Af alle de oplevelser, man har haft igennem mange år, så er der vel hos os alle nogle få stykker, som stikker meget ud og som har gjort så stort et indtryk på os, at de med jævne mellemrum dukker op.
Ét af disse indtryk var noget jeg oplevede for ca 30 år siden. Jeg havde en kæreste der var guide på Ceylon (det hed det dengang – i dag er det Sri Lanka). Jeg var nede og besøge ham en del gange. På ét af mine besøg skulle jeg møde ham i Kandy. En by der ligger 3-4 timers buskørsel fra hovedstaden Colombo. Jeg skulle med en af de lokale busser derop. Det i sig selv var en rigtig god oplevelse. Bussen var stoppet til bristepunktet med unge, gamle, børn, masser af høns og en enkelt ged. Men meget glæde, masser af snak og godt selskab. Jeg var heldig at få en siddeplads ved siden af en ældre Ceylonesisk mand og vi faldt naturligt nok i snak. Han fortalte, at han havde en kokosplantage – eller plantage og plantage – han havde bare nogle få træer, men det gik godt for ham, han tjente lige præcis nok til at han kunne brødføde sin kone og sine børn. Jeg spurgte ham på rigtig vesterlandsk vis om han så ikke skulle udvide sin “plantage” og købe nogle flere palmer, når nu det gik så godt. Og her kommer så det indtryk, der stadig sidder fast i mig:
Han vendte sig mod mig og lignede et stort spørgsmålstegn og sagde bare “Why?”. Jeg prøvede igen på vesterlandsk vis at forklare, at så kunne han jo tjene endnu flere penge. Igen kiggede han bare på mig med et fuldstændig uforståeligt udtryk og sagde igen: “But why? I have everything I want, I am very happy, I dont need anymore” Ham glemmer jeg aldrig, både fordi han vitterlig ikke forstod spørgsmålet og fordi han var et menneske som i den grad hvilede i sig selv og var tilfreds med det han havde.