Tag-arkiv: tak

Min søde plyssede solsort

Der står et fuglebad i min have……og her foregår ind imellem noget morsomt. Nogle af de solsorte, som plejer at komme i haven (jeg bilder mig ind, at jeg kan se, det er de samme) bruger fuglebadet og haven som et all-inclusive spa-sted.

I fuglebadet kan man på de varme dage opleve solsorte, der flader helt ud. Set fra min udkigspost på terrassen, ser det grangiveligt ud som om de sætter sig på deres små fugle-rumper, strækker de tynde gule ben ud foran sig og breder vingerne helt ud, så de ender med at sidde i vand til maven. Her sidder de helt stille. Efter nogle minutter rejser de sig igen, ryster fjerene og hopper ned på græsplænen, hvorpå de spæner helt frem til terrassen, hvor jeg sidder.  De hakker i noget nyopgravet jord, som de propper næbet med, og så går det i fuld fart på to ben henover plænen til den store lærkehæk. Først her letter de og flyver afsted, nyvaskede og med næbbet fyldt med god mad.

Der er specielt én – jeg kalder ham for Plys – han ser grangiveligt ud, som om han lige er blevet karseklippet – han har sådan en tot “hår” på toppen af hovedet, som er studset helt efter kunstens regler – han er overhovedet ikke bange og flygter ikke, bare fordi jeg bladrer lidt i avisen eller tager et sip af det glas vand, der står ved siden af mig. Tværtimod, så fik jeg en lang takkesang fra ham forleden. Fuglebadet var tørret ud og jeg skyndte mig at fylde det med vand. Straks kom Plys spænende (han flyver ikke hen til fuglebadet, han løber henover græsplænen) – Plys tog et bad og bagefter spænede han hen forbi jeg sad, mens han udstødte de fineste fløjtelyde – han vendte rundt og løb tilbage igen lige foran liggestolen, stadig højt fløjtende. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at han sagde tak. Tak fordi jeg havde fyldt hans spa-bad op igen.

 

Reklamer