Jeg er i cirkus næsten hvert år. Det begyndte for mange år siden, da min søn var lille, og vi har heldigvis begge to holdt fast i den tradition og glæder os hvert år til cirkus kommer til byen. Sidste år var jeg ikke med, men efter i år lover jeg mig selv aldrig mere at springe en sæson over.

Hvorfor?  Jo fordi det slog mig ekstra meget i år, hvor vigtigt det er, at holde fast i noget som er jordnært. Noget som er ægte og noget som sker i virkeligheden lige nu og her. I cirkus er du vidne til en flok mennesker, som giver alt, hvad de har i sig. Du er vidne til nogle præstationer, som du ved, at hver enkelt har øvet sig og øvet sig og øvet sig på.  Som du ved, at selv når de kan deres numre, så bruger de stadig mange timer på at perfektionere det og på at blive bedre. De har ikke en “hjælpe-knap” at trykke på, når det bliver for svært, de har heller ikke en “bank”, hvor de kan købe sig til genveje og de har heller ikke muligheden for at lave en CTRL-ALT-DELETE, hvis de kikser i deres præstation. Der er kun lige nu og her – og op på hesten igen, når det går galt.                                                                                           Det er en meget tæt oplevelse at være tilskuer til noget så jordnært, noget så menneskeligt og noget som foregår i nuet.

Da forestillingen var slut og vi kom udenfor, stødte vi ind i en flok børn/unge. De så os ikke, for de gik med hovederne begravet i deres mobiltelefoner og var i gang med at finde Pokémons. Jeg tror faktisk slet ikke de opdagede det store cirkustelt, de gik forbi.

Jeg har ikke noget imod Pokémon-GO,  men det slog mig, at vi OGSÅ skal huske at holde fast i de virkelige ting, at huske at interagere med rigtige, levende mennesker. Altså, huske at gå i teatret, til dans, til banko og i cirkus – inden vi allesammen ender med at opleve verden virtuelt igennem 3-D briller, fremfor den virkelige verden, som foregår lige for øjnene af os.