23. december – alt det jeg ikke nåede inden skal jeg nå i dag. Starter med at cykle til den anden ende af byen for at hente en pakke. Står i kø på posthuset i 45 minutter !!! Fortsætter til diverse supermarkeder på jagt efter lige præcis dét jeg vil have. Skal besøge en ven på hospitalet – står først i kø til den ene elevator i 1o minutter – giver op og prøver en anden elevator – efter 10 minutters venten tager jeg trappen – 11. etage – det var så den motion. Skal ind hos en elektriker også, som bestemt ikke er i julehumør – tværimod det sure løg. Burde have været på biblioteket, men orker ikke at slæbe alle pakkerne op af cykelkurven efter jeg endelig har fået mast det meste ned, så jeg fortsætter til slagteren på Kultorvet, hvor jeg har bestilt min økologiske and. KÆMPE kø, langt ned ad gaden… men det var den bedste kø jeg har stået i. Super god stemning og ikke mindst service fra slagterens side…
mens vi ventede blev der serveret helstegt pattegris og varm kakao MED whisky. Se DET kalder jeg god service….
