Charmerende og irriterende. Kærlig og (hudløs)ærlig.
Tænksom og ubetænksom. Omfavnende og lad-mig-være. Tryghedssøgende og løsrivende. Selvstændige og (dog meget sjældent) uselvstændige.
Med sine meningers mod og ikke bange for noget (udover bier). Mit livs absolut største overraskelse.  Som startede skævt ud, men som endte på det helt rigtige plan. I dyb dyb kærlighed til dig og en dyb respekt, jeg ved er gengældt. Et ordentligt menneske, det er du blevet, som jeg ikke kan andet, end være meget stolt af. Vi har gennem hele din levetid kæmpet nogle ret så hårde kampe sammen. Men ingen af os har stået alene. Vi har hinanden i en form for symbiose. Når du var nede, var jeg oppe og når du var oppe, kunne jeg tillade mig at være lidt nede.  Jeg erkender, at jeg aldrig kan give helt slip på dig. Ikke, når jeg vil det bedste for dig. Jeg vil fortsat kæmpe der, hvor det kræves, for at du får et lykkeligt og værdigt liv. Og jeg vil kæmpe med mig selv, for at give slip på dig helt ud, hvor det grænser til det normale. Helt ud til den tynde streg i sandet, hvor du går på den ene side og alle os andre, uden diagnoser, går på den anden side. Her vil jeg vandre, hvor jeg tydeligt kan se, hvad der sker på din side af stregen og jeg vil lære og blive klogere. Vi vil altid være dem og os. Men det gør ikke noget, når bare vi får skabt forståelse hos hinanden på begge sider af stregen – så bliver verden et bedre sted at være.
Tak til alle jer med Downs Syndrom for at bidrage til en bedre verden, bare ved at være jer. Tillykke til min elskede søn. Jeg ville ALDRIG have været dig foruden.