Tag-arkiv: tidsrytteri

Mere om tid…..

Et af mine tidligere blogindlæg handlede om tid….. og om hvordan tid og tidsrytteri har haft en indflydelse på mit liv. Jeg har det meste af mit liv været vant til at skulle skele til klokken for ikke at komme for sent, men tiden har ikke kun spillet en rolle i forbindelse med selve jobbet. Hvor de fleste mennesker kan dele deres arbejdsår op i større bidder såsom: sommerferie, vinterferie og påskeferie og andre helligdage, så er mit arbejdsår inddelt i uger. Fra man får sin arbejdsplan til den næste udkommer 4 uger efter. Jeg aner overhovedet ikke hvor mine fridage ligger før jeg får min plan og jeg kan kun “se” mellem 3 og 4 uger frem. Og kan derfor aldrig planlægge noget som helst længere ud i fremtiden. Det er jo ganske så kortsigtet. Og sådan har mine betingelser været i 30 år. Hvis jeg sammenholder det faktum med de årsager jeg beskrev i blogindlægget om Tidsrytteri og Tidsrøveri, så tror jeg, at det har været en medvirkende årsag til at gøre mig så forholdsmæssigt mere fokuseret på tid end hvad godt er. https://nowwhat.dk/2014/03/16/tidsrytteri-og-tidsroveri/
Der er dog kommet én positiv ting ud af det. Til trods for at jeg får rigeligt med flyvning i min hverdag, så nyder jeg det når jeg selv sidder som passager på de lange strækninger. Ikke pga servicen (jo, det spiller selvfølgelig også en rolle) men først og fremmest fordi så VED jeg, at jeg absolut INTET andet kan foretage mig – andet end at nyde turen. Jeg kan intet gøre for at nå frem før tiden, jeg kan ikke sidde og have dårligt samvittighed over at jeg burde stryge en skjorte, jeg behøver ikke tænke…. arhhh hvis jeg skynder mig, så når jeg lige på biblioteket inden de lukker, jeg behøver ikke kigge på mit ur for at vurdere om jeg kan nå at ringe til veninden inden hun går på arbejde…. neeej jeg kan hverken gøre fra eller til når jeg sidder i sædet – så for mig er det ren luksus at få et frirum forærende, hvor jeg ikke tænker tid, men hvor jeg bare ER..

SAS fly

Tidsrytteri og Tidsrøveri…

Når jeg tænker nærmere efter er det nok en form for arbejdsskade eller mere korrekt sagt: en arbejdsrelateret lidelse. Jeg har sammenlagt i mere end 30 år arbejdet som stewardesse og indenfor den branche er tid essentielt. At afgå til tiden, at lande til tiden og ikke mindst møde til tiden. Jeg er “strengt opdraget” på de tre punkter. Jeg husker, da jeg startede som stewardesse, at hvis man kom 5 minutter for sent, så kunne man regne med at blive sendt hjem igen, for så var der kaldt en stand-by. Altså der var allerede ringet til en anden kollega, som nu sikkert var på vej til lufthavnen for at flyve min tur. Så man kom bare ikke for sent – det gjorde man ikke. Det var før mobiltelefonens tid, hvor man ikke havde mulighed for at ringe til sit firma og sige; jeg er på vej, men jeg sidder fast i trafikken – eller hvad årsagen til ens eventuelle forsinkelse er. Ikke at det er blevet lovligt at komme for sent, nej vi møder stadig til tiden og til tiden er IKKE 5 minutter over. Tidsrytteriet har fulgt mig overalt. Jeg er ikke den der kommer for sent til tandlægen eller frisøren. Jeg kommer heller ikke for sent til en middagsinvitation eller til en uformel kop kaffe med en veninde på en café. Jeg bliver tværtimod irriteret, når andre kommer for sent – og her ville jeg ønske jeg kunne slappe lidt af, men jeg er som sagt nok lidt “skadet”. På den anden side, så er det også ret strengt ikke at gøre sit bedste for at komme til den aftalte tid. Er det tandlægen du kommer for sent til, så går det udover resten af dagen og alle de efterfølgende patienter, som ovenikøbet måske ender med at brokke sig over, at det er tandlægen, der altid er forsinket. Men der hvor jeg bliver allermest irriteret over tidsrøveriet er, hvis jeg skal deltage i et kursus eller noget andet i en større forsamling – som er sat til at starte på et bestemt tidspunkt og så møde/kursuslederen starter med at sige; jeg kan se vi mangler en eller to deltagere, vi giver dem lige 10 minutter. Hvorfor skal det gå udover alle dem der møder til tiden at et par stykker ikke dukker op? Det lærer jeg simpelthen aldrig at forstå!