Jeg har altid været bange for døden…. eller det er forkert formuleret. Jeg frygter døden, det er mere korrekt. Alt det jeg ikke længere skal se og opleve, alt det jeg ikke længere skal have en mening om, alt det jeg ikke længere kan gå ind og påvirke og alt det jeg ikke længere kan blive påvirket af. I udgangspunktet har vi, i vores del af verden, ikke et afslappet forhold til døden – ritualet omkring døden er stift og formelt. Bare det at gå forbi en bedemandsforretning gør at mundvigene automatisk begynder at hænge nedad. Der er så ordentligt og nydeligt og sort og hvidt og kedeligt. Men nu gik jeg tilfældigvis forbi en anden slags bedemandsforretning i dag – en bedeDAME forretning. Og der så hyggeligt, varmt og rart ud, når man kiggede ind. Og tænk, den lille oplevelse har gjort tanken om døden en lillebitte smule mere udholdelig.