Jeg læste en lille notits om, at i Kina er der flere og flere unge i storbyerne, der går rundt med et salathoved i kampen mod ensomheden!! Det handler bare for unge isolerede mennesker i storbyerne om at have en, de kan snakke og dele ting med, siger en psykolog fra Beijings Universitet.

Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal mene om det, andet end at verden dog er blevet et ganske mærkeligt sted at være – eller rettere – at de menneskelige relationer åbenbart i mange tilfælde er ikke-eksisterende. Det fik mig til at tænke på, at jeg oplever flere og flere flypassagerer som har et dyr – som regel en hund – med ombord. Traditionelt har det været større hunde som ledsagede blinde, men nu er der begyndt at dukke hunde op i alle størrelser og sammen med et menneske, som hverken er blind eller døv eller på anden måde synlig handicappet. Nu har jeg så fundet ud af, at det er Emotional Support Animals, som til en vis grad skal have de samme rettigheder som fører-hunde der er trænede til at hjælpe blinde. Bortset fra at en Emotional Support Animal ikke behøver at være trænet i noget andet end bare være en “trøst” for sin ejer. Jamen det er da fint…. men igen… hvad skal jeg mene.

Heldigvis står der i de amerikanske regler om disse Emotional Support Animals (ESA), at selvom loven ikke udelukker nogle former for dyreracer for at fungere som ESA, så skal man dog bruge sin sunde fornuft. Således at hvis man skal ud og flyve og gerne vil have sin fuldvoksne ged med, så kan flyselskabet godt sige at geden skal i lastrummet, og at en hotelejer gerne må nægte en hotelgæst at tage sin flodhest med på værelset selvom det er en ESA. Tænk, det står der virkelig… Måske de skulle overveje at tage gamle, slatne ildelugtende salathoveder med i deres anbefaling.