Alene og glad…

walking-aloneHvordan kan det være at man i så mange år kan være glad, tilfreds og lykkelig i sin ensomhed – som det modsatte af tosomhed og pludselig en dag, så kigger man sig om efter en partner? Er det de dommedags profetier, man har hørt på i mange år, der går i opfyldelse? Dem der forudser at man bliver ensom – som i trist og alene – på sine gamle dage,hvis ikke man har en mand at dele alderen med. Det er da irriterende….. jeg har en håndfuld rigtig gode, skønne, dejlige veninder – vi kan da sagtens give hinanden en masse flersomhed.

Jeg nægter at bukke under for profetierne og jeg nægter at “lede” efter den eneste ene, så lad os nu være, lad være med altid at skulle spørge ind til om man har en kæreste. Og når jeg svarer “nej” så fri mig for det sædvanlige modsvar:  ” det kan jeg da ikke forstå, du ser jo dejlig ud”. Hvad pokker har det med sagen at gøre?? Og det evindelige spørgsmål om man har en kæreste er bare med til at forstærke opfattelsen af at “det skal man da”. Kan vi ikke bare blive enige om at jeg nok skal sige til hvis jeg får en kæreste og kan vi ikke blive enige om, at vi er altså nogen som sagtens kan finde ud af at nyde livet uden at være gift.

PS. Jeg har kun været ensom en gang i mit liv og det var i den sidste halvdel af et ægteskab. Tænk lige over det!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.