I går talte jeg med én af veninderne – og i disse tider, så foregik det selvfølgelig via telefonen. Hun havde svært ved at finde ord for noget af det, hun ville sige. Ikke fordi hun havde brug for kraftfulde udtryk for at understrege et eller andet – eller brug for svulmende adjektiver for at fortælle om en oplevelse. Nej hun manglede ord, i ordets bogstaveligste betydning. Og som hun sagde til mig, så var det at mangle ord, én af de ting coronaisolationen havde gjort ved hende. 

Det kan jeg sådan set godt sætte mig ind i. Hvis man går i sine egne cirkler dag ud og dag ind, uge efter uge, og kun taler med de samme personer, eller kun taler med sig selv, så bliver ens ordforråd derefter. Veninden har været gift i mange år og har, udover sin mand omkring sig, også ganske tit sit barnebarn. Det bliver til en blanding af; “Hvad skal vi lave til aftensmad” og “Tag sutten ud, så mormor kan forstå, hvad du siger”. 

Dette uddrag af vores samtale giver et ret godt billede af, hvad vi især har været mest optagede af i denne isolationsperiode:

Min veninde havde lige afleveret sit barnebarn og var på vej hjem, da jeg talte med hende. Jeg kunne høre en masse larm i baggrunden og spurgte, hvad det var, hvorpå hun udbrød med glad mormor-stemme; “nøjjj en stooooor lastbil” 🚚

Det grinede vi af, lige indtil vi skulle afslutte samtalen og jeg i stedet for et ”farvel” fik sagt: “SKÅL” 😁

Har du lyst til at følge min blog, så tryk gerne på linket øverst til højre eller på Sign Up. Så får du besked, når der er et nyt indlæg. Jeg lover dig, at du ikke bliver spammet. ☺️