nærheden af min garage i sommerhuset, hvor jeg havde hentet flasken med sprinklervæske, fandt jeg derfor flasken frem.

Dennegang tog jeg briller på og læste etiketten – jeg havde simpelthen fyldt beholderen op med bil-shampoo.

Reklamer