Der er gået total inflation i kramning…. Forleden dag mødte jeg en tidligere kollega på gaden, som jeg ikke har set i 10 år eller mere. Det var dejligt og gamle minder blev genopfrisket. Min bekendte var i selskab med sin kone, som jeg kun lige nåede at møde én gang, den gang for 10 år siden. Efter vi alle tre havde talt sammen i små 10 minutter skal vi videre hver til sit og det blev en farvelceremoni af de overdrevne- synes jeg. For der skulle krammes hele vejen rundt. På mig virker det falsk at skulle kramme nogen jeg reelt ikke kender – og den tidligere kollega var “bare” en tidligere kollega og konen havde jeg kun mødt én gang. Det fik mig til at tænke på hvor tit vi krammer – alle mulige og umulige som man kun kender ganske perifert eller slet ikke kender, men alligevel krammer fordi de er i selskab med én man kender. Kender I ikke det, at man ser nogen kramme én de ikke rigtig kender- hovedet er henover skulderen på den man krammer og krammeren kigger lige ud i luften med et totalt ligegyldigt blik – og ind imellem også en grimasse.

Vi udvander jo helt det at omfavne og kramme, når det ikke længere er forbeholdt kæresten eller den meget gode ven og desuden mener jeg, det er væsentlig mere respektfuldt at give hånd – ene og alene fordi man samtidig kigger den anden ind i øjnene. Så min opfordring er: vis respekt og giv hånd i stedet for, og kram din mand/hustru/børn/tætte venner lidt mere – og frem for alt, lad mig selv bestemme om jeg vil kramme eller krammes.