Så skete det igen…. Danskernes tendens til hurtigere end Jens Lyn at vende på en underkop… Det sker hver evig eneste gang Danmark skal deltage i et eller andet sportsligt mesterskab. Helt i begyndelsen af mesterskabet, fase et, giver vi udtryk for spænding og forventning, glæde og sammenhold. Det varer dog ikke så længe før vi ryger ind i fase 2. Det er her, hvor eksperterne kommer på banen og fortæller os og hinanden hvor dårligt DE præsterer (i denne fase er det nemlig ikke længere “VI”). Og det er i fase 2, jeg altid bliver forundret over så helt utrolig mange kompetente mennesker der er indenfor den pågældende sportsgren. Så kommer den tredje fase, det er når Danmark efter mange kampe til trods for alle de kloge forudsigelser, stadig ikke er røget ud af mesterskabet. Det er her, hvor vi igen går ind i “VI-fasen”. Her kommer bemærkningerne om, at det er typisk dansk, nu tager vi r…. på dem alle.
Så kommer min yndlingsfase, fase 4, det er der hvor der skal kæmpes om medaljerne. Det er min yndlingsfase, fordi her står alle danskere sammen. Vi snakker med vildt fremmede mennesker på værtshuset, på gaden, i toget, ja allevegne og vi er alle glade og enige. Jeg tror faktisk, at hvis man lavede en statistik over voldsepisoder i den fase, så vil man se at de falder. Og ender det med en guldmedalje til Danmark, så vil Danmark være et helt umuligt land at starte en krig i på selve sejrs dagen og de næste 2-3 dage frem. Hold da op hvor vi alle elsker hinanden og hvor er VI gode. Men skulle det “kun” ende med en sølvmedalje, så hagler det ned med bebrejdelser og alle eksperterne fra fase 2 kommer nu på banen igen og fortæller, at det kunne man have sagt sig selv, DE var jo så dårlige.
Lige så sikkert som amen i kirken skal vi de 5 faser igennem ved hvert mesterskab….og det er der måske noget trygt i, omend jeg synes det er irriterende, at vi ikke også kan være kærlige selvom det”kun” er sølv.