Hvis jeg havde frit valg på alle hylder af alle evner, så ville jeg helt klart vælge at kunne synge. Altså rigtig synge – ikke falsk, men med en stemme som bare kunne synge bukserne af en hver, som man siger….

Ikke at jeg ville udnytte den evne…… ihvertfald ikke hele tiden 😉 men jeg ville benytte mig af mit sangtalent til at bryde ud i spontan sang – uanset hvor jeg befandt mig. I dag bryder jeg kun ud i “spontan” sang, når jeg er mere eller mindre alene – og jeg ved, at det sætter min omgangskreds stor pris på! Det hænder også, at jeg selv bremser det spontane – selvom jeg er alene – fordi jeg heller ikke selv kan holde ud at høre på det!!

Men når man har evnen til at kunne synge rigtig smukt, så har man også evnen til at berøre en hel masse mennesker.

Jeg kan blive død-misundelig på dem, der står på en scene og får en hel festival til at skråle med – tænk at kunne få så mange til at smile på én gang. Og i går var jeg til en fest – en helt fantastisk, skøn rund fødselsdag – og et af indslagene var fra TAKE AWAY OPERA (se link) – damen/pigen sang to numre (hedder det mon “numre”, når det er opera?) og selvom jeg allerhelst vil have en stemme som Whitney Houston og på trods af, at jeg ikke er til opera, så rejste hårene sig på armene – og det kunne jeg se det gjorde på langt de fleste i selskabet – selv dem under 25 år.

Når jeg er glad, så har jeg lyst til at synge hele tiden, men det er som sagt ikke altid lige rart at høre på for mig selv. Men hvis nu jeg kunne synge som Whitney Houston, så ville jeg skråle løs dagen lang, og hvis det blev for meget, så ville jeg bare synge når jeg var glad – og hvis jeg var ked af det, så ville jeg synge indtil jeg blev glad og hvis jeg var vred, så ville jeg synge indtil jeg ikke var vred længere – det er nemlig det musikken kan. I dag må jeg nøjes med at skrue op for radioen – og det er ikke det samme som selv at kunne. Så det ønsker jeg mig i mit næste liv 🙂

.

Take away opera.