Selvom jeg bor så tæt på, så har jeg endnu aldrig været i Tivoli ved juletid. Men det har jeg nu…. og det bliver ikke sidste gang….Det har de gjort meget smukt og meget julet….. hvem der bare var barn igen..
Nej hvor er jeg træt af alle de madprogrammer der bliver sendt i TV.
Sad og så Trinny og Susannah forleden aften. Det er altid sjovt at se hvor lidt der en gang imellem skal til for at forandre folk. Nu synes jeg ikke at Trinny og Susannah er specielt gode til at finde tøj til folk, men HÅRET venner – Jeg siger bare:Søren Hedegaard ROCKS… Trænger du til en forandring så spring ud i det og gå til en god frisør – ikke én som “bare” er god til at klippe, men én som virkelig kan se hvad der klæder dig – og SÅ GØR DET…. det vokser jo ud igen, ik.
en bar-menu. Her sidder der mange andre ligesindede som også er gået ud alene. Der er næsten altid masser af TV-skærme og altid god musik – tilpas højt til at det bliver lidt festligt og tilpas lavt til at man kan tale sammen. For vil du snakke, så er det ikke noget problem. Det ligger helt naturligt i konceptet med at sidde i baren – enten vil du bare have din mad i fred og ro, men i andre omgivelser end hjemme i din stue, eller også vil du snakke. Begge dele er lige accepteret og anerkendt og normalt. Og ikke mindst ABSOLUT OG PÅ INGEN MÅDE aldersbetinget. Tror det er nemmere at være alene i USA…..
Øde subway station i Bronx New York…. Meget øde….Jeg står mutters alene på stationen i Bronx og venter på mit tog downtown og min hudfarve afslører at jeg med rimelig stor sikkerhed ikke bor her. Lige inden toget kommer, stiger en sort mama str 54++ ned på perronen (og ja, jeg er en hvid mama) og går ind i samme vogn som mig. Den vogn jeg sidder i er over halvt fyldt og de næste 20-25 minutter er jeg den eneste med min blege hudfarve. Ikke at det generer mig, jeg bemærker det bare og det tror jeg kun jeg gør fordi conciergen på mit hotel løftede øjenbrynene en anelse, da jeg spurgte om det var korrekt at jeg skulle med D linjen til Bronx. Men det er vel ikke meget anderledes end når det er omvendt. Mama 54++ holder konstant øje med mig og stiger af toget samtidig med mig på 34th. Lige inden jeg begynder opstigningen fra den dybe undergrund griber mama fat i armen på mig og spørger om min jakke er en Uniqlo og om jeg er glad for den, hun er nemlig på vej ud for at købe en til sig selv…… Vi følges ad hen til butikken 🙂
Now What rammer ret præcist den tilstand jeg befinder mig i nu…… Et spørgsmål jeg aldrig tidligere i livet har stillet mig selv, jeg har aldrig før bekymret mig om, hvad der nu skulle ske. Jeg har heller aldrig tidligere været i så meget opbrud som jeg er nu – Jeg ønsker mig et nyt job, selvom jeg ved det højst sandsynlig betyder mandag til fredag og ikke skiftende arbejdstider som jeg har nu og holder rigtig meget af. Jeg har mod på at flytte til en anden landsdel, selvom jeg har været storbymenneske i mange år med tryk på “storby”. Jeg ønsker mig en mand at dele det hele med, selvom jeg har haft det fantastisk uden en mand i mere end 10 år. Er jeg ved at blive kedelig… eller er det fordi jeg er blevet ramt af virkeligheden. Virkeligheden om, at det at få et nyt job i min alder ved den søde grød ikke er så nemt. Virkeligheden om, at livet i storbyen måske mere egner sig for dem der er yngre og virkeligheden om, det at møde en mand ikke er særligt nemt, da det ikke ligefrem bugner med steder i byen for dem over 30, hvor man kan møde nogen. Den virkelighed som gælder for de fleste på 50+ og som er en anden virkelighed, når man endnu ikke har rundet de 50. Nå pyt, godt man er født med et optimistisk sind, jeg bliver ved med at sparke døre ind og danse på bordene, og det kan man vel godt selvom man bor i provinsen og arbejder mandag til fredag og har en mand der kommer hjem hver aften.
(K)NowWhat 