Jeg vil bare sige, at jeg er en fremragende bilist…
Det er ikke mig, der ligger og spærrer i yderbanen, så man ikke kan overhale.
Det er heller ikke mig, der ligger og snegler sig afsted med 100 km i timen, hvor man må køre 110.
Det er ikke mig, der kører helt op i en vis del på den forankørende bil, hvis ikke den flytter sig hurtigt nok, når jeg kommer susende.
Det er ikke mig, der sinker trafikken i København, fordi jeg ikke kan finde vej.
Det er ikke mig, der har parkeret så dumt, at jeg spærrer for to P-pladser.
Men det er mig, der kører hvad jeg må (og sommetider en lillebitte smule mere 😉)
Og det er mig, der trækker ind til siden, når jeg har overhalet.
Jeg indrømmer, det er mig, der blinker med det lange lys, så du kan se, at nu kommer jeg med fart på, men jeg holder afstanden, for at give dig en chance.
Det er mig, der ved bykørsel i god tid lægger mig den rigtige bane, så jeg ikke skal lave hasarderede, pludselige sving for at komme i den rigtige bane.
Og det er mig, der i første forsøg kan lave den flotteste baglæns kantstensparkering i et hug, med meget lidt plads mellem to biler.
Så derfor, når nogen (= mænd) sidder i snak om kvinder og biler og deres tvivlsomme køreegenskaber – så er det ikke mig, de mener. I det hele taget så forstår jeg ikke, at den myte om kvinder og kørsel bliver ved at hænge. Tillad mig at citere fra Vejdirektoratets statistik: Mange mænd mener, at de kører bedre bil end kvinder. Men mænd er langt oftere involveret i trafikulykker, selv når der tages højde for, at de kører flere kilometer end kvinder. Det viser en ny rapport fra Vejdirektoratet.
Men når det drejer sig om alt det udover køreegenskaberne, såsom påfyldning af diverse væsker, (Slush-Ice) kontrol af olie, indstilling af radioen, at slå sidespejle ind inden den køres i p-kælderen af en robot, at finde den knap, der åbner kølerhjelmen – så er jeg skyldig – men alt det har man jo folk til 😊