Jeg har længe syntes, at vi, i mange situationer, har fået en en udpræget tendens til at fralægge os ansvar. Hvis det i en eller anden sammenhæng ikke lige går så godt for én, så er det jo nemt at sige, at det er de andres skyld.

Ja, det er muligt, at der er nogen, der har en andel af skylden, men jeg vil påstå at man i 99,99% af alle tilfælde har et med-ansvar. Vi er blevet så gode til at sige, at det er “samfundets” skyld. Vi har umyndiggjort os selv.
Og nu forstår jeg hvorfor.
Jeg læser i dagens avis en udtalelse fra en præst i Århus: “Når vi sender folk ind i ægteskabet, har vi også en forpligtelse til at følge op på det”.
Udtalelsen kommer, fordi han slår kirkedørene op for en sexolog, så man kan få et servicecheck på sit ægteskab!!
Det er da en ganske udmærket ide, men fri mig for at gøre det, fordi du føler dig forpligtet til det. Det er da umyndiggørelse af rang og lægger bare yderligere brænde på det bål der blusser mere og mere lystigt, når vi kan give andre skylden for, at det ikke gik som man havde håbet.

Det er ved gud ikke præsterne, der har sendt mig ind i – indtil videre 😉 – to ægteskaber. Det er da mig selv. Præsterne har bare forrettet det, jeg ønskede mig. Og Gud fri mig for, at de føler sig forpligtede til at vedligeholde mine ægteskaber. Det er MIN udfordring. Og hvis jeg behøver hjælp til det, så skal jeg nok opsøge det – og går det alligevel galt, så er det ihvertfald ikke præstens skyld.

Så derfor – slå gerne kirkedørene op for
sexologer, babysalmesang, spagettigudstjenester, børneklubber, rockkoncerter og alt muligt andet sjovt, men lad være med at gøre det som en forpligtelse.